Roadschooling er instant meningsfuldhed. Roadschooling er et fantastisk fænomen. Tag med ind i en enkelt af vores dage, mød glæden, engagementet, inspirationen, interessen og fordybelsen – som den udfolder sig vældigt, og “tilfældigt”.
Af Cecilie Felumb Conrad | juni 10, 2018
Vi vågnede i en af Vordingborgs lystbådehavne med udsigt til et genskabt vikingeskib, lystbådene, en smuk halvø, som vibrerede fortryllet skov, fortryllet liv, fuglesang, broer i horisonten, høj strålende sol. De voksnes dag begyndte med stille morgenmeditationer, notater, løbetur, yogaøvelser, kaffe, morgenarbejde. Fredsommeligt vågnede børnene et ad gangen, læste i deres bøger, listede hen på havnens badeværelse med tandbørsterne og dalrede tilbage til morgenbordet: Det orange klapbord fra halvfjerserne med soyamælk, glutenfri granola, frugt, glutenfrit brød, avocadoer, tid. Nulrende hyggede vi i solen til alle var mætte og glade. Stilheden og eventyret i en sådan morgen er strålende, opløftende: Ferie er at gøre noget andet, end man plejer og vi byggede bussen tilbage til transport-enhed, sagde hej til hunde, der blev luftet forbi, kiggede på sejlernes sysler.
I Vordingborg ligger en borgruin fra 1200 tallet. Vi flyttede bilen 500 meter og gik en tur på ruinen. I højborgen læste vi om Danmarks første grundlov: Jyske lov, og om Valdemar Sejr, talte om forandringen fra vikingelovene og vikinge-riget; alt det som skete fra Jellingestenen, der også er en grundsten i vores lands historie. Silke har engang sagt at der ikke er nogen grund til at lære verdenshistorien, før man forstår, det sted, hvor man står, det sted man kommer fra: Middelalderborg-ruinen og Danmarks Borgmuseum tilbød fordybelse i netop dette. Vi nød et særlig stort træ, så på ægte voldgrav og fantastisk udsigt, inden vi gik videre til Gåsetårnet.
Gåsetårnet er bygget omkring 100 år efter jyske lov, smukt og enormt strækker det sig mod himlen med noget så eventyrligt og skørt som en guldgås i toppen. Hvorfor en guldgås? En gås?!
Endnu en legendarisk konge knytter sig til dette tårn, nemlig Valdemar Atterdag. Med wikipedia i lommen, er verden åben og enhver inspiration forvandler sig til fordybelse. Vi sad under tårnet i skyggen og studerede gråkragernes sejlture gennem luften, mens far læste højt af Atterdags historie, om Rigets næsten fallit, om Litauen i bytte for sjælland, mange festlige detaljer fra 1300 tallet.
Rejsen op i tårnet var en rejse i mod. Tårnet er mørkt og køligt indenfor, trapperne af store, tunge træplanker – nogle korte og brede, andre stejle og lange. Tør man endnu en etage? 35 meter op skal man før, man kommer op i det udendørs rum med murkrone og små trin at stå på, så man kan nyde udsigten. Vi gik op i hold og lidt på skift, for trapperne var i hvert fald for meget for hundene. På næstsidste etage har museet formidlet med en projektor, som viser en film om hvordan man førte krig i middelalderen, desværre med en voldsom lydkulisse. Vi mestrede vejen forbi, men det hjalp ikke ret meget på den snigende højdeskræk og klaustrofobi som en sådan rejse opad kan skabe.
Vi taler meget om mod i vores familie, om at livet folder sig ud, når vi tør, når vi er modige. Og at være modig er at mærke frygten, og så gøre det alligevel. Hjertets mod, åndens mod. Rejsen op mindede os om denne afgørende mentale øvelse, og var derfor lige så meningsfuld og vigtig, som tårnet var imponerende og køligt.
Ude i lys og luft nød vi udsigt og så et mægtig smalt kirketårn, som vi ikke kunne forstå. På nedrejsen, opdagede vi – lige ved siden af det drabelige skue på lærredet – en fuglerede med gråkrageunger, som var så uendeligt nuttede at alle former for frygt og forbehold forsvandt totalt. Alt var nu godt og lykkeligt, disse fugles stille eksistens, blikke ud i modlyset og lykkelige kald da mor eller far ankom med forsyninger, strålede alt tænkeligt lys ind i vores mørke. Taknemmeligt flød vi videre ned og så efter spor af fuglereder, og fortalte far og lillebror om den store, store oplevelse, som ventede dem, hvis de tog turen op ad trappen.
