Vi respekterer vores børn
Vi taler pænt og respektfuldt til vores børn, fordi vi rent faktisk respekterer dem. Vi kan sagtens falde i den almindelige bestemme-diskurs og tale hårdt og kommanderende, men griber os selv i det, undskylder og forklarer og kæmper for at det ikke sker igen. (Skræmmende nok sker det oftest på udebane, når forestillinger om andres forventninger til os eller vores børn blander sig med vores almindelige nærvær).
Ligesom jeg aldrig ville sige: “Så kig dog i skuffen!” hvis min mand spørger om der er flere havregryn, gør jeg det ikke når jeg taler til mine børn. Øvelsen er: Ville du svare sådan, hvis det var din ægtefælle/bedste ven/svigermor.
Tonen, sprogbrugen er jo udtryk for relationen. Og vi mener, at hvis børn skal lære at tale velartikuleret, respektfuldt, roligt og høfligt, ja – så skal de vokse op i et hjem, hvor man taler velartikuleret, respektfuldt, roligt og høfligt. Fordi der er bevidsthed om sprogets helt fundamentale værdi, dyb respekt mennesker imellem, ro nok til at give samtalen den plads den skal have og en høflighed der viser omsorg for de samtalendes følelsesliv.
Vores metoder
Det er ikke meningen, man skal være teknisk omkring forholdet til sine børn, synes jeg. Men nogle gange, kan det være rigtig godt at bruge nogle redskaber og metoder, for at ændre kurs. Så her kommer, uden prioritering og fra hoften, nogle måder, man kan holde sig selv på den smalle sti (for damn det er let at falde i den ubehagelige og ubehøvlede respektløse og kommanderende forældre-diskurs, de fleste af os i en eller anden grad er vokset op med og som vi alle ser udfoldet omring os).