Unschooling og matematik uden pensum

Lærer de så det matematik, de skal? er et af de spørgsmål, vi oftest møder. Indblik i vores refleksioner over unschooling, frihed og fravalg.

Af Cecilie Felumb Conrad | august 8, 2017

Sprogliggørelsen af life-learning

Når vi har valgt at beholde vores børn hjemme, og lade deres “uddannelse” foregå uden skoler, har vi skrevet os ind i en kultur, som i grove træk deler sig i to hovedgrupper, eller to hovedstrategier: Der er Unschoolerne, og der er Homeschoolerne.

Homeschooling

Generaliseret laver Homeschoolere undervisning – på mange forskellige måder – hjemme ved køkkenbordet, på samme måde, som man bedriver undervisning i skolerne. Altså: Forældrene (evt i samarbejde med børnene) udvikler et pensum og lægger en plan, forbereder undervisning og udlever denne planlagte undervisning, hvor børnene som oftest har noget “selvstændigt arbejde”, de kan lave i relation til dagens undervisning.

Unschooling

På samme måde groft generaliseret, tænker Unschoolere noget ganske andet. Unschoolere sætter barnets frihed højest, og filosofien bygger på denne frihedstanke, samt på en tillid til at barnet har en iboende lyst til at lære alt muligt. Forældrenes rolle bliver udelukkende at støtte op om denne læring i det omfang, det er nødvendigt. Der er ingen ydre krav, der er ikke noget pensum og barnet er fri til at gøre nøjagtig, hvad det vil.

Kort og lang version af uddannelsen af vores familie

I den ovenstående beskrivelse, har jeg groft forsimplet både unschooling og homescholing. Det er sagens natur. Bær over med mig: jeg har en pointe på hjerte.

Når vi, hjemme os os, om taler os selv som unschoolere, er det fordi det er den korteste måde at beskrive vores valg på dette område. Hvis du har fem minutter til at forstå, hvordan vi lever, kalder vi det bare unschool. Hvis du har 3 timer, er historien langt mere nuanceret. I det følgende vil jeg trække nogle af disse nuancer op.

Det falske dilemma mellem skole og ikke-skole

I mange sammenhænge, hvor man taler om unschool, opstår der på metaplanet et falsk dilemma. Dictonomien mellem skole og ikke skole, kommer til at dele livet op i to felter: Det, der ligner skole-indhold, og det, der findes udenfor skolerne. Enhver interesse og enhver aktivitet kan således tilskrives enten skole-feltet eller ikke-skole-feltet. Matematik er skole. Cykeltur er ikke-skole. Verdenshistorien er skole. Strikketøj er ikke-skole. I forstår det godt.

Sagen er, at for mig at se, er der ikke nogen kvalitativ forskel på disse forskellige elementer. Det gammeldags skel mellem det akademiske og det praktiske, er – ja: gammeldags og unødvendigt. Jeg synes, at unschoolbevægelsen kan have en tendens til at forholde sig dømmende til engagement og entusiasme (hos forældre) ved de akademiske discipliner, og til gengæld forholde sig entusiastisk til entusiasme hos forældrene på de praktiske, kreative, sportslige områder.

Det er selvfølgelig forsimplet, men det er faktisk en tendens, vi har mødt på vores vej.

Self-directed-learning

Det afgørende skel er den normative dom og forældrenes strategi, i sidste ende misbrugen af magtforholdet mellem børn og forældre. Det vil de fleste unschoolere være helt enige i, og vi er ikke ude at pege fingre eller dømme. Jeg beskriver en tendens, som endda kan opstå inde i os selv.

Vi kalder os i virkeligheden self-directed-learners. Det er langhåret, men det er skønt at definere sig positivt, at definere sig på baggrund af det, vi gør, ikke på baggrund af vores fravalg. Self-directed-learning er en bevægelse, som rummer unschooling, og som på mange områder har præcis samme filosofi som unschoolingen.

