Blænder vi os selv med hjemmefølelse, bliver vores store huse og trygge senge en begrænsning i stedet for en base, er forestillingen om at høre til et sted mere et fængsel end en frihed? Læs, hvordan perspektivet skiftede for os, i løbet af det første år som digitale nomader om at være “hjemme”.
Af Cecilie Felumb Conrad | oktober 10, 2019
Engang troede jeg, at vi havde brug for 200 kvadratmeter, have og terrasser i en hovedstad i Europa, og vi følte os hjemme dér. Nu har vi downscalet vores liv til 22kvm bus og en lille grøn van, og jeg oplever, at jeg føler mig præcis lige så hjemme både i min bus og i min van, som jeg gjorde i min store lejlighed i København.
Jeg oplever også, at jeg føler mig hjemme i skumringen på et torv i Tyskland, 20 minutter efter at jeg er ankommet til byen, i et gæsteværelse hos nogle venner, i en ekstra lejlighed hos mennesker, jeg aldrig har mødt før, ved en kanal hvor jeg spiser frokost og hviler nogle timer. Hjemmefølelserne er forskellige, men altså hjemmefølelser alle sammen.
Jeg elsker at være hvert eneste sted, vi har været og jeg tænker, at hvert eneste sted er fantastisk. Jeg føler mig fri og levende og på det rigtige sted alle steder. Alligevel er der en forskel. På at være fuldt tilfreds, fuld til stede, fuldt ud det rigtige sted, og så det at være hjemme.
I denne artikel udforsker jeg disse forskelle og deler vores nomadelivs foandrede perspektiv på, hvad det vil sige at være “hjemme”.
Trofaste læsere vil vide at vi har opholdt os rigtig meget i Katalonien det seneste år. Bussen har faktisk stået det samme sted i 10 måneder. Vi har rejst en del, til kanarieøerne et par måneder, til Danmark og Sverige da min mor døde i foråret og senest to en halv måneds road trip i den grønne VW.
I Katalonien har vi mødt en kvinde som jeg blev soulmate med før jeg kunne tale med hende (nu taler jeg nok spansk til at vi også kan tale sammen, og det er jo dejligt), og omkring hendes veganske projekt har vi mødt en stor flok mennesker og udviklet mange virkelig gode venskaber. På Mon La Bassa (projektet frit oversat til En verden ved Bassinet) har vi truffet mennesker i alle aldre, dyr af mange arter og udviklet venskaber med rigtig mange.
I Katalonien har vi også besluttet os for at lære sproget. Vi studerer spansk og katalansk og det går supergodt. Egentlig har vi en generel interesse i sprog og studerer altid sproget der, hvor vi er, men fordi vi har så mange venner her og har opholdt os her relativt meget, er vi blevet forholdsvis gode til sproget.
Efter ti ugers roadtrip i vores VW, som vi opfatter som vores sommerhus, var der er klar følelse af at vi glædede os til at komme HJEM. Vi kørte hele dagen og aftenen fra Magalie og Keith for at nå frem til vores bus, og det var fantastisk at nå frem til velkendte landskaber. Allerede da vi kørte forbi det blå skilt med stjernerne blev der hujet og råbt: “Spanien” Nu er vi hjemme!” Da vi kørte ind i byen El Vendrell, som ligger 2 km fra bussen og er “vores” by her, var begejstringen igen stor: De velkendte monumenter, gadehjørner, bygninger, barer, broer. Suget i maven, store smil, sand glæde, juhuuu, vi er hjemme – igen.
For at komme til bussen kører vi over en lille bro og langs en virkelig smuk vej mellem vinmarker, og denne sidste etape (ca 1 km) var stille og vidunderlig. Til allersidst kører man nærmest gennem en portal af bevoksning og ankommer til projektet, alle dyrene, alle stjernerne, carob træerne og tadaaaa: bussen. Vores store røde skønne hjem, bussen.
Da vi ankom var vi trætte, og lykkefølelsen var fin og stille. Samtidig blev aftenstunden først og fremmest praktisk: Det havde regnet voldsomt dagen før, og vi havde lidt vand i sengen og måtte vende madrasserne og sådan, og vi skulle lige starte alle systemer af vand og strøm og så videre. Vi rodede rundt nogle timer, inden vi kunne komme i seng.
Det var naturligvis vidunderligt at vågne på Mon La Bassa. Det er det altid. I sol og regn, sommer og vinter. Men efter 10 ugers fravær, og med en meget særlig ny følelse af at dette er vores base, vores hjem, var det anderledes. Magisk.
Solen skinnede gennem grenene da den stod op, påfuglehannen Eric og hanen (som jeg ikke ved, hvad hedder) vækkede os med deres morgensang og vi nød en stille morgenvandring rundt at sige goddag til planter og dyr.
Kort efter kom menneskene, og det viste sig at vi var kommet tilbage netop til første skoledag. Laia, grundlæggeren af stedet, smilede og sagde at det var en fantastisk timing (det gør vi os ofte i, læs evt her), at nu var alt godt og i balance igen, efter sommerens udfordringer: Børnene tilbage i skolen, og vikingerne tilbage i bussen, alt i balance.
