De første ti dage uden kontorarbejde, kastede vi os ud i bus-eventyret, mens livet alligevel er et kontinuum. Læs om virkeligheden, hverdagen, det spektakulære, udfordringerne og glæden.
Af Cecilie Felumb Conrad | juli 14, 2018
Det er altid et spørgsmål om fortolkning, når vi inddeler vores liv i kapitler, faser, perioder. Jeg beundrer de rejsende, som inddeler, ganske simpelt, i dagene og tæller dem, så hver dag har sit foto, sin refleksion og sit nummer. Men den form for systematik passer ikke til vores livs synergier, vores faser falder ikke sammen med døgnets, processerne strækker sig som mange forskellige tråde i forskellige retninger og gennem tider på mange forskellige måder.
Når jeg forstår et kapitel i livet, er der i realiteten tale om en fortolkning, et filter. Et øjeblik kan udfoldes som sin egen meningsfulde sammenhæng, et årti kan spille en mindre rolle i en anden sammenhæng, man pludselig bliver optaget af.
Her er et kapitel som er meget betydningsfuldt for os. En måde at forstå det første kapitel for vores rejse ind i digital nomade livet, vores rejse ud i Europa, vores liv i den røde bus. Alt det, som vi har bygget frem til i alle de år, er begyndt.
Når det er et kapitel for sig, som når sin afslutning på netop denne dag, er det blot fordi der er et sceneskift: Fredag aften kørte vi til Åmarksgård, og i dag kører vi tilbage til København med det klare mål at pakke så meget sammen som overhovedet muligt, inden på fredag, hvor vi vender tilbage til Åmarksgård og bussen. Og vennerne.
Jeg har lyst til at opsummere, hvad der skete og hvad vi lærte. Det er interessant. Og egentlig en anelse vanskeligt at sætte ord på, fordi den indre rejse er så kolosal, og hele processen brøler derudaf hurtigere end vi kan nå at bearbejde den, dvæle ved den, reflektere over den.
Og sådan er vores tilværelse. Det er et fænomen, som ikke er et skift, men hvor livsstilsændringen udgør en forstærkning.
Lad mig begynde med det simple. Det som skete. På den fysiske, konkrete niveau.
Først hentede vi bussen i Hillerød, gik i stå på motorvejen og blev hjulpet af nogle virkelig rare drenge fra Lolland. Derefter listede os med en overophedet motor laaaaaaangsomt til Åmarksgård, hvor vi ankom nerveslidte og dødtrætte meget sent om aftenen.
Allerede næste aften var Inas far Ivar i gang med at undersøge, hvad problemet var. Jeg kan nok ikke helt skille den indre proces fra den ydre, og må allerede her nævne taknemmeligeden for denne mands, om er både en engel og en far, så åben, så enormt begavet, så driftig. I løbet af de kommende dage fik han både fixet motoren og hjulpet Jesper i gang med at forstå, hvordan den virker.
Men han fik også helet både mit og Jespers ønske om en mentor i processen og lyst ind i det mørke af tvivl og frygt, vi kan have for de dele af bussen, vi ingen viden har om. Oplevelsen af at det kunne gå grueligt galt og være “umuligt” og så løse sig på mindre end en uge med det fantastiske: Intention, Attention, No tension – er en oplevelse og læring, vi er taknemmelige for på lige niveau med at være taknemmelige for en motor som virker.
Dette var noget af det værste, vi kunne tænke, og det løste sig på smukkeste vis, mens det samtidig var et eventyr af relation, af at lære en fantastisk mand at kende og lære at tage imod hjælp med kærlighed og nærvær.
En anden fantastisk proces, som vi er i mål med her i første kapitel er at fjerne alt det som vi ikke ønsker at have med. Vi har revet alt ud af bussen; alt som ikke skal bruges. Vi er lykkedes med at fjerne ekstra 478 liters dieseltank og et vandskyllende toilet – gamle senge, umulig køkkenkonstruktion og så meget affald og gammelt skrammel som måske betød noget for dem, vi købte bussen af, men som for os blot var kaos.
Vores workawayere har hjulpes os og børnene har været med og min vidunderlige mand har været en bjørn, arbejdet og arbejdet og arbejdet med sin fantastiske evne til bare at blive ved og aldrig give op. Så heldig jeg er at være gift med ham.
