På 3 tre måneder fik jeg min selvrespekt, søvn, livsglæde og indre balance tilbage og rejste mig efter at have sat fire børn i verden og vundet over cancer.
Af Cecilie Felumb Conrad | januar 5, 2016
Jeg er ikke som sådan helse-ekspert, men nu alligevel både ultraflipper og psykolog og Klog Kone nok til, at jeg vil mene, der er noget at hente for de fleste. Selvom alle, selvfølgelig, må finde deres egen vej.
Overvægt er ingen skam, men for helvede, hvor er det noget lort. I ti år har jeg været mere eller mindre overvægtig. I hvert fald udenfor normal BMI. I hvert fald mindst ti kilo mere, end jeg kunne holde ud. I ti år har jeg været på alle tænkelige former for kure, livsstilsændringsforsøg og haft uendeligt mange forskellige strategier. Jeg har været på LCHF, været vegetar, droppet al stivelse, eller al fedt eller begge dele. Levet af smoothies, spist blodtypekost, talt kalorier, været til diætist, vejet min mad, fastet, spist vegan-raw, the works.
Jeg har, hver eneste dag været ulykkelig, og ikke følt mig som mig selv.
Nu sidder jeg en smuk januarmorgen på Tenerife og ser en sjælden solopgang med skyer, som på mange måder er endnu smukkere, end dem på de klare dage. Solen tegner pastelfarver på skyerne, og på silhouetten af Gran Canaria i horisonten. Jeg har store planer om at flytte meget større dele af mit liv herned, hvor jeg kan regne med at solen skinner og temperaturen er over 18 grader. Men det er en anden sag, eller måske, faktisk, del af samme historie.
Jeg sidder og drikker morgenkaffe og ønsker mig en bikini. Det er banebrydende i sig selv. Virkelig. Jeg ønsker mig en bikini, jeg har fået min kropslige livsglæde og min selvrespekt tilbage. Jeg har tænkt mig at tage den bikini på offentligt, på stranden. Hvor der er andre mennesker. Jeg vil have solskin på mit maveskind, ja jeg vil. Jeg ligner på ingen måde en syttenårig, mit maveskind er totalskadet af fire graviditeter og tre kejsersnit, samt de ti år med overvægt. Der er strækmærker og ar, og det hele er løst.
Jeg har været normalvægtig siden oktober. Det er endelig, endelig lykkedes. Med denne artikel vil jeg gerne dele nogle af mine erfaringer, fordi mit hjerte bløder for alle andre, der bare har det en anelse, som jeg havde det.
For, mand, hvor var jeg egentlig kropsligt ulykkelig. Det er svært at sætte ord på, uden at lyde patetisk. Men det var som om jeg havde rumdragt på. De færreste mennesker ville måske mene, at jeg var overvægtig, men believe me: det var jeg. Det sad bare pænt. Men jeg vejede mindst sytten kilo for meget. Nok snarere 25. Jeg er en heldig kvinde, så det havde fordelt sig jævnt og fint, men jeg var ulykkelig. Jeg kunne ikke sidde på en gynge på en legeplads. Jeg kunne ikke rigtig holde mig selv ud i et flysæde. Jeg kunne ikke passe stangtøj, men skulle over i special-butikkerne, for at købe et par bukser, hvis det ikke lige var gymnastiktøj. Så jeg gik i gymnastiktøj, for jeg kunne ikke holde ud at købe tøj. Heller ikke i specialbutikkerne. Jeg kunne ikke holde det ud, havde ingen glæde ved det. Jeg forsøgte helhjertet at overgive mig til “sådan er det bare”, særlig efter cancer tænkte jeg: “Jeg gider ikke bruge et sekund af mit nyvundne liv på at være ked af at være tyk. Jeg er bare glad for at være i live.”
Men helt ærlig. Det var jeg ikke. Der var et lag uden på mig, som var frygteligt at gå rundt med og som jeg oplevede som decideret umuligt at slippe af med. Virkelig. Umuligt. Jeg er lykkedes med mange ting i mit liv, men dette oplevede jeg som håbløst. Ind i mellem lykkedes det mig at tabe 4-5 kilo, men så sikkert som amen i kirken kom de på igen i løbet af nogle måneder. At tabe dem var en stram, ulykkelig, frygtelig kamp og at de kom på var ustoppeligt.
Til sidst fandt jeg vejen, og slap af med overvægten, og her ved sytten kilo og under den skønne sol, oplever jeg at være mig selv igen. Der er et par artikler på bloggen om, hvordan det lykkedes mig.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på speltmor.dk
Ingefærhonning med gojibær og citron