Slow living - en usleben diamant

slow-usleben-diamant-IMG_6327

🇬🇧 Also available in English 🇬🇧

Vores årstema i år er “Slow down, step up”. Det er første gang, vores årstema er på engelsk. Der er ikke nogen særlig grund til dette, måske bortset fra at vi op til årsskiftet i længere tid havde boet sammen med mennesker, som vi kommunikerede med på engelsk, så engelsk var mere på banen. Anyway - det kom sådan til os, og sådan blev det. Slow down, step up.

Tidligere årstemaer har været Lys&Luft, Fokos&Fremdrift, Et Spændende år (gør vi aldrig igen), Overskud&Overflod. Jeg kan ærlig talt ikke huske dem alle, men jeg har dem heller ikke for at huske dem, men for at udvikle mig i dem, så det er okay. Ideen er at temaet integreres i vores liv det år, ikke at det forlades ved årsskiftet.

Når tingene sker baglæns

Nu er det september måned, og i sidste uge gik det pludselig op for mig, at den første del af temaet havde vi faktisk glemt at se på. Temaet var tænkt som et integreret projekt, et fokus på at man kan træde frem, i karakter, være der, hel og fantastisk, når tempoet sænkes og fokus og værdier bliver endnu klarere. Men på en eller anden måde nåede vi frem til september måned, før slow blev et tema

Det forekommer mig mystisk. Måske magisk. Men det er givetvis fuldstændig som det skal være: Tingene udfolder sig fint og som de skal i den orden og rækkefølge, som fungerer og giver mening. Men sjældent på den måde, jeg lige havde forestillet mig, da jeg satte dem i gang.

Fra minimalismeprojektet over kaos til slow

Minimalisme har fyldt en hel masse de seneste måneder - med opmærksomheden på at lade det, som er vigtigst fylde endnu mere og skille os af med det, der er af mindre betydning. Det gælder både i kalenderen, på to do listen, i de daglige gøremål og i de fysiske genstande, vi ejer og omgiver os med, og den måde vi vælger at håndtere dem.

I kølvandet på dette projekt opstår på det praktiske niveau kaos. Vores hjem roder ganske enkelt, næsten som flytterod, og det er vildt besværligt. Vores tid fyldes af beslutninger, af at pakke kasser og poser og sække, og vores energi er rettet mod dette. Vores samtaler handler om at vælge, både hvad vi vil lave og hvad vi vil beholde og hvor vi skal hen med det og hvorfor.

Men en anden og mere subtil følgesvend er slow. Min nye bedste ven, Slow. Netop fordi jeg har valgt at træde i karakter (step up) med flere fokuserede indsatser og stort (faktisk enormt) indre arbejde til følge, har jeg nu muligheden for at opleve den fylde som Langsomheden giver plads til.

Om at træde i karakter - historien om en forandring

Lige nu husker jeg to store projekter, der har fyldt i år, nemlig den store Hverdags-Rutine-Etablering og dernæst det at genåbne bloggen (og begynde at skrive hele to bøger). Der er faktisk flere milepæle, men lad det nu blive ved disse to i denne sammenhæng.

I juni måned begyndte jeg at lære børnene at deltage i basale husholdningsopgaver på en langt mere fokuseret og konsistent måde, end jeg nogen sinde tidligere har krævet af dem. Vi er jo så frie her, og synes at self-directed er den eneste værdige sandhed - MEN. Jeg gider faktisk ikke være stuepige, kok, husholderske, økonoma, rengøringskone, vaskekone og bydreng for mine børn. De basale ting, som hører med til den praktiske side af den livsstil, vi har valgt, har vi etableret, hvad er (det tog i sig selv noget tid) og dernæst haft tusind samtaler (og også en stribe konflikter) om.

