The Fox and The Arch Angel - Journal December 20th, 2024

Dec 20, 2024

By Cecilie Conrad

I wonder what the foxes were telling me?

It’s quite a good way to work through things, writing them twice: first in my own language, then reviewing them in translation. I might even share the first version with a Danish audience in the long run. Why not? It is there.

It takes a long time to write. And to share. And it feels empty. Rarely does anything vibrate back from it. It’s like sending something into the void, vulnerable and raw, energy flowing away, with no real resonance, except that I know I must do it.
So, I do. Now. I carry on.

Sometimes, of course, it explodes the other way. A single person writes me an email, sharing how huge the impact my blog has had on his or (usually) her life, how it was amazing, changed everything, made her feel normal and on track or put her on track, how thankful she is and please don't stop.

This kind of feedback helps a lot.

The blog is taking a new, more organized shape: a blend of spiritual journaling, a lifestyle element of unschooling and radical parenting, and nomadic stories from our travels, which might even get supplemented with a whole foodie section. That’s mostly what I share. It seems I could get more organized, allowing for the blog to be sectioned and for me to take ownership: Deciding what element I am writing about.

From here on, it is mostly about returning to the habit of writing and sharing regularly. I have been working on a book this year, taking up most of my writing space, but somehow I need to balance both.

When the children were small, with a baby Fjord and a teenage daughter Liv and the two others in between, dealing with their trauma from cancer, I could write 300 posts for the first Danish blog. I wonder what it will take for me to keep going now.

I’m trying with all my heart, just like with the fitness program and all the other things. Well, perhaps all of this is just fluff that doesn’t belong on the blog, is just for me, just me, just vulnerable me on my bed in my van all alone with my blood sugar ridiculously low because I don’t feel like eating, and my heart so full it might burst because all the kids are here, hanging out, and also because I’m shattered by all the changes and scared of the future in a way, that ignites uncertainty and feels impossible.

I’m walking on a mountain rig and wobblingly balancing on a rooftop. On one side, you could slip into fear and worry, doubt, and confusion; on the other, there’s a kind of mad joy where nothing makes sense. Right there, at the top, where the plug’s been installed correctly, and there’s an open line to The Big Connection in an effortless and present way, right there where the senses dance, the face relaxes, the heart beats gently, and you feel your cheeks, I take ONE single step at a time, and I don’t need anything more.

The abyss is deep on both sides.

I could have stayed metaphorically down on a street level, chosen the safe, stable, easy path with a thousand mirrors in all the other people, and just followed along. Then there’d be no sharp edge to balance on, no pointy rooftop like Gaudí’s house in that little fjord town between Sitges and Barcelona, infinitely beautiful, sharp and high, with a view over the Mediterranean’s incredible beauty, and its epic energy, and the mountains’ endless calming vibe behind, supporting like a warm hand in the back between the shoulder blades.

When I was fifteen, my spiritual visions started appearing regularly, and one of the first was a volcano. Being on the edge of a volcano. Having climbed up, long and rough, and now standing up there in the heat and light, with the risk of falling and burning up on one side, or slipping down the outer side and having to start all over again after a long and painful fall down the rough edge.

Right there, in the tension between failing or dissolving, was Reality with a capital R.

If I work too forcefully into it and try too hard, it becomes too strange. Many of the spiritual leaders and masters I’ve met have advanced practices, fine meditations, and special mantras or rituals that keep them on track, clear, and spiritually connected. For me, the way is different. It’s only about the present. It’s only about aligning the head, heart, and body so that the soul can have enough space, and then everything makes sense, and you can find balance.

Sometimes, it only makes sense in the same way a Van Gogh makes sense—precise and imprecise, impossible to put into words, yet clear. Sometimes, it’s more of a state than an insight. Sometimes, I just have to wait for the answers for clarity.

Sometimes unclear is clarity, just the vibe, the feel, the wonder.

Always. Every single time, it’s vulnerable.

It’s so much easier to give up.

Right until it’s not.

Yesterday, I drove out of London, down to East Sussex, in the middle of the night with four happy young people in the car. Two had been to an epic Paul McCartney concert, and two had been to the theatre to see The Lion King. In the front of the car sat two people with greying hair and half a century behind us, smiling with overflowing hearts, wounded and vulnerable, happy and alive.

The rooftop was very sharp right there. The volcano was erupting. All I could do was to breathe.

Then something happened.

It was a fox.

Light, graceful. Slowly and quietly, it danced across the street. With its calm. With its bushy tail. And I knew it was a spirit animal; I knew the fox was speaking to me.

Or rather, I knew the Universe was speaking to me through this silent, floating, miracle-fox, gliding, blowing, floating across my view through the windscreen in the middle of the night.

I normally talk to birds and usually understand them quite clearly. I’m not crazy; I don’t hear voices from birds in my head, but when there are birds in my world, around me, there’s usually something spiritual going on and some sort of spiritual message coming with them, which I understand intuitively. I stop, feel it, thank them, think about it, know what it means, and then I move on.