Om at være autentisk unschooler

Hvis unschoolfilosofien understreger, at det er uden for filosofiens ramme at opmuntre til- eller understøtte skole-lignende aktiviteter, bliver det et problem for min autencitet. Hvis jeg skal undgå at påvirke mine børn til at opleve nogle livselementer, som mere værdifulde end andre, kan jeg ikke være autentisk. Er jeg autentisk, deler jeg mine interesser og værdier med mine børn, og fortæller dem om min store interesse for matematik, sprog og verdenshistorie, og jeg tillader mig at have en normativ dom over wrestling og tv-serier. Når jeg er en betydningsfuld person i deres liv, vil min interesse virke autoritativt, og de vil føle sig inspirerede til at dykke ned i førstnævnte områder mere end sidstnævnte. Sådan er det. Sådan virker vi på hinanden.

Hvis jeg ikke kan være autentisk, mister jeg mig selv: Jeg kan ikke være begejstret, når jeg er begejstret; jeg kan ikke være forarget, når jeg er forarget. Og vi mister noget, som faktisk er lige så vigtigt som mine børns frihed: Børnene mister tillid til mig, vi mister dybden i vores relation. Jeg må være tydelig, nærværende og hel, hvis jeg skal være interessant og nærværende i min ende af relationen. Man kan ikke have et stærkt forhold til en utydelig og fraværende person. Man får et virkelig usundt forhold til at falsk, dobbeltbundet og frustreret indelukket person – der er meget, der tyder på, at hvis denne person er ens primærperson i barndommen, kan det gå gevaldig galt. Men det er egentlig ikke afgørende, om man bliver elendig indeni som voksen af det; det afgørende er, at en sådan falsk relation er et grundlag, hverken jeg eller min mand eller børnene ønsker at leve vores liv på.

At være demokratisk og respektfuld primærperson

Jeg må naturligvis forholde mig bevidst til min autoritet. Jeg må også forholde mig demokratisk til den. Og se, heri ligger den store forskel. En af dem. Jeg forholder mig bevidst til, at jeg påvirker mine børn, og at mine holdninger kommer til at betyde endog meget for deres verdensbillede. Men jeg udtrykker det altid (så vidt jeg overhovedet kan) på en ikkevoldelig og nysgerrig måde.

Jeg er lige så interesseret i deres optagetheder, som de er i mine. Jeg mener ikke sådan set, at mine interesser er vigtigere end deres. Jeg anerkender blot mine interesser, og jeg indser det, når noget ikke falder i min smag. Mener jeg noget er godt, mener jeg det faktisk.

Hjemmeskole pensum versus livslange interesseområder

Vi har ikke noget pensum. Jeg har ikke nogen plan om at mine børn SKAL lære de ting, jeg finder interessante; ikke engang dem, jeg finder vigtige. Jeg siger, hvad jeg mener, og jeg er langt hurtigere til at gribe til wikipedia, når de spørger om noget, end jeg opsøger aktiviteter, som genuint ikke interesserer mig (fx TV-serier eller sport); jeg vil glad og gerne syne spanske børnesange og læse Astrid Lindgren på svensk, når de ønsker at lære sprog – men jeg gider VIRKELIG ikke interessere mig for MGP eller for jagt. Jeg skal jo også være der.

Og når jeg synes sprog, verdenshistorie, håndværk og håndarbejde, matematik og de øvrige naturvidenskaber (særlig biologi), human ernæring, kunst og litteratur er interessante livsområder, betyder det ikke, jeg mener, mine børn skal synes det samme.

Den medfødte lyst til at lære

Jeg stoler på, at man lærer det, man har brug for, når man kaster sig ud i de projekter, der virker umiddelbart tiltrækkende, når man lærer sig noget, man virkelig og oprigtigt gerne vil lære. Det er det at leve livet, der er i fokus for mig og i min familie, og når man lever livet, vil man uden tvivl lære.

