Tvivlen. Når hjemmeskolevalget kradser, kapitel 3

Det, som kradser ved tvivlen er ikke tvivlen; det er ensomheden. Det er skrøbeligt og ensomt at være hende som hjemmeunderviser og har 4 børn.

Af Cecilie Felumb Conrad | august 21, 2014

Jeg er sådan en type, som altid sætter mig midt i lokalet, altid er iført noget orange eller i det mindste mærkeligt, altid har rodet hår og mange børn, altid bliver set og bemærket, altid får sagt noget – højt og tydeligt – som træder mindst en, ofte tre eller otte personer over tæerne. Jeg er sådan en type, som lever et ekstremt liv i manges øjne, sådan en som altid er gået mine egne veje, har stået ved mine meningers mod, har truffet mine egne valg og på ægte Disney-manér fulgt mit hjerte.

Det lyder vældig fancy, det lyder meget modigt, ret sejt. Min virkelighed er, at jeg ikke har noget valg, at jeg ikke kan andet, får vejrtrækningsproblemer, søvnproblemer, moralske problemer, vægtproblemer, mareridt, angstanfald og stress, hvis jeg forsøger at gøre noget andet. Jeg kan kun være bramfri og autentisk. Og det er jo fint. Jeg har – sammen med min mand – valgt at hjemmeskole vores børn (de fleste af dem), og lever dette retså anderledes liv helhjertet og med stor glæde; det er meningsfuldt, og uden tvivl det rigtige for os.

Uden tvivl.

Altså undtagen, når den så kommer snigende midt om natten, tvivlen. Når man så alligevel kommer til at tænke alle de umulige tanker. Når der er dage, hvor jeg føler mig stresset og uorganiseret og træt. Når der er nogen, der har vrænget lidt for voldsomt, da de hørte om vores liv. Hvis jeg har været til en eller anden social sammenkomst med for mange skolelærere og for lavt til loftet (ikke at det nødvendigvis hænger sammen). Hvis jeg tvivler på, om det liv, jeg tilbyder mine børn, nu er ”godt nok”. Om det er for mærkeligt. Om de nu bliver godt nok rustet til at være voksne. Om de nu er glade nok. Om noget andet nu havde været bedre.

Se, når tvivlen kommer snigende, er det typisk nogle helt andre ting, som er på spil. Jeg er for træt. Jeg har mistet overblikket, jeg er udmattet, jeg har andre ting, som fylder det hele. Som for eksempel min mormors sygdom og død her i foråret.

Eller en sindssygt stresset dag, hvor den yngste bare er toårsagtig hele den udstrakte dag, og jeg bliver psykisk udkørt før frokost, og ikke når at tale med de andre børn (føles det som).

Tvivl er tæt forbundet med frygt. Man kan sige, at tvivlen fodrer frygten. Og omvendt. De er som slanger, der bider hinanden i halerne; en spiral af mørke, som bliver voldsommere og voldsommere. Dog kan tvivl i visse tilfælde føre til overvejelser, hvor frygt udelukkende fører til lammelse. Frygt er usundt. Frygt er farligt. Frygt er fuldstændig ubrugeligt. Så hvis der ikke er brug for ubrugelige og frygtskabende overvejelser, hvis tanker og værdier er gennemprøvede og på plads, må tvivl forstås som et afkast af stress, en usund reaktion på overarbejde og pres. Jeg har for rigtig mange år siden besluttet mig for, at jeg ikke må være bange. “Frygt ikke, tro kun” – siger Jesus, mit livs læremester nummer et. Frygt ikke. Jeg må ikke være bange. Det er fuldkomment unødvendigt og ubrugeligt. Så frygten og dermed tvivlen er i sig selv noget, jeg vil modarbejde med alt, hvad jeg har i mig.

Men det, som kradser ved tvivlen er ikke tvivlen; det er ensomheden. Det er skrøbeligt og ensomt at være hende dér med rottehaler i den orange kjole i midten af lokalet – i bare tæer og med masser af unger med uglet hår, hende som hjemmeunderviser og har en mystisk madpakke med, og som går i sandaler med uldsokker i og kører uden cykelhjelm.

For der er nemlig ikke rigtig nogen at tale med, vel?

Når man vælger noget andet end de fleste, og noget andet, end regeringen anbefaler og subsidierer, noget som der knapt findes et segment til – så er dette prisen: Der er ikke rigtig nogen at tale med. Der er et kor af stemmer, både i omgivelserne og i de indre skatkamre af, hvad man bare ved, at mor/svigermor/gymnasieveninde/fætter ville sige – og der er ikke rigtig nogen af dem, som … som rigtig forstår. Som rigtig kan trække tvivlen op med rode og kaste den hen, hvor den hører til.

Vi (min mand og jeg) må gøre det selv hver eneste gang.

For sandheden er, at alle forældre er usikre, at alle forældre gør deres bedste, så godt de kan – og at vi gør noget, som er ekstremt, men særdeles velovervejet. Måske faktisk mere velovervejet, end de fleste overvejer deres børns uddannelse og hverdagsliv. Ikke dermed sagt at folk er ligeglade, bestemt ikke, blot … det her er så anderledes, og så grænseoverskridende en beslutning at tage til at begynde med, at fundamentet af værdier og overvejelser selvfølgelig er i orden. Man tænker en flod af tanker, når man ikke sender sit seksårige barn i skole.

Og tvivlen – om man nu gør det godt nok, om noget andet nu ville have været bedre for børnene – er en tvivl, som sniger sig ind på enhver forælder. En tvivl, som er særdeles ubrugelig i sig selv. Sagen er blot, at når børnenes liv ikke ud-delegeres til andre, ikke overlades til et statsstyret curriculum og nogle professionelle voksne (pædagoger, lærere), så tager vi selv hele ansvaret for vores børns barndom og uddannelse, bærer selv tyngden af alle fejl. For ligesom der ikke rigtig er nogen at tale med, er der heller ikke nogen at skyde skylden på, hvis vores børn ikke har det godt nok.

Tvivlen kan ikke bruges til noget. Den bør afvises i sig selv. I hvert fald når værdier og muligheder i det store billede er gennemtænkt og på plads. Og det er de. I hvert fald for os. Så er prisen blot, at vi må støtte os til hinanden, og til nøje udvalgte mennesker – dem som lever et liv, der ligner vores, og de få, som faktisk kan se på vores virkelighed, uden at føle, den er et angreb på deres.

Og vi må leve med den tvivl, der rammer os. Såvel som den rammer alle andre. Men når valget er radikalt og ensomt, bliver vores beslutsomhed også noget, vi selv må stå fast i.

Som med de andre emner, der kradser (indtil videre har jeg skrevet om penge og outsider-oplevelsen), rummer også denne vanskelighed en gave. På frilæring.dk kan man finde et netværk af hjemmeundervisende familier, og derigennem har vi fået et nyt netværk. Der var ikke noget som sådan i vejen med det gamle, men det her nye har åbnet for helt nye horisonter, og givet os så meget social værdi, hvis man kan tale om det, at det ikke er til at beskrive. At vælge skolen fra har været som at gå gennem garderobeskabet til Narnia. En drøm, vi ikke vågner af. Et eventyr, der gemmer sig bag morgendagens kyst – for nu at være lidt poetisk.

Hvis prisen er økonomisk ydmyghed, outsider-fornemmelse og at bære sin tvivl selv – så betaler vi den med glæde.

Tak fordi du læser med