I løbet af nogle måneder lykkedes det mig faktisk at nå dertil, hvor vi har et dagligt samarbejde om vasketøjet, køkkenet (holde det i orden og rent, jeg er ok med at lave det meste af maden selv), rydde borde og gulve en gang dagligt og at rede seng om morgenen. Dette føjer sig til den basale personlige pleje, som allerede var etableret som en god og grundig vane.

Den basale orden, der følger af dette, er så inderligt befriende for mig. Og jeg må understrege, at det på ingen måde er hver eneste dag, vi når i mål med alle disse elementer. Vi er for spontane og vi rejser for meget til at kunne gennemføre alt dette hver dag.

Når alle trives og samarbejder

Forandringen er, at nu ved jeg, at vi sammen kan overkomme det praktiske på basalt niveau, så JEG kan være her. Vi kan gøre det rimelig hurtigt, og vi kan samarbejde om det. Når jeg ved det, kan jeg håndtere, at der er kaotisk en dag eller to, men som grundstemning, kan JEG ikke fungere i kaos.

Jeg kan simpelthen ikke holde kaos ud, og slet ikke den type kaos som bare er at udskyde tingene til de bliver mere besværlige. Og jeg skal også være her, jeg bor her faktisk, og det nye (inde i mig er det nyt) er, at det er helt okay, at jeg er præcis som jeg er, og at jeg har brug for at  tingene foregår på denne her måde, så jeg kan trives. Min trivsel er lige så meget værd at arbejde for, som alle andre familiemedlemmers. Og hos os er trivsel altid først.

At alle andre så egentlig også trives bedre med det, er en anden historie. Min proces omkring det, mit Step Up, har handlet om at turde stå ved, at dette er min virkelighed, og den må brede sig til at være en fælles virkelighed, for at vi alle kan være her. Inklusive mig.

Sharing is caring - om at åbne bloggen igen

Jeg har tidligere skrevet Speltmorbloggen, men holdt af forskellige grunde op for to år siden. Det har været en tiltrængt pause, det har været rart at være privat og fokusere på nogle andre ting, men det har også rumlet for mig at skrive igen. Jeg vil gerne dele ud af det, jeg kan, ved og tænker - og jeg ved fra utallige emails og opkald, at jeg gør en forskel for skønne mennesker med min blog. Det rammer især mit hjerte, at jeg ved at disse mennesker har børn, som det gør en forskel for.

I vores vinterrejse til La Palma (en kanarieø) henover december og januar, blev jeg klar på, at det var tid at blogge igen snart, men jeg skulle alligevel frem til sommer, før jeg overvandt det og kom i gang igen. Det er blottet at være blogger. Det er følsomt. Det er risikabelt. Det krævede mange samtaler og overvejelser, og en tur omkring min gode veninde MajMy som også blogger, før jeg var parat til at begynde at skrive for alvor igen.

Det giver så absolut mening at skrive. Ind i mellem får jeg en kommentar eller en email, som får mig til at føle, at jeg kunne skrive hele bloggen igen bare for denne ene person og hans eller hendes familie. Det er så vigtigt, virkelig. Ikke fordi jeg er den eneste i verden med en livsstil og et perpektiv, der ligner vores, men fordi min stemme i koret alligevel er unik, fordi det mørke der ligger rundt om familie-livs-diskursen fortsat er meget mørkt, og der kræves en del lys for at bryde det. Men vi arbejder på sagen. Der er brug for bevidstgjorte liv, helhjertede og hele mennesker, mennesker med holdninger, mennesker med fokus, mennesker som tænker selv, mennesker som tør gøre en forskel og mit mål med bloggen er at bidrage til denne forandring.

En added value ved bloggeriet er, at vi bliver klogere. Det er mig, der skriver bloggen, men som med alt andet i vores familie, er alle med. Jeg skriver, men vi taler sammen om de emner, jeg skriver om. Min mand og min ældste datter læser indlæggene igennem og kommenterer, og vi reflekterer alle sammen over hvad det egentlig er, jeg skriver om, og hvorfor det er vigtigt. Alle er med, alle har en stemme. Disse samtaler gør os meget klogere på, hvem vi er og meget skarpere på, hvorfor vi gør, det vi gør, og hvad der kommer ud af det.

