Om at overleve en kræftsygdom

Hvad har leukæmien gjort ved min indstilling til livet? I centrum står evnen til at have en god dag. Lyder banalt, men har faktisk været svært for mig.

Af Cecilie Felumb Conrad | juli 23, 2012

Dette indlæg er oprindeligt skrevet til vores rejseblog Ud-i-Det-Blå.dk, den 11 Juli 2012 – en dag som blev en mærkedag på en mærkelig måde.

Der vil derfor være en del referencer til vores 3 månederes rejse ud i Europa. Det er af lidt privat karakter, og måske ikke egentlig så direkte relateret til kræftsygdommen. Det er lidt svævende og filosofisk, og handler om hvad det har gjort ved min indstilling til at være i live i dag. Hvis man vil læse noget mere konkret om, hvordan det var for mig at være syg, kæmpe og overleve, vil jeg anbefale

“Kræftoverlever: Fire gode råd”

“Kræftoverlever: Om mening”

Og de her om, hvordan det også kan være hamrende barsk at være overlever.

“Kræftoverlever: Om konsekvenser, dybt mørke og letvinget håb”

“Kræftoverlever: Om at overleve kontrollerne også”

Ikke fordi denne artikel er dårlig. Jeg tror bare, at mange i virkeligheden leder efter de ovenstående. God læselyst. Og velkommen ind i mit hovede.

Intro – da overlevelses-dagen officielt nærmede sig

Nu er der ti dage til jeg officielt overlevede; om ti dage er der gået to år, siden første kemoterapi var afsluttet og min knoglemarv begyndt at arbejde så meget igen at man kunne tage en prøve som Gud ske tak og lov og Evig Ære viste sig sund og rask.

Vildt at skulle have kemo ind i sin krop – og byde det velkomment

Det var bestemt og på ingen måde overstået med det, men det gav mig den bedste prognose, jeg kunne få med den variant af sygdommen, jeg har. Og den prognose siger også, at går der to år fra den dato, uden jeg får tilbagefald har jeg virkelig gode chancer for at være det de kalder ‘langtidsoverlever’.

Jo, tak. Det vil jeg gerne være. Så nu tæller vi ned til d. 20 juli, en vigtig mærkedag i mit liv.

Der er mange grunde til at vi valgte at rejse væk i 90 dage, og sygdommen er en af dem. Derfor hører dette meget lange og måske lidt private indlæg også til på denne blog.

De tanker, der skyllede gennem mig, da jeg ramte diagnose-datoen helt tilfældigt på en bjergskråning i Andalusien 18. juni 2012:

En lang historie om, hvad livet og rejsen kan lære os, eller i hvert fald, hvad den lærte mig.

I dag er det to år siden, jeg blev indlagt med leukæmi. Man har mærkedage på godt og ondt. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om det, men da jeg skulle tjekke datoen for at sætte den ind i begyndelsen af dokumentet – ja, så blev min opmærksomhed flyttet lige til det.

Livet har ufatteligt mange gaver til os. Og der er mange spændende lektier at lære. Nogle af dem svære, nogle af dem vidunderlige som desserter. Sygdommen var en enorm byrde både for mig og for mine kære, men samtidig er de lektier, jeg har lært af enorm betydning for især mig, men faktisk for os alle.

Vores lille mirakel

I centrum står evnen til at have en god dag. Lyder banalt, men har faktisk været svært for mig. Engang troede jeg, at alt muligt skulle være i orden, førend det kunne være en god dag. Engang troede jeg, at alt skulle være idyl, for at det kunne være en god dag. Engang troede jeg, at mine følelser var et bjerg, jeg ikke kunne flytte; de var mit fængsel. Jeg troede at mine omgivelser var som et land omkring mig, som jeg var nødt til at være i.

Jeg havde som helt ung mange kriser, mange svære dage, sådan husker jeg det. Og jeg husker også, at en ven forsøgte meget kraftigt at forklare mig, at det hele er omstændigheder. Og at disse omstændigheder ikke ER mig, ikke ER virkeligheden. De er omstændigheder, og jeg kan selv vælge, hvordan jeg forholder mig til dem. Jeg forstod det ikke dengang, men jeg har virkelig lært det nu.