På samme måde som hjælpere til motoren blot dukkede op, dansede en healer ind i bussen et sted på halvvejen af processen og oplevede den samme umulige, tunge, negative energi, som har slået mig ud utallige gange. Så meget, at jeg knapt kunne gå ind i den, så meget at den på 400 km afstand kunne holde mig vågen om natten.
Hendes oplevelse alene helede min selvkritik, gjorde at jeg kunne rejse mig i erkendelsen af at jeg bare samler energier op rigtig voldsomt. Vi bad healeren om at fjerne negativ energi fra bussen, og efter hendes dobbelte indsats var bussen som forvandlet.
Endelig kunne jeg føle mig hel og glad og se en fremtid inde i bussen.
En uge efter motorstoppet kunne vi – med høj energi, en skytsengel i forruden og nyt mod – køre en tur i bussen og opleve at den er mulig, sød og har en motor som virker.
Min kusine har mistet sit første barn, som døde under fødslen på årets længste dag, kort inden dette kapitel begynder. Der er ingen ord til at beskrive dette tab. Min kusine er så tæt på mig som en søster, som en bedste veninde – der er stor, stor kærlighed i vores alles relationer med netop denne kusine og vi har glædet os meget til at møde hendes første datter. Det var en virkelig voldsom mavepuster i eksistensen at vi aldrig fik lov at lære hendes datter at kende, og at opleve, at hun skulle have så voldsomt et tab i sin historie.
Om lørdagen, morgenen efter vores ubehagelige oplevelse med motorstop på motorvejen, stod vi tidligt op og tog til bisættelse. Alvoren og nærværet, blomsterne, meningsfuldheden, kærligheden bar os gennem sorgen som er så omfattende og tung, mørk og enorm at den føles ubeskrivelig, umulig.
Ceremonien og fællesskabet var virkelig smukt, ikke overkørt rørstrømsk, men alvorligt, en hyldest til livet og skønheden, kærligheden og taknemmeligheden. Vi græd meget. Senere smilede vi alligevel meget.
På en dag, hvor verdens mindste kiste skal bæres ud af kirken af en fars stærke hænder, kan man godt klappe en hund, nyde en rose, grine af noget dumt. Samtidig er sorgen en skønhed som åbner vores øjne.
Vi takker. Vi tager et skridt mere. Vi takker. Og alligevel undres vi.
Umiddelbart efter bisættelse og mindesamvær, tog vi til et hjemmeundervisningsarrangement med cirkus og boder, som en skøn hjemmeunderviser har sat i værk. Det var en fin måde at svæve videre i livet.
Om torsdagen i kapitlet her, tog vi på Eksperimentarium, hvor vi har mødtes med hjemmeundervisere de sidste mange måneder. Også denne gang var det meningsfuldt og fælles, både for børn og voksne. Oplevelsen af at det er lige fantastisk, også selvom der snart kommer en forandring, er en klog en. Vær i det nu som gælder.
Hos vores venner, har vi oplevet noget, som jeg ikke havde forventet nogen sinde at opleve. Commuinity. Aldrig havde jeg forestillet mig at få lyst til at leve sammen med andre mennesker, men netop disse mennesker og deres balancer, har været fuldstændig perfekte for os. Børnenes fællesskaber, de voksnes venskaber og de processer og synergier, det sætter i gang, har næsten stoppet os i vores eventyrlyst, og vi har fået lyst til at flytte ind. Købe noget af deres gård og begynde at dyrke spidskål og koriander, lave mad sammen og bygge på dette. Her føler vi os hjemme, her er højt til loftet, her en en væren hvor man klør på, gør det som er meningsfuldt, rummer hinanden, har plads til forandringer og løfter hinandens byrder med smil og kærlighed. Det er smukt. Jeg tror, der er en fremtid her. Disse mennekser ligner os på de måder, som er væsentlige og kan bære et fælles liv og er forskellige fra os på måder som er inspirerende og skaber en dynamik for venskaberne hele vejen rundt i familierne.
Kaninungerne har betydet rigtig meget. I løbet af vores første kapitel her, har de fået øjne, er kommet op af hulerne og børnene har tilbragt meget tid i høet med små bitte kaningunger i hænderne, fint, stille, smukt.
Vi har været hjemme for at mødes med violinlæreren, og jeg blev blæst væk af hvor hurtigt de lærer efter suzuki-metoden. Det er helt fantastisk.
