Børn, der spiller computer sammen med andre, kaster sig ud i tillid til et fællesskab, udfordrende tankepuslerier, magiske universer, og udfordrende baner.
Af Cecilie Felumb Conrad | januar 18, 2014
Det er en realitet, at vores børn spiller computer. Især drengene bliver bidt af computerspil og spiller og spiller i timevis.
Der er mange forældre, som har et ambivalent forhold til dette; en meget klog veninde, jeg har, sagde for nylig at: “Det er 100% spild af tid; der er overhovedet ikke noget godt i det”. Hmmm. Når jeg se de der gratis-spil, kan jeg være tilbøjelig til at tænke det samme, men på den anden side, må man vist være lidt mere nuanceret her.
Computerspil er der rigtig mange af. Der er mange elendige billige spil, og der er mange fantastiske eventyr, udfordrende tankepuslerier, sjove magiske universer, udfordrende baner af alle mulige slags. Computerspil findes der alle mulige af, og her kommer de gode grunde til at vores børn skal spille computer. Og så kommer også en hel bunke af de spil, de skal spille.
Når man spiller computer, træner man nogle ret seje personlige kompetencer. Det er ikke påvist at disse direkte kan oversættes til andre livssituationer, men der er absolut heller ikke noget der tyder på det modsatte, så vidt, vi ved. Det er ikke anderledes end at tro, børn kan lære brøker i matematikbogen og ti år senere bruge dem i praksis når de køber ind.
Når man spiller dyrker man ukuelighed; man bliver ved og ved og ved, til man lykkes. Der skal ikke en masse voksen-pres til for at få børnene til at kæmpe her, motivationen er i top. Samtidig er man optimistisk: Man føler sig i de fleste tilfælde sikker på, at man til sidst vil klare ‘banen’, eventyret, hvad det nu end er. Denne optimisme møder man ikke på samme måde (næsten helt konsistent) hos drenge, der kæmper for at lære at læse. Men sjovt nok lærer de mange ord, bogstaver og sætninger for at komme gennem computerspillene – det er ikke læsning i deres verden; det er bare at spille.
Børn, der spiller computer sammen med andre, kaster sig ud i tillid til et fællesskab. Need I say more? Dét er sager; det er så fantastisk vigtigt, at vi mennesker lærer at stole på hinandens indsatser for at løse fælles opgaver og udfordringer. Er der tale om online-spil, vælger spillerne at have tillid til helt fremmede mennesker. Det er meget sundt, mener jeg. Det er vigtigt at vi har tillid til at vi kan hjælpe hinanden i mål.
Hvis man vælger nogle computerspil med substans, mener jeg af disse grunde, at det er fuldt forsvarligt at lade børnene spille en masse computer. På Onlinelæring.dk har vi samlet de spil, vi kender, som er decideret udviklede til undervisningsbrug, eller helt åbentlyst har et afkast af akademisk karakter. Dermed ikke sagt, at det er de eneste saliggørende spil. Faktisk er vi fortalere for at børnene i høj grad selv vælger, hvilke spil, de gerne vil spille – efter den tankegang, at hvis det interesserer dem, er der nok noget i det, som er interessant.
I praksis har vi dog nogen voksenstyring på, men den handler i langt højere grad om almindelig trivsel end om indhold. Og faktisk slet ikke om, hvorvidt indholdet er af akademisk karakter.
Så som med så meget andet fra min hånd, er det overordnede råd: Prøv at slappe lidt af og stol på dine børn, måske er problemet slet ikke et problem (og hvis det er, så lad linen være længere med de spil, som i hvert fald har hjernegymnastik-indholdet).
For yderligere tanker om computerspils betydning, se den nedenstående TED-talk
Tak fordi du læser med
Jane McGonigal
Games like World of Warcraft give players the means to save worlds, and incentive to learn the habits of heroes. What if we could harness this gamer power to solve real-world problems? Jane McGonigal says we can, and explains how.
Hjemmeskole. Hvad er det nu for et flip?