Videre rejste vi til fods og småsultne mod den lokale genbrugsbutik for at finde en varm trøje til Fjord (som vi havde glemt da vi pakkede bil): Og lige dér på vej ud af Borgmuseet på en fin plads, stod Birgitte som vi kender hjemme fra Valbys økomarked tirsdag og lørdag: Med sin vogn og sit bord og sin parasol lyste også hun af bæredygtighed, mod, stædighed, nærvær.
Vi købte tomater og andet godt, og mens blodsukkeret stille steg, fortalte Birgitte sin historie. Eller noget af den. Om hvordan hun i 1970 på en studierejse havde fundet ud af, at hun ville arbejde på en biodynamisk gård i Schweitz, hvordan hun som nittenårig uden tyskkundskaber havde insisteret på at tage til Schweiz i sin sommerferie for at opsøge disse særlige mennesker og deres projekt.
I sovekupeen lå der i underkøjen en langhåret og usoigneret mand med ryggen til og sov, da hun steg på, og hendes mor ville have, at Birgitte skulle bytte kupe på en eller anden måde, finde sig et bedre sted at sove, eller et bedre selskab at sove i – men Birgitte insisterede endnu mere: Hun ville blive, hvor hun var. Og da vognen trillede ud af perronen, vendte manden sig om og præsenterede sig: Han var formand for Norges biodynamikere, på vej til en Biodynamisk samling i Schweiz, hvor man kun kunne deltage med invitation. Og Birgitte blev inviteret som hans elev.
Verden er fuld af mirakler, fuld af ting, som sker, fordi de skal ske, fordi vi vil dem. At turde lukke dette ind, lukke løsninger, gaver, møder, “tilfældigheder” ind i sin verden kræver et stort mod, kræver et stort nærvær, kræver fokus og fred. Og Birgittes historie løftede vores sjæle højt over shoppinggaden i Vordingborg, vi svævede på den efterfølgende kærlighedshistorie, vi fik om hvordan hun mødte sin mand på den Biodynamisk samling i Schweiz, hvordan han stadig nu i sine firsere luer persillen i deres biodynamiske landbrug på Sydsjælland og hver eneste uge kører til Valby og sælger disse højt vibrerende, biodynamiske fantastiske afgrøder.
I en baggård stod et skønt jazzorkester og spillede til vores vandring mod Røde Kors’ butik, udenfor en frisør stod store skåle med frisk vand til hundene, og fra Birgittes bod havde vi biodynamisk multijuice, som vi nød imens.
Fjord blev væk en stund, og vi fandt ham igen uden panik. Vi udøvede den åndelige øvelse at slappe af i at lede efter ham, fokus på at finde ham og ikke fokus på at han var væk, og vi fandt ham stille og roligt og med stor fælles glæde. Jazzkoncerten sluttede og genbrugsbutikken gav os nøjagtig, hvad vi havde bedt om: En varm trøje, badetøj, gymnastiksko.
Tilbage mod bilen havde borgmuseet åbnet for legetøjet, og vi fik den udelte fornøjelse at lære om middelalderens lege, våben og rustninger. Vi gik på stylter, skød med bue og pil, legede ‘Stik Palles øje ud’, tallerkenkast, sloges med sværd mod en sandsæk, prøvede rustninger, kastede med pinde mod en kurv, læste om, hvordan middelalderens konger var omrejsende – holdt sammen på riget, løste konflikter og viste deres magt. Legende fik vores sultne hjerner mere og mere info, mens vores maver blev mere og mere sultne. Men livet var for spændende, og vi løsrev os først fra Borgmuseet, da tiden var inde til at køre mod Møns klint for at mødes med vores gode venner, uden at komme for sent.
Køreturen fra Vordingborg til Møns klint må være en af verdens smukkeste. En af de tusindvis af verdens smukkeste køreture, som jeg glæder mig til at tilbagelægge rigtig mange af i dette eventyrlige liv. Vi købte jordbær i vejsiden, spiste hurtige madder og rå grøntsager med hummus, fordi køretid er fritid til at spise, og blev mætte og glade. Drak masser og masser af vand efter alle timerne i solen, så da vi kom frem til Møns klint hen på eftermiddagen var vi mætte og udhvilede til oplevelsen på klinten.
Vi har været der hvert år. Vi kender den tur. Og vi elsker den. Hele vejen ned ad alle trappetrinene, den utrolige udsigt som åbner sig og åbner sig og forandrer sig og er ny efter hver vinter. Den hvide klint, den grønne bøgeskov, det blå hav. Der var skygge på klinten, hvilket var uendelig skønt efter den bagende varme dag. Vi drak af kildevandet, undersøgte kridtvæggende, fandt vættelys og forstenede muslinger og koraller. Far fandt en ørnesten, vi klatrede på et træ, der var havnet i havet og på en sandskrænt som var så smuk og høj og blød og fantastisk, at mine fotografier kun er blege skygger. Plukkede blomster at presse til brevene vi skriver, talte om livet, kom plaster på småskrammer, drak alt vores vand.