Det er komplicerede sager. Der er skrevet mange kloge bøger om det. Jeg vil ikke påstå, jeg kan sige noget nyt eller banebrydende, men jeg kan dele, det, der er mine erkendelser.

Jeg er et sted, hvor jeg lever med stor glæde, megen kærlighed og meget lys; jeg er meget taknemmelig. Man vælger selv, hvad man fylder sit liv med, man selv vælger sit fokus. Alt det andet er omstændigheder, og nogle gange er omstændighederne meget ubehagelige, meget barske, meget sørgelige, meget svære, meget arbejdskrævende, meget støjende, meget fattige. Men de er stadig omstændigheder. Man har stadig et frit valg, når man vælger, hvordan man håndterer det.

Lige nu forsvinder bjergene bag skyer, og det er utrolig smukt. Storm og Silke spiller på Friv, det er deres morgenrutine, og det er faktisk vældig hyggeligt. Fjord sover morgenlur, Liv og Jesper er ikke stået op endnu.

Nu med hår – to år efter

Det er aldrig for sent at få en god barndom. Det er aldrig umuligt at have en god dag. Sindet er din allerbedste ven, det mest komplicerede og utrolige redskab, vi har fået af skaberen. En kilde til nærvær og lykke. Og tak for det. I dag har allerede været en god dag. Og klokken er ikke engang ti. Jeg har set solen stå op bag bjergene. Jeg har set min ældste søn træde nøgen ud på en græsplæne i morgenlyset. Jeg har hørt min yngste søn le. Jeg har set min lille datter komme løbende med en bamse i underbukserne. Jeg har haft tid til at skrive. Jeg har set bjergene fortone sig bag skyer der dukkede op af ingenting, opstå i luften mellem mig og bjergkæden. Jeg har drukket tre kopper kaffe. Det har allerede været en god dag.

Det, der er spændende er jo, at JEG ikke er er bjerg. Jeg er ikke et landskab, mine grænser behøver der ikke være krige om. Jeg har – i modsætning til bjerget – mulighed for at flytte mig. Jeg behøver ikke engang flytte mig fysisk; sindet er den største frihed, vi har. Det er ikke smertefrit at bevæge sig gennem dette liv, men det er muligt at bevæge sig, og uanset omstændighederne, er det altid muligt at sætte sindet fri, at finde den utrolige skønhed, hvert eneste øjeblik rummer til os, at finde kraft, nærvær og livsenergi i en dyb vejrtrækning. Det har jeg gjort, mens jeg fik kemoterapi og konteksten var grå og mørk, og jeg lå på tosengs-stue med en person, jeg ikke kunne tale med, fordi hun var dement og troede jeg var overlægens søn og hele tiden sendte mig ud for at hente min far.

Et fint billede er lygten i hulen; lygten er fokus, hulen er kontekst. Hvis du tænder lygten, kan du se. Men du kan selv vælge, hvilken vej du vender lygten, hvad du vælger at se. Dog er mit sind på ingen måde en hule. Der er ikke mørkt og indelukket. Mit sind er mere som denne horisont, jeg ser på. Dette lys, disse bjerge i horisonten, dette vand, denne have, disse lyde fra fly, fugle, biler, hunde. Ja, ja. Det ved jeg sgu egentlig ikke. Har ikke et billede på sindet. Men historien om lyset er god nok, tanken om fokus.

Elsker også historien om prinsen der skulle fylde en enorm sal i løbet af en enkelt dag, den skulle være helt fuld når solen var gået ned. Og han løste opgaven ved at tænde et enkelt lys i mørket. Lys. Fokus. Nærvær. Kærlighed. Mand det bliver en banal afslutning på denne tekst. Banal og central.

Nærmere kan jeg ikke komme det.

Tak fordi du læser med