En udfordring er ofte, at vi har levet dette såkaldt anderledes liv i meget lang tid, og at vores perspektiv derfor er et andet sted. Når vi møder mennesker udenfor flipper-segmentet, kan det nogle gange føles håbløst at fortælle om, hvordan vi lever - men jeg tænker lige nu på disse situationer til familiefester eller arrangementer i anden sammenhæng, hvor vi tilfældigt møder nogen, som ikke som sådan har opsøgt os. Vi bliver mødt af megen nysgerrighed og åbenhed og interesse - ikke negativitet og løftede øjenbryn, det er ikke det. Men nogle gange bliver menensker her helt sådan tomme i blikket, når jeg svarer på deres spørgsmål om vores livsstil. Disse oplevelser får mig til at gå hjem og tale med min familie og nu igen også at skrive noget på bloggen. For mere mærkelige er vi altså ikke. Vi bruger både undertøj og skraldespande, sidder i sofaer og drikker morgenkaffe. Vi har mødt mange hippier, som er meget mere mærkelige end os selv (dette skal opfattes som en lille morsomhed, vi elsker alle flippere og deres flip)

Det er en katalyserende proces for vores rejse, at jeg skriver. Det er en bevidstgørende opgave at kommunikere, det er en skøn proces at sætte ord på. Jeg er taknemmelig for læserne, og for den moderne verden, hvor det gamechaning internet eksisterer, og vi således kan nå hinanden og være medskabere af hinandens liv.

Plads til slow, når det vigtige er på plads

Her 3/4 inde i året, er der så plads til slow. Pludselig åbner dette tema sig for os, og vi opdager kvaliteten af at gøre tingene langsomt. Logikken i at købe en økologisk kokosnød, åbne den med det store hul-bor (så skallen kan blive et fulge-foder-hus eller noget andet brugbart), skrabe alt frugtkødet ud med knive og skeer, lune en kande vand, blende kortvarigt, sie langsomt og tørre pulpen i ovnen (til dadelkonfekt eller brød) - før man har kokosmælk til smoothien eller den varme kakao eller hokaidosuppen eller til at hælde på havregrynene.

Overvejelsen lyder således (og med hensyn til netop kokosmælken, var det min kloge mand): "Er det reelt er tidsbesparende at gå ned i Netto for at købe kokosmælk på dåse. Der skal tjenes penge til den, afsættes tid til at købe den, afsættes tid til at rense dåsen og tage den til genbrug - Og man skal lede længe før man finde en dåse hvor indholdet er ægte mad - altså kun kokosmælk og vand. Og så er det altså også langt hyggeligere at stå der sammen med børnene og lave kokosmælk selv, end stå i en kø i Netto. Og ifht holdbarhed - så kommer en kokosnød altså med sin egen dåse.”

Vi har ikke regnet på det, og vi kommer heller ikke til at gøre det, for slow living handler ikke om matematik, målet er ikke en tids- eller en penge-optimering, men slow i sig selv.

En anden konsekvens af kokosmælken - for nu at blive i det samme eksempel, er at vi måske ikke får kokosmælk så ofte. For mange år siden besluttede vi, at skulle vi have “lækkerier” (kage, slik, konfekt, chips), skulle vi lave dem selv. Det var ikke et sukkerforbud, men blot en bevidstgørelse af, at det kræver en indsats at få noget brownie. Først i går besluttede vi at chips på pose skal det være slut med (når vi har adgang til køkken), de fine økologiske chips i Irma er meget fristende og convenient. Disse slow beslutninger gør at samme fænomener får en forøget værdi. Og det på mange niveauer. Den vigtigste er den eksistentielle, hvor vi ikke har travlt og fart på, men glæde og nærvære, fuldkommenhed og meningsfuldhed, når vi roder med kokosnødden, lægger vasketøjet på plads, læser verdenshistorien eller løber en tur. Vi ved, hvorfor vi gør det, og vi har plads til at gøre det grundigt.