Op igen af 500 trappetrin mærker man at man lever. Kære stærke seksårige Fjord tog den som abekat hele vejen op, kun en anelse på fars skuldre og klarede det i fin stil, ligesom en 11 årige puddelhund uden vanskeligheder kom op.
Hvis man går til højre, når man kommer ned på klinten og vandrer en kilometers penge langs vandet og op igen af den anden trappe, har man en skøn tur gennem skoven tilbage til museet og parkeringspladsen. Man går langs klinten og nogle steder er der skræmmende fald ned gennem skov til klint, mange steder vidunderlige udsigter og alle steder en høj, helende energi. Vi legede med visne blade, som om det var efterår, så ud mod horisonten som om vi var gamle yogier, gik mindful langsomt over trærødder, som om vi var indianere, løb ned ad bakkerne og stønnede op igen, som om vi alle sammen var fem år.
Tilbage ved museet sad vi i solen, overvældede, lykkelige, trætte, sultne og sammen. Der var en undertone af: Hvor og hvordan skal vi få spist, men den overdøvede på ingen måde trætheden i lår-musklerne eller nydelsen ved de allersidste solstråler på den hvide brede trappe med de bløde trin af træ.
Og så kom der en mand og forærede os aftensmad. Han havde lige otte salater til overs fra et arrangement, fem af dem vegan. Friske, sunde og uden alt det dit og dat, vi ikke spiser.
Tak univers. Og tak fordi jeg hver dag får lov at lære at tage imod, åbne min forståelse for alt, som kan lade sig gøre, for balancerne i livet, for mulighederne.
Da solen var nede bag skoven, sagde vi farvel til vores venner og pakkede os sammen i bilen, hvor vi spiste køre-sandwich og kartoffelchips og mørk chokolade, mens solen gik ned over den stadig smukke køretur. Vi så haren hoppe på marken, det smukke landskab, alt vandet. I Stege holdt vi i havnen og sang solen ned. Vi synger: “Du som har tændt millioner af stjerner” når solen går ned, en smuk rytme, som vi ikke følger dagligt, men når det er muligt. Det var det her. Fjord soppede, Silke klatrede i træer, Storm vendte tilbage til bilen og sin meget spændende bog.
Til slut trillede vi tilbage til samme havn i Vordingborg. Efter en så lang dag er det rart at sove et sted, vi har sovet før, og brusebadet der skyllede alt støvet og de sure trætte tæer af var forfriskende velsignet luksus, stjernerne klare og smukke, trætheden fin og levende.
Vi elsker at være on the road. Vi elsker at leve. Vi elsker at elske. Dagene er rige, åbne, livet er langt. Verden er stor.
Vi er en familie af self-directede mennesker. Vi er to forældre i fyrrene, en voksen datter, som er flyttet hjemmefra, tre børn i “skolealderen” og to hunde. Vi lever vores liv, fordi vi lever, fordi hvert øjeblik tæller, fordi hjerterne banker, fordi vi ER. Vi har valgt at sætte vores børn og i sidste ende også os selv fri fra curriculum tankegangen og stole på livets proces, på vores eget engagement, på at det at lære er et biprodukt ved at leve. Der er altid tusind ting, vi gerne vil tage ind: Jordbær såvel som Danmarkshistorie, menneskers personlige fortællinger såvel som nye sprog. Livet er delikat, og det åbne hjerte viser vej.
Roadschooling er bare et begreb, som peger på dette fravalg af det konventionelle liv i hverdagen af fuldtidsarbejde og institutioner, som peger på at on the road kan vi lige så godt lære det, vi “skal” lære – men ikke et koncept, vi som sådan har fokus på. Fokus er på livet, på at det er vigtigt at VÆRE. Når man således engageret rejser gennem livet, kan man slet ikke undgå at lære. Det er det, jeg gerne vil illustrere med mine artikler, og det er vigtigt for mig hver eneste gang at understrege, at formålet ikke er skoling eller læring, formålet er væren.
Jeg blogger, fordi sharing is caring, fordi vores anderledes liv kan inspirere på mange niveauer, fordi det giver mening at åbne det, vi er, kan og gør. Når du læser med, gør du både dit eget og mit liv rigere – hvis du deler det med andre, eller fortæller mig om det, gør du det endnu mere. Du kan dele på sociale medier eller i samtaler, og du er altid velkommen til at sende mig en hilsen eller kommentar her på sitet eller på mail eller hvordan det nu passer til dig.
Tak fordi du læser med, tak fordi du er.
Det modige liv på taknemmelighedens sti