Dette er en sand rejseblog. Den handler om steder, vi var, ting der skete, mennesker, vi mødte. Det er også en tekst om sandhed, om virkeligheder. I flertal. Om sårbarhed, nærhed, frihed. Om at være nomade, om at være til stede.
Af Cecilie Felumb Conrad | februar 7, 2020
Når det er søndag, skriver jeg. Ikke at det er søndag i dag, men det kan det jo let blive. Ideen om at skrive om søndagen holder mig skarp, holder mig fokuseret. Jeg kan lettere finde vej i alle vores eventyr, når jeg rimelig rytmisk skriver om dem. Når jeg indleder med at skrive, at det “let kan blive søndag”, er det fordi jeg ofte oplever, at søndagen smutter forbi, og jeg ender med at lege søndag en tirsdag eller torsdag. Alligevel er princippet om at skrive om søndagen det, der gør at jeg skriver rytmisk. Denne gang, skriver jeg faktisk lørdag. Men så napper jeg søndag fra sidste uge med. Det går vel lige op, så?
I denne uge skriver jeg på dansk. Mystisk. Nyt. Gammelt og nyt. Jeg skriver mere, og mere flydende, når jeg skriver på dansk. Jeg skriver også meget mere, og kommer formentlig til at fortryde det, når jeg skal til at oversætte.
I går rejste familien Dudek, og familien Hoff kom ikke alligevel, fordi de var blevet syge. For første gang i næsten to måneder var vi alene, bare os fem i mere end nogle timer. Det første, der skete, var at vi lavede matematik. Bagefter købte vi kage og så en film med Dirch Passer. Det var mystisk at være alene efter så lang og intens en social periode, kulminerende med disse nye venner (familien Dudek), som vi stødte ind i ved arken tilbage i uge 4. Eller var det uge3? Indrømmet. Det flyder lidt sammen for mig, men det var i hvert fald for ganske nylig.
Jeg har venner, som svæver mediterende rundt på regnbuefarvede skyer af kosmiske sammenhænge, krystaller og indre energier, drømmetegn og horoskoper, og jeg har venner, som er rationelle videnskabsfolk og synes at lilla hippier er det mest irriterende segment af mennesker ever, eller i det mindste at de er irrationelle og lalleglade. I realiteten connecter jeg fint med begge synspunkter, og rummer mange forskellige versioner af virkeligheden i min virkelighedsoplevelse. På en ikke-skizofren måde (tø-hø). Snarere må man forstå “virkeligheden” som et fleksibelt begreb, som et filter, vi sætter over vores fortolkning af det, vi oplever og ikke oplever, og jeg har i hvert fald oplevet nok mennesker, til at forstå, at filteret er udskifteligt, endda plastisk, og jeg står ikke stejlt på mit filter.
Måske virker law of attraction, fordi jeg er opmærksom på at alting virker for mig – jævnfør min nylige artikel om at være lykkelig? Det er noget, jeg har valgt.
Måske er Law of attraction en naturlov? Som tyngdekraften virker hver gang, virker de energetiske tiltræknings love til hver en tid. Hvad ved jeg? For nylig oplevede jeg min mors besøg, kort inden min far døde. Soleklart var det for mig, at hun var der – og da far døde dagen efter, forstod jeg hvorfor.
Tror jeg på spøgelser? Eller på at de døde lever ude i stjernene eller i et næste liv? I don’t know. Lidt mere nu i hvert fald, end inden min far døde.
Anyway. Jeg snakker. Jeg snakker, fordi jeg er lidt bange for at blive sukket af og vendt øjne af, når nu jeg siger, at ligesom det lykkelige valg virker for mig og faktisk gør mig lykkelig, så oplever jeg den ene gang efter den anden disse “mirakler”, situationer, steder, sammenhænge, mennesker, som man tænker: “Ej, det er da et lidt for utroligt sammenfald” og alligevel udfolder det sig i min tilværelse gang på gang.