Sådan hænger Slow sammen med at træde i karakter

Sammenhængen mellem slow og de nævnte dele af Step Up, er at når jeg tør trække vejret helt ned i Eksistensen og lytte til den der dybe indre klang, som har så subtil en stille lyd men som så præcist peger på min vej i livet, så kan jeg skrive, så kan jeg være her, så kan jeg træde i karakter. Og når jeg kan det, har jeg ikke travlt. Så gør jeg det, der er vigtigt. Så står jeg ved mit ja og mit nej,i ved mit valg og mit fravalg. Og pludselig er der masser af tid. Masser af liv. Masser af plads, højt til loftet, vrikkende bare tæer.

Jeg har ikke udfyldt nogen skemaer eller sat mine værdier i system eller nogen form for bullet-journal-habbit-tracker orden i mit Step Up. Det er ikke nye værdier, jeg holder som filter over mine beslutningsprocesser. På mange måder er det det samme som altid. Den store forskel ligger i 1. Det daglige praktiske arbejde er i orden og fylder ikke al min tid, og snupper ikke mit fokus og min energi og  2. Jeg har igen taget bladet fra munden og med bloggen valgt at stå ved alle de valg og fravalg, holdninger og løftede øjenbryn, strategier og refleksioner, som jeg faktisk synes er relevante og af stor betydning. Disse to elementer: Lettelsen i mine omgivelser og mit daglige husarbejde og den rettede ryg, gør mig i stand til at begynde på slow.

Slow er simpelt, men ikke let

Slow er nemlig rigtig svært. Det er det letteste i verden at have fart på, nå mere, gøre mere, sætte hakker på to do listen, drøne rundt som en flue i en flaske, falde besvimet om aftenen og så gøre det hele igen dagen efter. At ville det hele, prøve det hele, gøre det hele, nå det hele. Måske bliver man træt, men man behøver  ikke gøre det svære: Vælge fra. Sige nej. Sidde stille. Være en sten i vandet.

Slow down handler om at give sig tid. Og om at fylde tid. Være. Være nærværende. Opdage kvaliteten af at fylde sine sekunder med meningsfuldhed. Have mindre på tapetet. Dette er ikke let. Det er en udbredt misforståelse at slow - altså langsomhed - ligner sløv. Ligge og glo på sofaen, måske endda glo tv. TV er vi for længst forbi (mere end ti år), og film og computerspil har vi lige fejret årsdagen for farvel til. Faktisk. Så det er ikke dét. Heller ikke ugeblade eller romaner, tilsvarende sløvt på sofaen. Det er noget andet. Det handler om at vælge det, der er allervigtigst og koncentrere sig om det. Lytte til sin indre stemme, lytte til sin skaber, lytte til de mennesker og dyr og træer, der er omkring en, lytte til situationen. Trække vejret. Gøre tingene langsomt og med kærlighed. Sammen. Helst sammen.

På samme måde er det en udbredt misforståelse at Slow Living er nemt. Det er ligesom forestillingen om at Simple Living er nemt. Det er det ikke. Det er ikke nemt. Det er ikke den nemme vej. Den nemme vej er motorvejen, mainstream, det de andre gør, processed food, karriere, forbrugslån, TV, fredagsslik, negativitet.

Slow er ikke dét. Slow er ikke let. Slow er noget, man øver sig på. Noget, der kræver fokus. Noget man bliver bedre til med tiden. Og hos os har det kun været i fokus i kort tid. Men det forsvinder ikke igen. Det er helt fantastisk godt. Rensende.