Forælderopgaven, og kernen af, hvad børn “bør lære”

Der er elementer, jeg mener, man skal forholde sig til – for eksempel sin socialitet: Og lige som jeg mener, matematik både er fantastisk og livsnødvendigt, mener jeg at nogle sociale koder og overvejelser er centrale at lære, og jeg gør mit for at mine børn lærer dem. Her er en stribe artikler, jeg har skrevet om det sociale felt og børn (link). På samme måde er der andre elementer af menneskelivet, som jeg genuint synes, jeg gerne vil introducere mine børn til. At lave et sundt måltid mad. At kunne kommunikere godt. At kunne skabe noget med sine hænder. At kunne gøre en forskel. At kunne finde sin indre ro. Er eksempler, ikke en udtømmende liste.

Alle mennesker lærer hele livet

Det er ikke kun børn, der lærer hele livet. Alle mennesker lærer hele livet. Vi er af en eller anden grund mest optagede af, hvad børn lærer, men er der i virkeligheden tale om alt muligt, de voksne gerne selv vil være gode til, som de ville ønske, de havde lært? Eller bare ville ønske, de vidste? Eller havde ubehagelige oplevelser i skoletiden med at være dårlige til? Er der et ønske om at give børnene ALLE muligheder i hele verden, samtidig med at man frarøver børnene hele barndommens frihed, glæden ved at lære, selvtilliden ved at ens livsflow er godt nok, værdifuldt, fantastisk? En pris, man jo egentlig ikke vil betale, hvis man tænker sig om et øjeblik.

Alle mennesker lærer hele livet. At voksne har sværere ved at lære, er en selvforstærkende urban myte, voksne kan udmærket lære. Men de kan også vælge “bare at leve”. Fuldt ud. Kaste sig ud i samtaler, rejser, udflugter, eventyr, musikinstrumenter, kreaprojekter, madlavning, relationer, sprog – fordi det giver mening og er sjovt. Hvornår er der egentlig sidst gået en dag, hvor du ikke har lært noget? Hvor mange virale videoer med lækker viden, har du ikke set? Hvor mange aktiviteter elsker du at udfolde dig i, hvor du KUN gør det, du allerede kan og ved i forvejen? Hvad taler du med andre mennesker om? Hvornår er du i flow?

Og nu til matematikken – lærer de det, de skal?

Når jeg nævner dansen om matematikken i overskriften og er så uendelig lang vej om at nå frem til den, er det fordi al denne intro er virkelig relevant for vores forhold til matematikken.

Matematik er ligesom “det sociale” et af de første elementer, mennesker udenfor unschool verdenen spørger til, når vi fortæller om vores livsstil. Lærer de så det matematik, de skal?

Det første svar er: Der er ikke noget matematik, de skal lære.

Det andet svar er ja: De lærer præcis det matematik, de skal. I sagens natur. De lærer det, når de vil, og det de vil lære, er det de skal lære.

Matematik er fantastisk spændende

Det tredje og vigtigste svar er, at vi faktisk synes matematik er fantastisk, og vi ser det som fuldstændig urealistisk at vores børn bliver 15 år, uden at møde rigtig meget meningsfuld og fascinerende matematik på deres vej. Ikke bare i madopskrifter, som ellers altid er det første unschool-svar, jeg ser på andre blogs: Der er så meget matematik i at bage kage. Ærlig talt: Det er der ikke. Der er lidt basal tal-halløj, måske lidt gange/dividere, noget forståelse for måleenheder, men det er sgu hurtigt klaret. Matematik er en langt rigere verden, end madopskrifter nogensinde kan nå frem til. Med mindre, man går i gang med biokemi og human ernæring.

Matematik er inspirerende

Vores fjerde svar er: Vi voksne finder matematik hysterisk inspirerende. Matematik er forskelligt for de forskellige personer i familien; nogle er mere optagede af matematik end andre, og det er fuldstændig okay. Vi har ikke nogen normativ dom over, hvor lidt eller hvor meget, de interesserer sig for matematik, men vi er på den anden side hurtige til at finde alt muligt frem fra hjerner, internet, bøger og spil (ikke computerspil, for dem bruger vi ikke – link til den artikel) – sågar matematik-eksperter i netværket, hvis der kommer spørgsmål på området. For vi voksne (især mor) er genuint interesserede i svarene, i processerne, i systematikken, i alt det der følger med og er inde i matematikken. Juhuuu. Matematik. Vi elsker det! Ligesom vi laver rundesang i flipperbussen, når vi kører langt på motorvej, laver vi matematikquiz og har det rigtig sjovt med det.

