Minimalisme: Det materielle liv og sproget og strategien
Vi ligger og taler om det, og Storm har nogle vigtige pointer: Vi må opfinde sproget igen. Vi må lære os selv at tale om det på nye måder, vi må aldrig give op, heller ikke på dette punkt. Vi taler om minimalisme, eller simple living, og vælger at sidstnævnte begreb dog er bedst. Vi taler om The Minimalists; deres historie er fascinerende og deres slogan: “Use things, love people, not the other way around”, er godt, og så alligevel virkelig dårligt. Vi ønsker med vores minimalisme-projekt en forandring derhen, hvor vi holder af de fysiske ting, vi bruger. Naturligvis på en anden måde, end den måde, vi elsker hinanden. Men dog: med stor glæde og omsorg og kærlighed holder vi af vores håndstrikkede bamser, vores bedste jeans, vores gode hårbørste og den nye store blender, der kan lave nok smoothie til alle på 2 minutter. Vielsesringen, de håndlavede smykker, far laver når vi rejser, de tæpper, vi sover med, det gode thekrus. Det er okay at holde af sine ting. Minimalisme for os handler om at give slip på det, vi ikke (længere) holder af, og at bevæge os videre i livet, uden de fysiske genstande, der hører fortiden til.
Simple living: Ting binder, ting tynger, ting tager tid
Ting tager ens tid, ting binder og de skal være det værd: en del af centrum i livet. Ellers er det bare spild at skulle ud at lede efter dem for at anskaffe dem, at tjene penge til at betale for dem med, at skulle finde en plads til dem og at sætte dem på plads, når man har brugt dem. Ting skal være det værd. Ting binder. Så man må overveje, om de er deres tyngde værd.
Egentlig handler minimalisme om noget helt andet, end at skille os af med fysiske ting. Processen, hvor vi siger farvel til det overflødige, unødvendige og forældede, er blot en del af forandringen i det momentum, hvor vi bevæger os fra en tidligere strategi til en ny. Forandringen handler om at vi ønsker plads, tid, fokus og fordybelse for vores kerneprojekter og kerneværdier – og en af måderne at skabe det, er at slippe alt det, der ikke (længere) passer ind.
Som det er nu, er vi i gang med den del, hvor vi skiller os af med ting. Men vi skiller os også af med vaner og etablerer nye. Det er spændende. Det er spændende samtaler, vidunderlige dage – der er rigtig meget energi i processen for alle i familien: Vi taler sammen om vigtige ting, der er tæt på hjertet, vi kommer til orde med vores kerner, vi kommer til stede med vores projekter og personligheder på en skøn måde. I netop disse dage er vi i sommerhus, og er derfor mere i tankeproces, observerende vores egne valg, dagenes rytme og det faktum, at der ER mere plads til det væsentlige, nu vi har forladt vores hus (med alt dets habengut) og befinder os ude i naturen med the bare nessecities.
Det er midt om natten for en 11årig. Klokken er kvart over 11. Den lyse sommerhimmel er næsten bukket under for mørket. Storm er træt. Jeg er faktisk også træt. De to yngste børn, Fjord på 5 ½ og Silke på næsten 9 har sovet i en time, far er gået lidt kold, mens han puttede Silke. Selv hundene sover.
Stjerneskud i mørket, om at vælge det vigtige
Og så står vi op. Vi går ud i haven med vores tæpper og vores bare tæer og lægger os i stolene for at se op på stjernehimlen. Liv, min ældste datter på 18, er naturligvis stadig vågen, og vi finder hende derude i mørket. Stjernehimlen udenfor byerne er enestående. Med den har man aldrig brug for TV igen, intet kan være mere fantastisk at se på om natten. Bål kan bruges, når det er overskyet – der mangler kun en strategi for regnvejr (måske eventyr). Det er så smukt, at det er svært at trække vejret, og vi bliver pjattede. Mælkevejens tåger stryger over himlen, træerne står i silouet mod det lys, der nu alligevel er tilbage på en Nordisk Nattehimmel, naturens mirakel stråler og vi suger det langt ind i sjælen. Da vi har set de første tre stjerneskud, går jeg ind og vækker min mand. Kan søvn være vigtigere?
Godt pakket ind i tæpper sidder vi en time under stjernerne. Det er alligevel en anelse koldt. Vi giver den gas med myggespray og får kun nogle enkelte stik. Der er store og små stjerneskud, nogle er lange og strålende, nogle er små og fine. Der er satelitter i fine strålende baner og blinkende flyvemaskiner, enkelte stjernebilleder, vi kender. Vi hujer ved de store stjerneskud, pjatter lidt, spekulerer over kosmos. På et tidspunkt ser vi tre stjerneskud samtidig.
Stjernestunder og mindet om min mormor
Vi taler lidt om min mormor, som var et enestående menneske. Indtil hun døde for tre år siden, var vi naboer i 10 år; og også inden da, var hun et af mine nærmeste mennesker. Hun forstod at vælge relationer og nærvær frem for alt gennem hele sit liv, og hun forstod at lære og være opmærksom på sine egne processer. Hun talte ofte om stjernestunder. Nogle gange på dansk: “Husk stjernestunderne!”, nogle gange på engelsk: “Count your blessings” – hun kunne det, som Janet Bray Atwood mener, når hun siger. “What you put your attention to, grows stronger”. Eller hun vidste det i hvert fald.
Vi ærer min mormor, når vi kalder stunder for stjernestunder – vi ærer hende, når vi skaber stjernestunder. I går kørte vi en omvej hen under aften for at se en solnedgang; blot et kvarter med lidt zenstones, kasten af sten i vandet og “Du som har tændt millioner af stjerner” på en strand, alle 6 plus hunde, var en fin, fin stund på en i øvrigt også ret fin dag. Stjernestunder kan opstå, men der er markant større sandsynlighed for det, hvis man er opmærksom på, at de er vigtige, og hvad der skal til for at noget er en stjernestund. Hos os er det ofte forbundet med naturoplevelser og ro; fred mellem mennesker og inde i os selv, og en solnedgang, en stribe stjerneskud, en tur i bølgen blå, ude at gå med børn og hunde i en skov, en stille tid i sofaer en regnvejrsdag, hvor man ikke er i gang med noget, et eventyr og en kop the, eller en kunstoplevelse, pludselig eller planlagt.
The stories we live by
Og stjernestunder bliver minder, men mest af alt historier fra vores liv, historier, der hænger som fine narrativ-perler på snor: Den fint spundne tråd, vi bærer med os. Et reservoir af livs-historie-elementer, der blander sig med fortalte historier, eventyr, røverhistorier, romaner, teaterforestillinger, livshistorier, vi kender og har hørt og som vi forstår vores liv med.
Uden historier er vi ikke meget mennesker. Einstein citeres ofte for at have sagt: “If you want your children to be intelligent, read them fairy tales. If you want them to be very intelligent, read them more fairy tales.” I min optik giver det fantastisk god mening, da et enormt indre bibliotek – eller en enorm indre perle-samling – af historie-elementer skaber evnen til at tænke. Til at forestille os noget uden for det, vi kender. Og dermed evnen til at skabe vores fremtid – for eksempel fuld af stjernestunder.