Man kan få høflige, velformulerede og vel-kommunikerende børn ud af noget så simpelt som gensidig respekt. Rigtig, ægte respekt, som bygger på selvrespekt,
Af Cecilie Felumb Conrad | august 2, 2012
Om hvordan vi lever sammen, hvorfor vi er her, og hvordan vi lærer vores børn at tale pænt. I denne artikel fortæller jeg helt praktisk om vores liv (som ikke er “metoder”, læs herom i særskilt artikel), og hvordan man kan få høflige, velformulerede og vel-kommunikerende børn ud af noget så simpelt som gensidig respekt. Rigtig, ægte respekt, som bygger på selvrespekt, kærlighed, åbenhed og nysgerrighed. Og taknemmelighed.
Der er så mange ting, vi gerne vil lære vores børn. For nylig blev alle forældre på ‘vores’ skole Freinetskolen kaldt til møde om sproget og tonen blandt børnene, for nu var det skredet for meget og der var brug for fælles træk i den anden retning. Jeg har tænkt meget over det siden: For hvad er det egentlig, vi taler om, når vi taler om børnenes sprog og sprogbrug – og hvad skal der til for at lære børn at bruge sproget på den ‘rigtige’ måde?
For vi griner jo, når en to-tre årig udbryder ‘Fuck, det er noget pis!‘; det lyder sjovt i barnets mund dels fordi det er grænseoverskridende og dels fordi det er så tydeligt et spejl af vores eget sprog. Det er jo noget, man selv har sagt gentagne gange, ellers havde ungen ikke lært det og lært at bruge det.
Og det ER sjovt. Det holder først op med at være sjovt, når vi begynder at fortælle barnet, at sådan må det ikke sige, og måske endda skælder ud over det dårlige sprog. Det er igen det med forventningerne (som jeg har skrevet om en del gange før).
En meget klassisk forældre-fejl (ja, her tør jeg godt bruge ordet) er at forvente at små børn kan noget (for eksempel vide at man ikke siger fuck når oldemor er til stede), UDEN at have brugt tid på at lære dem det. For især små børn er forældrene et lys der viser vejen, og vores måde at gøre tingene på bliver kopieret både i almindelig adfærd og i leg, både på den korte og den lange bane. Det starter altså som altid med manden i spejlet. Hvis det er ok, du siger fuck – ja, så er det vel også ok at dit barn gør.
I vores hus må man generelt ikke bande. Det betyder, at vi som udgangspunkt har besluttet os for ikke at bruge grimme ord, kraftudtryk, dårligt sprog og grim, ubehagelig og nedladende tone. Dette taler vi med vores børn om, og vi taler løbende med hinanden om det. Men vi taler også om, at kraftudtryk kan være på sin plads, hvis man virkelig vil lægge kraft bag noget. Det er derfor de findes i vores sprog; der kan godt være brug for dem. Og vi siger altså “Fuck, det er klamt!” hvis det ér det, og “Dét er noget pis!” hvis vi mener det. Det er en forældreopgave at lære sine børn, hvornår et kraftudtryk er på sin plads, og i hvilke sociale situationer. Der er en klar forskel på hvordan vores 6årige taler herhjemme og når han er ude.
Det her stikker i virkeligheden langt dybere end til om man må råbe bandeord, når man træder i gammel havregrød; det handler om mange meget vigtigere ting end sprogbrug (som faktisk er på min personlige hitliste over væsentlige fokuspunkter her i livet).
Det handler om respekt og integritet. For at forklare, hvad jeg mener med det, må jeg zoome lidt ud:
Dybest set får vi børn, fordi vi vælger at få børn. Vi har i hvert fald alle mulige præventive og legale muligheder for at lade være, så når vi får dem, må det være fordi vi gerne vil have dem. Dermed er det vores egen ‘skyld’ at vi kommer til at leve sammen med nogle små mennesker, som vi har ansvar for og som kræver en stor del af vores energi, som er den direkte årsag til mangen en praktisk opgave og endnu flere overvejelser og bekymringer. Men i bund og grund har vi vel også fået vores børn fordi vi gerne vil være sammen med dem, fordi vi gerne vil løfte forældreopgaven, fordi det giver mening og fordi det er et af de mest fantastiske kærlighedsforhold, vi får lov at have i vores liv.
Det utrolige er, at mange mennesker kommer til at tænke og tale om livet med deres børn som om det var et problem, en kamp, noget der var i vejen og besværligt, noget man måske faktisk helst var fri for? Selvfølgelig ikke, når man tænker det igennem. Men bemærk sproget, bemærk temaerne der er derude i samtalerne og historierne vi fortæller hinanden. Når jeg fortæller, at min yngste i barnevognen er barn nummer fire (overraskende nok er der mange der spørger, om det er den første), er svaret altid: “Så har du da nok at lave”.