Yesterday, it was the fox, and it was clear to me it had something to say. I just didn’t understand it. I don’t know what the fox’s message was.

And then another one came. Ten kilometers later. Mysterious. It’s rare to see a fox, even in London. By now, we were almost out of the city, and we’d seen two. Beautiful. Silent.

What does the fox have in its heart? What message is carried by this spirit presenting itself to me on this night?

The story could get long if I don’t just cut it short. So i will:

It happened an overwhelming FIVE times in total.

Five foxes, by the way, all in the same direction, the reading direction, in my field of vision on a one-hour drive.

Five times this angelic energy and a clear spiritual experience of the fox speaking to me. Yet I don’t know what it said.

One badger and some fallow deer, a fine stag with a big antler, underscored the image of silence and spiritual presence.

Right now, writing this, a bird was on a fence outside the van window. It said: “Stay in the light”. Easy.

The foxes are still a mystery, although I meditated on understanding their message before I slept and again when I woke at night, with the moon shining through my rooftop window.

I accept it. Mysteries are allowed to be mysterious.

There are many moving parts right now, and the foxes’ overwhelming clarity yesterday quietly calls to me, clearly stating something is at stake and spiritual balance is necessary.

The only thing I understand is that the fox is an angel.

I don’t know what it’s saying, only that it is speaking.

So, I must get better at listening.

Do I need to learn a new language, or do I need just to be patient yet alert?

Ten points for those who have read this far. Two extra for a comment. It means a lot. And Merry Christmas.
Cecilia

FOTO: Cecilia Conrad 11.12.24, Chapel in Tower of London, London (obviously)
TEXT: Cecilia Conrad 20.12.24, Withyham, East Sussex

I Trust the Process. Even when I don't - Journal December 19th, 2024

When Life Gives You Lemons - Journal January 2, 2025

Like

2 comments

Marlene

Dette indlæg læste jeg med skiftevis kriblen og sug i maven ... STOP ALDRIG MED at skrive SOM DU skriver HER! Det er SÅ ÆGTE. Så gennemtrængende i sjæl og ånd. Det hører NETOP hjemme på bloggen, fordi du skriver det DU ER. Og du skriver det FOR DIG, OG for alle os der føler det samme, men ikke får det sagt, måske end ikke tænkt det.

Jeg ELSKER at læse om gal glæde, fugle der taler, og ræve der løber over veje i læseretningen.

Og denne sætning:

"Det er så meget nemmere at give op....Lige indtil det ikke er det."

Første del befriende almindelig, for så i anden del at give et gys af sandheds-erkendelse.

Fugle...! Pga. eventyret "Fjeren og Rosen" (af Josefine Ottesen) har jeg også et specielt forhold til fugle. I mine tanker og omtale af dem.

Dagen før jeg læste dit indlæg her, var jeg alene i en grillhytte og pludselig var der også en fugl i hytten. Vi kiggede på hinanden og var bare dér sammen. Det var den vildeste oplevelse. Jeg følte virkelig der var noget specielt imellem os, som jeg ikke kan beskrive bedre end dét. Havde ikke haft sådan en oplevelse før.

Så var det bare vildt at læse, dagen efter! - hvordan du fornemmer at de taler til dig. Hvad mon den fugl prøvede at sige mig, som jeg ikke opdagede...?

Åndedyr! Det ord kendte jeg ikke. Meget specielt at læse om den køretur og alle de ræve....Jeg KAN ikke lade være at komme til at tænke på endnu et af mine yndlings eventyr... - Den lille prins.

Måske der er svar at hente i den:

"Da var det, ræven dukkede op. - Goddag, sagde ræven. - Goddag, svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen. Jeg er her, sagde stemmen, under æbletræet. Hvem er du? spurgte den lille prins, du ser så pæn ud ... - Jeg er en ræv, sagde ræven. - Vil du ikke lege med mig? Spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det. - Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven. Jeg er ikke gjort tam. - Å, så må du undskylde, sagde den lille prins.

Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han: - Hvad er det at blive gjort tam?

Du stammer nok ikke herfra, sagde ræven. Hvad søger du egentlig? - Jeg søger mennesker, svarede den lille prins. Men hvad betyder "gøre tam"? Mennesker har bøsser, sagde ræven, og de går på jagt. Det er meget generende! De opdrætter også høns. Det er det eneste interessante ved dem. Leder du også efter høns? - Nej, sagde den lille prins. Jeg leder efter venner, hvad betyder "gøre tam"? - Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd. - Knytte bånd? Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. For dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. Men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.

