Lyver du for dine børn?

Vi lyver ikke for vores børn. Tilliden er fundamentet for den fine relation, vi har med vores børn. En relation, hvor der ikke er nogen overraskelser.

Af Cecilie Felumb Conrad | september 5, 2013

Jeg har gentagne gange skrevet, at der ikke er så mange universelle sandheder for livet med børn, men at det er helt afgørende at finde sine egne værdier, få tænkt sig grundigt om, og så holde godt fast i det, der er vigtigt. Her er noget, jeg synes er rigtig vigtigt.

Sandhed er sundhed.

En kerneværdi i vores liv og dermed det, man traditionelt kalder vores ”børneopdragelse”, er at vi kan stole på hinanden. Mine børns tillid er et afgørende element i den relation, jeg ønsker at leve med dem. Derfor er begrebet autencitet – det at vi alle sammen fuldstændig autentisk er os selv – tæt knyttet til begrebet tillid.

Nu er det jo i alle tilfælde dårlig stil at lyve. Det er det i alle forhold i livet og i alle situationer. Men faktisk er det ikke den eneste grund til at jeg aldrig, aldrig lyver for mine børn. Det, der er afgørende for mig er netop dette: Den tillid, der består mellem os, er fundamentet for den seje, stærke, fine relation, vi har. Den relation, hvor jeg kan være mig selv døgnet rundt, og mine børn har ret til det samme. Den relation, hvor der ikke er nogen overraskelser. Den relation, hvor jeg fuldkommen trygt sender min teenagedatter til fester hos andre teenagere, jeg aldrig har mødt. Den relation, hvor vi kan høre, hvad hinanden siger. Respekterer hinandens særheder, preferencer, grænser og passioner. Lever i en inderlig kærlighed. Det må man vel godt sige højt. Med fare for at lyde patetisk.

Må man lyve for at beskytte sine børn?

Jeg er klar over, at de fleste tilfælde af løgne henvendt til børn, bygger på hensynstagen. Det handler om, at man forsøger at undgå, at barnet skal opleve frygt, sorg, bekymring eller om at man ønsker at undgå konflikter, dilemmaer, ballade slet og ret. Man lyver lige og siger, der ikke er mere pålægschokolade – fordi det bare er lettere end at tage konflikten om ostemaden.

Man lyver lige og siger, man aldrig har røget cigaretter, fordi det er så kompliceret at få dem til at forstå, hvorfor, hvordan, hvornår – at “det var en anden tid”. Man lyver lige lidt og siger man ikke har flere penge, når de vil have nye computerspil. Jeg har set det hundredevis af gange, jeg forstår det lokalt i situationen godt – og jeg gør det aldrig, aldrig selv.

Nogle gange bliver jeg fristet. Men heldigvis sætter de grundige værdi-alarm-klokker i gang.

Eksempel: Fugleungen

I mandags hoppede en fugleunge ind i vores hus, og vi tog den i en kasse. Gav den vand med pipette og regnorme, brugte handsker og gav den en uldtrøje at sove i. Vi var klar til at prøve at finde dens forældre, og også klar til at passe den nogle måneder, til den fik det godt igen. Næste morgen, da vi vågnede, var fuglen død.

Uhhh-ha hvor havde vi meget meget ekstra lyst til at sige noget om at den var fløjet væk eller vi havde fundet fuglereden om natten eller et eller andet. Men heldigvis. Fristelsen var kort. Børnene sov endnu. Vi fik lige tænkt os om.

Med døden på dørtærsklen

Få timer senere blev det så barsk alvor, som det overhovedet kan blive. En lille pige blev dræbt få hundrede meter fra hvor vi bor. Luften står stadig stille i hele kvarteret her, tårerne løber ned ad folks kinder, biler stopper helt udenfor lovlighed, parkerer på cykelstien og hold af børn besøger blomsterne. Jeg personligt græder hver morgen, når jeg kommer tilbage fra min løbetur og blomster og lys og bamser og den her stilhed, tavshed i luften rammer mig. Den første morgen var den værste. Før aviserne skrev noget, før vi rigtig vidste noget, vidste jeg at nogen havde mistet et barn. Lige dér.

Og jeg skriver det med fare for at være usmagelig. Med fare for at træde nogen over tæerne. Gud ske tak og lov og Evig Ære er det ikke mig, der har mistet en datter i det store grimme kryds. Jeg har boet det samme sted i næsten 30 år og kender det kryds. Det er grimt. Der sker det ene uheld efter det andet.

Jeg kan ikke rigtig adressere tragedien. Den rammer mig, jeg beder for den lille piges sjæl og for de efterladte og jeg anerkeder det fuldkomment urimelig uretfærdigt tragiske i det hændte.