Jeg vil snarere sige: “Så har jeg da nok at leve for”. Hvis det skal væren en spejl-formulering.
Da det nu er sådan, at jeg selv har valgt at leve sammen med mine børn, har de al mulig ret til at kræve deres plads. Og i vores hus er børnene lige så meget dem, der bor der, som de voksne. I vores hus bor der seks mennesker og en hund og alle må indordne sig, så alle kan være der.
Jeg synes, det er meget vigtigt at have dette helikopterblik på hjemme-livet: at der er tale om et fællesskab, de voksne har defineret, besluttet og sat rammerne for og som børnene faktisk i høj grad er prisgivet. Fællesskabet består af et antal personligheder, som alle har lige ret og lige værd.
Samtidig er vi voksne de voksne, og vi udøver bevidst lederskab. Det er os der bestemmer, fordi vi har overblikket, større viden, bevidstgjort værdigrundlag. Både på den korte og den lange bane, er det vores ansvar og pligt at lære vores børn, hvordan man griber dette liv an, på alle mulige (og umulige) planer. Her tænker jeg på spektret der spænder fra det lavpraktiske at tage underbukser på, til det filosofiske: hvorfor er vi her, og hvad skal vi med det?
Vi nærer en dyb respekt for vores børn. For deres forskellige personligheder, optagetheder, behov, temperamenter, interesser, stærke og svagere sider. Vi elsker dem højt, naturligvis, og vi er meget taknemmelige for at have fået lov at få netop disse fire fantastiske børn at leve sammen med.
Vi taler pænt og respektfuldt til vores børn, fordi vi rent faktisk respekterer dem. Vi kan sagtens falde i den almindelige bestemme-diskurs og tale hårdt og kommanderende, men griber os selv i det, undskylder og forklarer og kæmper for at det ikke sker igen. (Skræmmende nok sker det oftest på udebane, når forestillinger om andres forventninger til os eller vores børn blander sig med vores almindelige nærvær).
Ligesom jeg aldrig ville sige: “Så kig dog i skuffen!” hvis min mand spørger om der er flere havregryn, gør jeg det ikke når jeg taler til mine børn. Øvelsen er: Ville du svare sådan, hvis det var din ægtefælle/bedste ven/svigermor.
Tonen, sprogbrugen er jo udtryk for relationen. Og vi mener, at hvis børn skal lære at tale velartikuleret, respektfuldt, roligt og høfligt, ja – så skal de vokse op i et hjem, hvor man taler velartikuleret, respektfuldt, roligt og høfligt. Fordi der er bevidsthed om sprogets helt fundamentale værdi, dyb respekt mennesker imellem, ro nok til at give samtalen den plads den skal have og en høflighed der viser omsorg for de samtalendes følelsesliv.
Det er ikke meningen, man skal være teknisk omkring forholdet til sine børn, synes jeg. Men nogle gange, kan det være rigtig godt at bruge nogle redskaber og metoder, for at ændre kurs. Så her kommer, uden prioritering og fra hoften, nogle måder, man kan holde sig selv på den smalle sti (for damn det er let at falde i den ubehagelige og ubehøvlede respektløse og kommanderende forældre-diskurs, de fleste af os i en eller anden grad er vokset op med og som vi alle ser udfoldet omring os).
Alle vores børn står op på deres bænk (undtagen Liv, der sidder ned) eller stole og taler og taler og taler, jo ældre de er, jo mere taler de. Hver gang en af dem ikke er hjemme, tror vi at NU bliver der stille – men det gør der ikke. Det taler og fortæller og taler og taler og taler og fortæller. Vi voksne taler sammen midt om natten når de sover. Og sådan tror jeg egentlig det er mange steder. Det her med at være uopmæksom og måske afvisende, ufokuseret og skolemesteragtig, er noget der sker i al den anden tid, hvor man IKKE sidder om spisebordet.
Faktisk siger vi som regel Rock i stedet for Fuck, fordi f-ordet er så grimt og misbrugt, så for at kunne tale københavnsk, har vi erstattet ordet med et der ligner. Metabudskabet på det (både internt i familien og ude i verden) er, at vi ikke er hellige, men samtidig har et bevidstgjort forhold til vores måde at bruge sproget på.
Vi kommer både til at kommandere, tale grimt, og ukærligt til vores børn. Og ja, vi kommer også til at bruge kraftudtryk overfor og mod vores børn. Ikke noget vi er stolte over, og oftest sker det, når man er udmattet, har mistet overblikket og ikke giver sig tid til at finde sit nærvær.
Men vi arbejder bevidst med sprogbrugen, har det som fokuspunkt, og det tror vi på gør en forskel. En stor forskel endda.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på speltmor.dk
Er dit barns hår et visitkort?