Puttesove; mere om samsovning

Kropskontakt er vigtigt

En af de helt store fordele ved at sove sammen med sine børn, er de mange timers ‘gratis’ kropskontakt, man får. Vi bruger ikke nattøj, vi holder hinanden varme under store dyner. Vi ville koge over, hvis vi også havde pyjamas på; fem mennesker i samme – unægteligt store – seng.

Kropskontakt er meget ‘flet tæer i solnedgangen’agtigt. Men det er også bare helt basalt. Vi rører ved de mennesker, vi er tætte på, vi krammer og putter og har på skødet; bærer i slynger mens de er små, putter på sofaen til Alfons Åberg, når de er større. Og det er SÅ dejligt.

Justering af indre balancer

Der er en grund til at kropskontakt er dejligt; der er faktisk mange. Kropskontakt virker justerende på vores indre balancer, på hjerterytme, stressniveau, hormonproduktion (øvrig) og det virker stimulerende på sensorisk og motorisk udvikling BÅDE hos børn og voksne. Kropskontakt, hud mod hud især, er en fundamental tilknytnings metode, der dannes forbindelser der er videnskabeligt afsøgte, og sikkert også masser, der ikke er.

Der burde forskes intensivt i det, og det bliver der bare ikke. Ikke i de etablerede kredse i hvert fald. Prøv for eksempel at læse den her artikel, som jo ikke er en enlig svale.

Fars arm er en god hovedpude

Vores børn falder i søvn på vores arme. De bruger overarme som hovedpude i indsovningen, og de putter sig ind til os i løbet af natten, ligesom de til tider skubber sig væk når de har brug for det. Fjord på syv måneder bruger også brystet dels til ernæring, dels til indslumring når han bliver urolig og halvvågen om natten. Fjord klarer det stort set selv, det hører til sjældenhederne at jeg opdager det i løbet af natten.

Kropskontakt i timevis ville der ikke være tid til i en almindelig hverdag og især vores særlig sensitive søn har stor glæde af at bounce noget af sin uro op mod sin klippe af en far, all night long.

Væg til væg seng

Vi er så heldige at have et soveværelse, som passer til to dobbeltsenge i bredden. Vi har ‘væg-til-væg-seng’. Næsten der er lige nogle centimeter at skubbe rundt med, ret praktisk, når man skal rede seng. Så vores seng er stor nok. Den er 2*140 cm; der er ti puder, to dobbeltdyner, to juniordyner og en babydyne, så der er også nok af dén slags.

Hvis man ikke har plads nok, duer det ikke. Men det har man. Det er et prioriteringsspørgsmål. Man kan bare lave tv-stue i et lille rum og soveværelse i et stort. Hvis man ikke har væg-til-væg er der en problematik omkring at små børn kan falde ud af sengen. Sørg for sengehest, eller for at små børn ikke ligger yderst. Evt kan man lave dyne-sengehest-system af et lagen, hvor der er syet en lomme langs hele den ene side, og en dyne eller et vattæppe er rullet sammen og stoppet ind. Så sover man på resten af lagenet, og pølsen i siden sikrer at barnet ikke kan trille ud.

Puttetid er kvalitetstid for alle involverede

Vi bruger mange timer hver dag på at putte vores børn. Det er kvalitetstid, vi ser det bare som en del af livet. Vi læser og putter og pjatter også. Vi voksne ligger med vores computere og skriver og surfer og læser mails, når ungerne skal falde i søvn. Det fungerer fint. Vi har slukket vores TV, kappet kablet for mange år siden, og ser derfor aldrig TV (bortset fra Disney-sjov som for tiden er et hit og streames). Det betyder, at vi aldrig laver noget uopsætteligt, når vi putter ungerne og de aldrig skal sove til en bestemt tid. De skal sove når de er trætte.

Find overskuddet

Når vi putter børn er de trætte, og vi er også trætte. Hele scenen med at gå i seng allesammen er også en måde at lære børnene at tage hensyn til sig selv og hinanden. Det er forskelligt, hvem der sover først, og hvem der har hvilke behov, men alle må indrette sig, og det er en meget fin ting at lære. Vi voksne skal nogle gange kæmpe for at finde nærvær og overskud på dette tidspunkt, for vi har som alle andre brugt os selv godt op, når vi når til puttetid, og glæder os lidt til den ansvarsfrie tid, der følger i kølvandet på børnenes snorken.

Glædeligvis er vi jo to, så når den ene ikke har overskuddet, så plejer den anden at have/finde det. Og de gange vi selv er mega-trætte og ikke kan mere, har vi en lille sætning som vi kan finde på at sige til hinanden: “De falder jo altid i søvn til sidst. Der har aldrig været en nat hvor de ikke har sovet.” Og den tanke kan være rigtig rar at tænke på, når man nogle gange går rundt midt om natten med en baby i armene der ikke kan sove. Det lykkes jo altid til sidst.

Blænder vi os selv med hjemmefølelse, bliver vores store huse og trygge senge en begrænsning i stedet for en base, er forestillingen om at høre til et sted mere et fængsel end en frihed? Læs, hvordan perspektivet skiftede for os, i løbet af det første år som digitale nomader om at være "hjemme".