Og tillader mig herefter at vende tilbage til min pointe om autencitet og ærlighed. Det lyder gammeldags og måske lidt: SE mig, jeg er så smadder-moralsk. Men faktisk. Faktisk er jeg smadder-mig selv.

Hvor går grænsen for hensyn?

Jeg synes bestemt, man skal tage hensyn til sine børns alder, udvikling og personlighed, når man fortæller og ikke fortæller dem ting.

Eksempel. Historien om en ikke-far.

Jeg fik mit første barn alene. Graviditeten var, hvad nogen ville kalde ”tilfældig”, og hun voksede op uden at have en far (indtil hun valgte en selv, da hun var fem). Det krævede rimelig meget fokus at holde fast i, at hun aldrig var blevet fravalgt, og jeg sagde derfor til hende, at hun ikke havde nogen far. En far er en, der tager ansvar. En far er en, der skubber barnevognen, børster tænder, hælder havregryn op, læser godnathistorie.

En sådan far havde min datter ikke, og da hun som to-årig opdagede at andre børn har sådan en, var begyndelsen på den lange vandring hen mod den detaljerede sandhed, at hun ingen far havde. Det skulle jeg så også lige forklare pædagogerne og det er i sig selv en lang historie.

Jeg fortæller dette, for at sige at jeg godt forstår, at det kan være nødvendigt at fortælle børn sandheden på en måde, de kan forstå. Jeg har heller aldrig sagt til min datter, at hun er skabt af Helligånden. Der har altid været ham ”manden”, som var med til at hun blev skabt. Men der gik mange år med mange mere og mere nuancerede versioner, før begrebet ”far” blev blandet ind her. Men det er vist en artikel i sig selv.

Når man er rigtig bange, er stien smal

Lige nu har jeg et barn, som har let til frygt. Et såkaldt ”følsomt” barn. Eller ”skrøbeligt” barn. I hvert fald et barn, vi tager nogle særlige hensyn til, fordi hele hans funktionsmåde og personlighed og balance er meget fintfølende. Det er en stor kvalitet, men kan naturligvis også i praksis være svært.

Så hvad siger man? Når der ligger alle de blomster. Når mor kommer grædende hjem fra løbetur. Når der står stearinlys i hele lyskrydset. Når døden – den meningsløse, tragiske, urimelige død – har ramt et lille barn lige der, hvor man bor? Hvad siger man til sin følsomme søn, hvad siger man til det barn, som så let bliver så bange at han ikke spiser, ikke sover?,

Man siger sandheden. Man tager sig god tid til sandheden. Man holder fast i sin kerneværdi, også når det er svært. Det er det, der gør det til en kerneværdi. Jeg synes det er helt i sin orden at børn bliver både bange og kede af det og frustrerede og ulykkelige over de elementer af livet, som er svære. Og at vi voksne må mande os op og rumme dem, hjælpe dem, lære dem at håndtere livets ups and downs. Vise dem vejen: At man kan komme forbi alle disse sten på vejen og videre i livet, og at den del af vejen som er smal og svær, dog alligevel er mulig, at man ikke tager skade af at blive ked af det og bange.

Tænk, hvis man skulle finde ud af det helt selv, når man først er blevet voksen?

Som ekstra bonus får man sine børns tillid. Et liv i gensidighed. OG deres tro på, at livet er godt og smukt, stærkt og det hele værd, også selvom det til tider er svært.

Så hvor går grænsen for hensynet, hvornår er løgnen lille og hvid eller “nødvendig”, hvad kvalificerer egentlig den voksne til at fjerne barnet fra “virkeligheden”? Det er ikke lette spørgsmål. Men de bringer mig da så vidt som til – måske lidt hånligt – at sige at mængden af pålægschokolade i køleskabet ikke er værd at sælge sin autencitet for. Hvide løgne er ligegyldige løgne, som i bund og grund er et skråplan. Nødvendige forkortelser er måske noget andet. At lade tiden og barnet modne, inden man kommer med alle detaljer og nuancer er også fint. Men at lyve strategisk for sine børn er usundt. Især fordi de i langt de fleste tilfælde udemærket godt ved, at vi lyver.

Den bedste opdrager er eksemplet

Hvis du aldrig selv lyver, lærer dine børn sandhedens værdi. Hvis du selv bevæger dig, lærer børnene værdien af at dyrke motion. Hvis du selv begejstret læser tunge bøger, forstår dine børn værdien af akademisk udfordring. Hvis du selv mediterer, forstår dine børn værdien af indre stilhed. Hvis du aldrig lyver, forstår dine børn sandhedens dybereliggende værdi. Ikke blot som “god stil”, men som fundament for at kunne dele sit liv med andre mennesker. I min verden: Helt, helt centralt.

Tak fordi du læser med