- Nu begynder jeg at forstå, sagde den lille prins. - Der er en blomst…den har vist gjort mig tam… - Det er muligt, sagde ræven. På jorden kan man komme ud for lidt af hvert. - Jamen det var skam ikke på jorden, sagde den lille prins. Det så ud som om rævens nysgerrighed var blevet vakt. - Var det på en anden planet? - Ja. - Var der nogen jægere på den planet? - Nej. - Det var højst interessant. Og høns? - Nej. - Intet er fuldkomment, sukkede ræven. Men ræven forfulgte sin tanke fra før.

Mit liv er ensformigt. Jeg jager høns, og mennesker jager mig. Alle høns ligner hinanden og alle mennesker ligner hinanden. Og derfor keder jeg mig lidt. Men hvis du vil gøre mig tam, ville der komme solskin i mit liv. Jeg ville da kende lyden af skridt, der var helt forskellige fra alle andre. De andres skridt vil få mig til at søge ned under jorden. Men dine ville som lokkende toner kalde mig frem af min underjordiske bolig. Se dig engang om! Kan du se kornmarkerne dernede? Jeg spiser ikke korn. For mig er kornmarker noget ganske unødvendigt. De siger mig ikke noget. Og det er så kedeligt! Men dit hår har farve som guld. Og derfor ville det være så vidunderligt, hvis du ville gøre mig tam. For så ville kornet, som også er gyldent, få mig til at tænke på dig. Og jeg ville komme til at elske lyden af vinden, der stryger gennem kornet...

Ræven holdt inde og stirrede længe på den lille prins: - Å, vil du ikke godt ... vil du ikke nok gøre mig tam? sagde den. - Jeg ville gerne, sagde den lille prins, men jeg har ikke megen tid. Jeg skal have fundet venner, og der er så meget, jeg skal lære at kende. - Man lærer kun det at kende, som man gør tamt, sagde ræven. Menneskene har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker en ven, så gør mig tam. - Hvordan bærer man sig ad? spurgte den lille prins. - Man skal være meget tålmodig, svarede ræven. Først skal du sætte dig et stykke fra mig, således, i græsset. Jeg skæver til dig, og du siger ingenting. Ordene er misforståelsens kilde. Men for hver dag ville du kunne rykke lidt nærmere...

Næste dag kom den lille prins tilbage. -Det var bedre hvis du kunne komme på samme tid, sagde ræven. Hvis du fx kom kl. fire om eftermiddagen, så ville jeg allerede kunne begynde at glæde mig kl. tre. Jo mere tiden nærmer sig, des gladere vil jeg være. Klokken fire er jeg allerede begyndt at blive rastløs og urolig; jeg lærer at lykken har sin pris. Men hvis du kommer på et vilkårligt tidspunkt, vil jeg aldrig vide, hvornår jeg skal klæde mit hjerte i festdragt. Et ritual må der til. -Hvad er et ritual? spurgte den lille prins. - Det er også noget, man i alt for høj grad har glemt, sagde ræven. - Det er det, der får en dag til at blive forskellig fra alle andre dage, en time forskellig fra alle andre timer. Blandt mine jægere fx. findes der et ritual. Hver torsdag danser de med landsbyens unge piger. Og derfor er torsdag en dejlig dag. Jeg kan spadsere helt ned til vinmarkerne. Hvis jægerne danser når som helst, ville alle dage ligne hinanden, og jeg ville aldrig have nogen fridag.

Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven: - Å, hvor vil jeg komme til at græde. - Det er din egen skyld, sagde den lille prins. Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam ... - Ja, naturligvis, sagde ræven. Men du vil komme til at græde, sagde den lille prins. - Naturligvis, sagde ræven. - Jamen, så har du ikke fået noget ud af det! - Jo, det har jeg, sagde ræven. Takket være kornets farve. Derefter tilføjede han: Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din er den eneste i verden... Kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.

Den lille prins gik hen og så på roserne.

- I ligner slet ikke min rose. I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. - Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er, ligesom ræven var. Den var bare en ræv, ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.

Og roserne blev helt flove.

- I er smukke, men tomme, vedblev han. - Man går ikke i døden for jer. En almindelig forbipasserende ville nok tro, at min rose var ligesom i. Den alene er mere betydningsfuld end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet. Fordi det er den, jeg har sat under glasklokke. Fordi det er den, jeg har dækket med en skærm. Fordi det er den, jeg har slået kålorme ihjel for (lige med undtagelse af de par stykker, der skulle blive til sommerfugle). Fordi det er den, jeg har hørt beklage sig eller småprale, ja, undertiden endog tie. Fordi det er min rose.

Og han gik tilbage til ræven: - Farvel, sagde han ... Farvel, sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.

Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.

- Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld. - Det er den tid jeg har spildt på min rose....sagde den lille prins for bedre at kunne huske det.

- Mennesker har glemt den sandhed, sagde ræven. - Men du må ikke glemme den. Du har for evigt ansvaret for det, du har gjort tamt. Du har ansvaret for din rose... - Jeg har ansvaret for min rose...gentog den lille prins for bedre at huske det."

Fra Antoine de Saint-Exupéry: "Den lille Prins"