En usleben diamant

Slow down er en usleben diamant i vores liv. Jeg forstår den ikke til fulde endnu, men den lyser foran mig for tiden. Jeg leder efter måder at få den i fokus, og har foran mig en kalender, som er næsten tom. Et fokus på IKKE at starte nye projekter op, simplificere måltider, give mig tid til samtaler, til ikke at være i gang med noget, nyde skyerne og solen, gå senere i seng, sove længere, trække vejret, tegne, læse (flere) historier.

Jeg glæder mig meget til at se dette udfolde sig henover de sidste tre og en halv måned af året, se hvad det kan bringe. Slow down rimer utrolig godt med det minimalistiske tema, og jeg tænker lidt på, at The Minimalists har sådan et mantra-agtigt ord: When you leave everything behind, the important follows. Jaja - lidt sælgeragtigt. Men sammenholdt med Slow, tænker jeg: Når du sætter tempoet ned, gør en ting ad gangen, langsomt, bliver det plads til det, der er vigtigt. Så gør du faktisk det, der er vigtigt. Så opstår magien. Inde i roen. At gøre det langsomt, er at gøre det vigtige. Først. Og kun.

Det, der ikke er værd at gøre langsomt, er nok ikke værd at gøre i det hele taget. Eller også er det værd at vente på, at der er ordentlig plads, fokus og tid til. Jeg ved godt, det er vildt provokerende at sige det, og at dagens orden er at have travlt. Men jeg tror ikke på det. Det er et blår, det er ansvarsfralæggelse, det er offergørelse af sig selv: Jeg har selv været forfalden til det i årevis, og Slow bliver vejen ud, bliver klarheden, bliver at tage ansvar for sine egne beslutninger, for sin tid, for sin produktivitet, for sit bidrag, for sin væren.

Velkommen i min virkelighed. Jeg glæder mig til at dele mere om slow, når jeg er blevet klogere, og har skrevet det i kalenderen, at jeg vil reflektere over det igen om seks uger. Så må vi se, hvor meget eller hvor lidt, jeg har lært, og om jeg kan sætte ord på.

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad

Kommentarer

Her er et udvalg af de kommentarer der oprindeligt var på denne blogpost. Vi har ikke kunne importere dem automatisk, men der er god viden og feedback gemt i dem, så her er de. Vil du skrive en kommentar, så skriv blot i kommentar-feltet nedenfor :)

***

Rebecca Kruse Jensen
Jeg er glad for at du er tilbage på bloggen! Herhjemme rydder vi ud og optimerer og maler og gør rent, samtidig med at vi skal falde på plads med at have taget børnene hjem fra institutionerne, samtidig med at vi venter en baby til december. Målet er nærvær og enkelhed, men lige nu er det som om huset råber på os dagligt, fordi vi VIL være færdige til baby kommer. Praktiske, daglige gøremål skal fylde mindst muligt det næste år. Vi skal have en tørretumbler, vi skal have god, dedikeret plads til alt vores overtøj og fodtøj. Vi skal vide, hvor tingene bor og hvorfor vi har dem i huset. Jeg elsker processen, og især tanken om målet, men det føles ikke som om slow er der pga. et bevidst valg. Det er der fordi børnene er med i det hele og vi derfor ikke kan rykke hurtigere. Så jeres tema får mig til at tænke på... at få nærværet ind i processen. Mmmm..

Linea Viðbjørg Johannesen Friis
Åhh tusind tak for DIG og dine (jeres) ord! Jeg elsker at læse med! Det er så rigtigt og vigtigt det du skriver!

***


Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk

🇬🇧 Also available in English 🇬🇧

Minimalisme med børn - tålmodighed og tillid
Minimalisme med børn - metastrategier

0 comments

There are no comments yet. Be the first one to leave a comment!

Leave a comment

Book en gratis afklarende samtale

Hvis du har lyst til at få støtte og rådgivning fra en erfaren mor til fire, unschooler, kræftoverlever, nomade/worldschooler som har prøvet meget og har voksne børn. Jeg er uddannet psykolog, og jeg har klare holdninger der er anderledes end de flestes.

Cecilie-portraet (2)