Sådan føltes det også for os.
I de første dage, havde vi mange samtaler med vores netværk her, med at genaktivere sproget og re-connecte med mennesker og dyr.
For et år og to måneder siden flyttede vi ud af vores hjem for at rejse rundt med vores børn i en rød bus. Vi rejste til Holland og mødte en familie som bor i en husbåd, og vi rejste til Paris og nød gader og kunst. Vi rejste til Sydfrankrig og så på flamingoer og mødte mennesker og rejste til Kataloien og blev mødt at så meget kærlighed og så fantastisk en kultur, at vi blev meget længere, end vi havde regnet med. Da det blev for koldt rejste vi seks uger til Gran Canaria. I foråret tilbage i Katalonien nød vi at være hjemme i bussen og begyndte at tænke på at rejse, da min mor pludselig rejste til den næste verden, og vi fløj til Danmark. Fem uger senere vendte vi tilbage til bussen og troede at NU skulle vi rejse med bussen, men mange ting skete. Vi købte i stedet vores VW og tog to en halv måned i dén.
Har vi været verden rundt? På ingen måde. Vi har været i syv lande, alle i Europa. Vi har været rigtig mange steder, mødte rigtig mange mennesker, haft det virkelig virkelig sjovt. Men vi har også oplevet at balancen mellem eventyret, udforskningen af det nye og fordybelsen og roen i at lære et sted rigtig grundigt at kende, er perfekt for os. Vi har ikke travlt med at se hele verden. Vores projekt handler om at trives, at være lykkelige, at være frie og at være det sammen. Det har vist sig at det er af mindre betydning at flytte os rigtig ofte.
Det begynder at ligne at Portugal kalder. Vi skal lige have lavet lidt småreparationer på bussen, før den skal ud at køre og for lige nu er der stor glæde ved venskaberne her, og et stort behov for ro.
Vi har det fantastisk godt. Det er det allervigtigste. Og der er rigeligt med eventyr i alt det, vi oplever her omkring. Sagen er jo også, at en location udfolder sig, når man fordyber sig i den. Vores relationer her er i sig selv afgørende, og de er også adgangsbillet til fantastiske oplevelser, nuanceret forståelse, nye udviklinger.
Friheden til at flytte os omkring er også friheden til at blive hvor vi er, hvis det er det, vi vil.
Mens vi rejste ti uger, længtes vi nogle gange efter at komme hjem. Hjem til bussen. Hjem til Katalonien. Hjem til dyrene og menneskene, klimaet og kulturen her. Vi elsker eventyret, og kan godt rumme at have rigtig meget fart på. Men altså nogle gange længtes vi efter freden og roen, hverdagen, stilheden.
Som med det meste, gælder også her, at længslen efter noget et helt andet sted en helt anden dag, egentlig bare er et valg. Vi kunne vælge fred og ro også mens vi rejste rundt i Europa i den grønne VW, men valgte noget andet.
Og da vi kom hjem til bussen, valgte vi alligevel mest af alt eventyr, fest og ballade. Allerede anden dag hentede vi vores voksne datter i lufthavnen, og som det fremgår af min bulletkalender nedenfor blev vores første par uger i Katalonien ikke i nævneværdig grad præget af fred, ro og hverdag. Den blev præget af det, vi er og det, vi brænder for: Mennesker, natur, kutlur, oplevelser.
Først fejrede vi Silkes fødsesldag og nød vores voksne datters selskab, de fem dage, hun var her.
At vende tilbage til noget som ligner hverdag er rart. Hvert sted, vi bor, skaber sammen med os nogle vaner. Vi læner os ind i det, som er virkeligheden omkring os, og tilpasser det, vi er til der hvor vi er.
Noget som er virkelig rart ved at vende tilbage til bussen som står det samme sted, er at vi kan vende tilbage til nogle vaner, og ikke skal opfinde nogle nye. Velkendte rutiner giver klart hjemmefølelse. Men efter langt fravær er de også oppe til overvejelse, hvilket er psykologisk sundt.
Vi når at tænke over alt det, som vi plejer: Om det egentlig er vigtigt, om det er det rigtige for os, om vi vil noget andet. Det er forfriskende at genkende sig selv i vaner og samtidig have dem til naturlig revision efter en længere pause. Endnu en menneskelig fordel ved rejselivet.
Et hjem er der, hvor du sover om natten og der, hvor du har noget rent tøj og nok mad til de næste par måltider. Måske. Det er svært at definere hvad et hjem er. Men denne holder ofte.
I bussen er hjemmefølelsen klart forbundet med ting. Vores ting. Mit køkken, min seng & sofa. Som kontrast til at vores VW også er et hjem, er bussen en opgradering dels i størrelsen, og i høj grad i at tingene ikke flytter sig hele tiden. Man kan have et strikketøj og noget LEGO og en tegning i gang, man kan være i proces med at fermentere yogurt og bage brød, vaske tøj – og så gå en tur, eller sove en nat, uden at pakke alting sammen og afslutte alting.
