Sorgen
Min kusine har mistet sit første barn, som døde under fødslen på årets længste dag, kort inden dette kapitel begynder. Der er ingen ord til at beskrive dette tab. Min kusine er så tæt på mig som en søster, som en bedste veninde – der er stor, stor kærlighed i vores alles relationer med netop denne kusine og vi har glædet os meget til at møde hendes første datter. Det var en virkelig voldsom mavepuster i eksistensen at vi aldrig fik lov at lære hendes datter at kende, og at opleve, at hun skulle have så voldsomt et tab i sin historie.
Om lørdagen, morgenen efter vores ubehagelige oplevelse med motorstop på motorvejen, stod vi tidligt op og tog til bisættelse. Alvoren og nærværet, blomsterne, meningsfuldheden, kærligheden bar os gennem sorgen som er så omfattende og tung, mørk og enorm at den føles ubeskrivelig, umulig.
Ceremonien og fællesskabet var virkelig smukt, ikke overkørt rørstrømsk, men alvorligt, en hyldest til livet og skønheden, kærligheden og taknemmeligheden. Vi græd meget. Senere smilede vi alligevel meget.
På en dag, hvor verdens mindste kiste skal bæres ud af kirken af en fars stærke hænder, kan man godt klappe en hund, nyde en rose, grine af noget dumt. Samtidig er sorgen en skønhed som åbner vores øjne.
Vi takker. Vi tager et skridt mere. Vi takker. Og alligevel undres vi.