Vi har leget skole med især Silke (min datter på 9) og Frøya (Vores værters datter på 5), og det har været fantastisk hyggeligt og en anelse paradoksalt i et dobbelt unschool community. Men fint, inderligt, nærværende, sjovt.
Det har været hverdag, også selvom det blæser derudaf med nyt, og vi hele tiden løber rundt efter praktiske og mentale hoppebolde som vi forsøger at forstå og gribe.
Da jeg var en lille pige, så jeg bold med min far. Min søster og jeg har været i Parken flere gange, mens vi var otte-ti år, og vi har hængt i sofaen og set fodbold, og skreget af vild begejstring, kedet os bravt, lavet pjat med det ene og det andet på pige-fnise-manér. Men min mand kan ikke lide fodbold, og vi har jo i det hele taget hverken en sports-interesse-kultur ELLER en TVkultur i vores familie. Men jeg elsker faktisk at se fodbold. Men kun i flok.
Hos Bjørn og Ina kunne jeg derfor mærke en stor begejstring, da der viste sig at være landskamp en af de første aftener, vi var der. Åh, som jeg kunne glæde mig og åh, som min ældste søn især viste sig at være vildt begejstret sammen med mig.
Vi så de to lynhurtige mål mens vi stadig spiste, men på storskærm, og nød den langtrukne oplevelse gennem forlænget spilletid og hele den nervepirrende straffesparkskonkurrence hele den store flok af mennesker: Dobbeltfamilie, workawayere og gæster. Det var storslået, og vi var hooked – selv min elskede Jesper hang på med dieselolie i skægget og et stort fedt glas økologisk rødvin. Fantastisk.
Synergier af denne type: Gamle historier, kulturer, mennesker, situationer som sammen skaber stor begejstring og skønt fællesskab er da lige til at begynde at tude over. Så fint, så fint.
Når jeg ser det, andre digitale nomader deler, deler de for det første dette fancy begreb. Det ER jo det, vi er nu, men vi er i virkligheden bare os, og vi ønsker os at være uafhængige af sted, kunne flytte rundt som vi vil, indtil vi ved, hvor vi vil slå rod. Mens vi lever på alle niveauer. Ofte ser jeg også at de deler bjergtagende udsigter, eksotiske dyr, verdensberømte monumenter. Men livet som stedsuafhængig er lige så meget en række af fantastiske øjeblikke på en gård nær Solrød med de yndigste kaninunger, blomstrende altankasser, mennesker man lærer grundigere at kende, hunde at klappe og fodre, måltider.
Eventyret er så afgjort skudt i gang, føles storslået og meningsfuldt på en fin, fin måde. Instagram kan være håbløst undergravende for oplevelsen af at verden er fantastisk. Den fælde må man aldrig falde i.
De tilstande, som lægger til grund for vores væren er af afgørende betydning for alt. Vores helbred, vores økonomi, vores kærlighed, det vi kan lære. Vi lærer til stadighed nye nuancer af det sammen og helt nye perspektiver, vi ikke havde set komme. Det er vidunderligt.
Hvis alle mennesker gør det, de er gode til, er verden et langt bedre sted. Hvis alle mennesker ved, hvad de er gode til og gør det med stor entusiasme, åbenhed og kærlighed, bliver vi alle stærkere og klogere. For mig personligt et det en stor udfordring at rumme mig selv: Jeg tænker hele tiden at min følsomhed kommer i vejen, at andre kvinders talenter er mere værdifulde, at jeg bør alt muligt andet end det, jeg ved, jeg skal.
Vores eventyr med den store røde bus og exit fra København viser mig igen og igen, at det eneste rigtige er at meditere et øjeblik og så lytte: Gøre det, jeg er god til og som jeg VED er det rigtige. Også når jeg ikke kan argumentere for det med andet end: Jeg VED, det er det nu.
Det kan nemlig forekomme ulogisk at jeg skal undervise børnene i kunst, når vi skal rejse om tre uger eller at jeg skal tage billeder af en ged, når jeg ikke har vasket op, men sådan ER det altså. Ofte.
Med kærlighed og altid i lys
Jeg skriver, fordi det giver mening at dele. Jeg er derfor taknemmelig, hvis du deler videre på sociale medier eller på gammeldags manér fortæller historierne videre til mennesker, du møder. Alle former for feedback modtages med glæde, spirituelt, på email, på sociale medier, i postkort, på alle måder.
Alt dette exit – og eksistensen