Eksempler på unschool matematik i vores familie

Blot et indblik i, hvad der foregår lige nu, sommeren 2017:

Vi har lært os at løse rubiks cube. En af os er rigtig rigtig god til det, det er Storm. Han er begyndt at træne at gøre det med lukkede øjne. Min mand bygger et nyt website til John Edmark, som er matematiker og laver kunst af den matematik, der er at finde i naturen. Det er så inspirerende, at nogle af hans videoer med hans kunst (i bevægelse) er gået viralt. Det er sindssygt spændende, og vi prøver at forstå det – vi skal nok lykkes. Vi har i denne weekend dyrket talsystemer og cirkel-matematik, og Storm har altid en skole-matematik-bog med sin taske, fordi han finder det alt sammen mægtig interessant, tiltrækkende, fascinerende. Og vi har INTET imod at kunne syvtabellen ganske udenad og løse Rubiks med lukkede øjne, tale om fraktaler og forstå vektor-regning, lave matematik-system-opgaver til os selv og hinanden.

Vi har således intet imod matematik, ikke engang matematikbøger udviklet til skolebrug: Vi har ikke noget problem med at lære vores børn tabeller, primtal, geometri, algebra – vi elsker at lege med matematikkens verden og møder i vores biologi-studier hele tiden et behov for at forstå mere og mere matematik. Sådan er det. Og det er totalt i balance med vores filosofi. Som så måske ikke er ægte unschool. Det lever vi fint med.

Vi har brug for at adskille skoling fra viden

Det er forholdet til matematikken, den er gal med, ikke matematikken selv.

Dansen om matematikken, både i og udenfor skolerne, minder en anelse om dansen om Guldkalven. Matematikken er i skolesammenhæng sådan en falsk Gud – børn, der klarer at udfylde alle matematikbøgerne uden fejl, forekommer skolesystemet en succes: Især, hvis de bagefter kan klare de nationale test med glans. På samme måde er der i nogle dele af unschoolbevægelsen et nærmest religiøst afvisnings-forhold til matematik, og argumenterne handler som regel om, at matematik skal man i virkeligheden ikke bruge til noget som helst. Det kan jeg argumentere længe imod, men måske er det ikke nødvendigt.

Løsningen er jo hverken at gøre matematikken til en helligdom som skal dyrkes (synes de voksne) og derfor stoppes ned i uskyldige børns halse nærmest for enhver pris, og heller ikke afvise matematik som idiotisk. Sagen er, at megen matematik-pædagogik er decideret distraherende og forstyrrer forståelsen for matematik, og at man reelt kan lære hele grundskolingens matematik i løbet af nogle få måneder, når man har lyst – dette være sig uanset om man er ti eller halvtreds år. Derfor er det igen et spørgsmål om at magt og tvang er grimt, og at frihed og gensidig respekt er smukt. Og matematik faktisk rimelig totalt fantastisk for dem, som synes det. Det synes jeg, og derfor vil jeg gerne vise det til mine børn. Når de har lyst. Hvis de har lyst.

Afslutning

Jeg synes, det er interessant, hvordan andre menneskers forhold til matematik er, så fortæl mig noget. Skriv i kommentarfeltet, eller: hvis du hellere vil være privat omkring dine matematik-tanker, så send mig en personlig mail. Jeg svarer sandsynligvis ikke samme dag, hverken på det ene eller det andet, men jeg skal nok nå til det.

Hvad er dit forhold til matematik? Er det egentlig nødvendigt? Hvor meget af det, du lærte i skolen, oplever du at have brugt i dit videre liv? Hvor meget matematik har du lært dig, når du havde brug for det? Hvordan forstår du forholdet mellem din autencitet og dine børns frihed?