Det er sårbart at skrive, fordi man aldirg vil kunne skrive alle nuancer, tale alles sprog, være fuldkomment præcis. At lytte gør man fra en position, og når jeg taler med enkeltpersoner, nuancerer jeg det, jeg siger relativt til hvem de er. Når jeg skriver, må jeg bare håbe på at blive forstået. Til tider føles det meget sårbart, og somehow føles det mere sårbart på dansk, end når jeg, som normalt, skriver på engelsk.
Da vi mødte familien Dudek var det sådan en dag, sådan et “tilfælde”. Linda Dudek oplevede for øvrigt præcis det samme: “Der er noget her! De må ikke slippe væk! Jeg skal tale med hende der!”. Hendes mand Bo havde set vores danske nummerplade og var begyndt at danse en lille dans i anledning af danskere. Til trods for at familien, som har levet mange år i Bulgarien ikke normalt opsøger andre danskere. Og Linda kunne bare mærke denne tråd af at vi ikke måtte slippe væk. Heldigvis var hun ikke for genert til at handle på den.
Jeg til gengæld var stadig blæst. Kun halvandet døgn tidligere var vi landet i Lissabon efter den frygtelige tur til Danmark, hvor vi skulle begrave min far. Jeg var bombet langt væk fra mig selv, sorgen, hele gen-konstellationen af familien, som den nu sker, når nogen rejser videre, påvirkningen fra mit hjemland, og desuden det faktum at hele familien havde været nede med en virkelig led influenza siden nytår, gjorde at jeg oplevede kun ganske svage tråde af forbindelse til mit Sande Selv, kun vaklende fodfæste i det, som er MIN tilværelse, det som jeg kender som mig, og som jeg ved er sandt.
Min vidunderlige veninde Trine og hendes familie havde ventet på os i tre dage i et hus i Porches (og naturligvis haft det sjovt nok uden os, men altså … lidt mærkeligt var det nu at have venner, som var rejst for at besøge os, og så var vi der ikke), og vi var taget ud for at se den smukke ark ude ved kysten. Jeg var ikke i gang med at finde nye venner. Jeg var i gang med at fordybe mig i dem, jeg allerede var sammen med.
Dog EN ting: Tidligere den dag, havde jeg fortalt Trine om præcis det, jeg prøver at fortælle her. Den oplevelse vi har oftere og oftere, efter vi er rejst, at vi møder mennesker på de utroligste måder. De helt rigtige mennesker på det helt rigtige tidspunkt. Rigtigt for dem og rigtigt for os, synkron inspiration, fælles høj energi, en oplevelse af at løfte hinanden, at have noget til hinanden, have brug for hinanden netop nu, et fællesskab og en parathed til hvad der måtte komme.
Engang på La Palma satte jeg mig på en semicrowded søndagsstrand i en populær hygge-by og nikkede “hej” til familien ved siden af. Netop denne familie var IKKE turister men en skøn unschooling familie fra Tyskland, som havde rejst verden rundt i en rød bus og efter nogle år var landet i et lykkeligt og fredsommeligt liv på den smukke ø, la Isla Bonita, La Palma. What are the odds?
Hvis du spørger matematikerne, så er de ikke ret store. Men i min tilværelse sker det hele tiden. Der er ingen mangel på mennesker, vi støder ganske ofte ind i mennesker, som lever som os, og hvis vibration, hvis jeg må tillade mig at anvende hippiernes yndligsbegreb, fuldstændig understøtter og danser ind i vores.
Igen og igen.
Og så igen ved arken for fjorten dage siden, da vi mødte familien Dudek. Kun ganske få timer efter, jeg havde fortalt Trine om det.
Ja. Således ER vores tilværelse. På den ene side bliver den gamle akademiske og matematiske side af mig ganske overrasket over det, hver eneste gang. Og på den anden side bliver den side af mig, som er i kontakt med noget dybt og indre, den side som mediterer og elsker morgentågen og fulgesangen og overgiver mig til universets kompleksitet, Guds kærlighed, flyder med strømmen og siger tak for alle oplevelserne, den side bliver på INGEN måde overrasket. Det er en naturlig bevægelse gennem livet, og disse oplevelser er så logiske som tyngdekraften.