Jeg føler mig både velkommen og hjemme-ish mange steder. Men alligevel på en særlig måde i min bus, i mit køkken, blandt mine bøger og mine krydderier. Vores bus er et virkelig hyggeligt tiny house, og efter et år med bussen som base, var der en klar følelse af at “komme hjem” da vi landede i bussen efter at have været væk i ti uger.
Men der er mere i det. Når vi føler os i den grad hjemme i bussen, er det jo godt i sig selv. Så er vi lykkedes med frihedsprojektet: Kan leve vores liv, hvor end vi parkerer og dermed rejse rundt i verden og alligevel være hjemme.
Alligevel er bussen på ingen måde alene om at give os hjemmefølelsen. Det handler i lige så høj grad om menneskene her. Vi har skabt rigtige venskaber og lært nok af sproget til at kunne have samtaler og lave pjat, løse problemer og spekulere sammen med andre. Nok til at være i relationerne med alt hvad vi er.
Menneskene her, deres varme og helhjertethed og vores fine relationer gør bestemt også at vi føler os hjemme. Det har lige så stor betydning som bussen.
Og så er der omgivelserne: Vi kender byen, vi henter vores økologiske grønsager det samme sted hver fredag og vi kender den hyggeligste camino til stranden, vi kender træerne og pladserne og springvandet, mobiltelefon-reparationsbutikken (!) og den vietnamesiske kvinde på sportsbaren som laver dejlig vegan mad til os, når vi vil se fodbold.
Alt dette kontekst give i lige grad hjemmefølelse. Vi kan lide kulturen her, vi kan lide menneskene, naturen og klimaet. Det er derfor, vi har været her så stor en del af vores første år som nomader, og det er derfor, vi regner med at vende tilbage igen og igen.
En nomadisk stil er at flytte sig fra velkendte baser til velkendte baser, mange nomadefolk gjorde jo netop dette. Og stenalderfolkene gjorde det samme, har vi lige lært på Moesgaard. Vi ønsker os baser, lige så skønne og hjemme-agtige som vores Mon La Bassa mange steder i verden, men har ikke travlt. Det er helt i orden at fordybe sig. Det er faktisk meget sjovere end at rende rundt og være turist hele tiden.
Men ER et hjem så et sted? Svaret må være nej. Et sted kan få os til at føle os hjemme, men et hjem er nok snarere en oplevelse. Det er følelsen af at være hjemme, der prikker til os, og som er meget behagelig.
De store misforståelser på dette område ligger i præmisserne. Har vi brug for ET hjem? Nej. Det har vi nok ikke. Vi har naturligvis helt basalt brug for et sted at være, et sted at hvile og så videre, men i realiteten kunne dette sted være nyt hver eneste dag, hvis det kun handlede om at dække biologiske behov.
Spørgsmålet om det psykologiske behov er naturligvis meget mere interessant. Nu, hvor vi har boet i en bus i lige lidt mere end et år, er det naturligvis et nyt perspektiv, vi har på, hvad det vil sige at være hjemme.
Først og fremmest har vi ikke brug for ET hjem. Det går ganske fint at føle sig hjemme mange forskellige steder. Vi kan føle os hjemme i den grønne VW, vi kan føle os hjemme i den røde bus. Vi føler os hjemme hos min søster, hos vores venner i solrød og dem i Helsingør, vi føler os hjemme i midipyrenees hos Magalie og Keith, og jeg nævner her bare en tilfældig håndfuld.
Hjemme kan således sagtens være mange hjem.
En anden præmis om hjemmet er, at man har brug for at opholde sig i det rigtig meget. Det oplever jeg heller ikke som sandt. Vi har flyttet os fra bussen rigtig mange gange og fundet os selv i midlertidige tilværelser på mange adresser rundt omkring i Europa. Det er fantastisk at være på eventyr, ligesom det er fantastisk at komme hjem.
For det er i sandhed rart at komme hjem. Det er også rart at rejse væk fra et hjem og vide det er der, når man vender tilbage. Det er en stor luksus. Vi har et mentalt anker i de steder, vi føler, vi hører til og trives ved det.
Jeg tænker at forestillingen om at et hjem er ET sted og man skal være der mere eller mindre 45 uger om året hænger sammen med, at sådan lever de fleste mennesker. Fordi det er virkeligt for mange, antager vi at det er naturligt eller rigtigt. Vores livsstil udfordrer på mange området det, som er virkeligt og almindeligt (nogle påstår endda nødvendigt) for rigtig mange mennesker.
Jeg oplever at det at give slip på et stort flot og velfungerende hjem i sig selv var en stor psykologisk udfordring, men at det i meget høj grad har frisat os til en udvikling og et eventyr, som vi er meget taknemmelige for. Det kostede nogle søvnløse nætter og en del ganske unødvendig bekymring, men her er vi. Lykkelige, frie og med mange nye indsigter i bagagen.
I sidste ende er vi hjemme, der hvor hinanden er. Hvis vi er der alle fem og hunden, optimalt sammen med ældstedatter og svigersøn også, er det ligemeget, hvor vi er. Så er vi hjemme.
Tak fordi du læser med. Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde i den lille bus, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Super rig og succesfuld: Er vi blændet af det moderne? – week 2019 /...