I øvrigt oplever vi alle mulige af disse oplevelser. Ikke blot i mennesker vi møder, men i steder vi kommer hen, fornemmelser for retninger, markedspladser med en helt rigtige lille bod med de bedste mangoer fra nogens baghave og udsigter, der pludselig dukker op lige som vi trænger til en pause. Menneskene er måske bare det mest fascinerende. Disse møder, der forekommer usandsynlige, disse pludselige intense venskaber, der dannes på få sekunder og er stærke, så man føler, man brager gennem vilde tidslommer og bare lige skal opdateres på en sjæl, man har kendt altid.
Det interessante er, at fra et matematisk synspunkt er oddsne for disse oplevelser og “tilfælde” meget små, men i min tilværelse virker det der odds-halløj bare ikke. Matematikkens sandsynlighedsberegning mangler nogle afgørende faktorer for at passe til data. For det sker HELE tiden, og jeg er ikke længere overrasket over det.
Hvad er sandsynligheden for at vi møder nogle nye helt vidunderlige mennesker i den kommende uge, som kan blive vores venner for livet? KÆMPE stor, det ved jeg. Jeg glæder mig allerede! Måske mangler den reationelle odds og sandsynlighedsberegnende verison af “virkeligehden” at tage højde for nogle af universets love. De love, som i hvert fald virker i mit liv.
Tilbage til en torsdag eftermiddag et af de smukkeste steder i verden. Jeg er shaken, har kun ganske lidt kontakt til mig selv, til alle de sandheder, jeg her fortæller om. Jeg er rystet over min fars død, som på en eller anden måde tog min mor med igen. Jeg er træt, fysisk og åndeligt. Jeg er svækket af sygdom, som jeg kun lige er ved at komme mig over.
Og jeg er inderligt taknemmelig for solen som skinner på os. For det ufattelige landskab, der udfolder sig omkring os. Klipperne, havet, fuglene, sandet, bevoksningen, lyset, lydene: brusen fra havet, mågerne. Jeg er taknemmelig for min intelligente og vågne og connectede veninde Trine og hendes familie, som er hos os, bærer mig tilbage i det, jeg kender, i min egen sandhed. Hendes mand Brian er pyskolog, ligesom jeg er, og hendes børn er de skønneste hjemmeskolede fantastiske børn. Vi flyder sammen som dobbeltfamilie og fællsskabet helbreder. Jeg kan slet ikke få nok af det. Det er som balsam for sjælen. Det ER balsam for sjælen.
Og så er der er kvinde som råber til os: “Hej! Er I danskere?!”. Åh, hvor jeg ikke rigtig orkede ….
Heldigvis sludrede vi lidt alligevel, og efter en time, efter solnedgangen, da det begyndte at blive koldt, var jeg klar på “de må ikke slippe væk”-energien og invieterede dem på middag til trods for at Trines familie også var hos os. Føltes lidt som noget rod, men som noget nødvendigt rod. De må ikke slippe væk!
Egentlig ved jeg ikke, hvorfor man overhovedet kunne tro at det ville slippe væk, det møde. Selvfølgelig ville det ikke det.
Familien Dudek blev vores venner i løbet af en time. Vi nød i de følgende dage at tage på vengask café sammen, at mødes “tilfældigt” flere gange og at glæde os til der ville være tid nok til at være sammen. Efter få dages bekendskab begyndte vi at planlæggea at få lidt mere sammenhængende tid.
Nogle gange ligner det bare dårlig planlægning. Nogle gange falder jeg lidt i et hul, og tænker, det hele er noget rod. Så er det tid at trække vejret, give slip og lukke livets vidunderlighed ind.
Vi havde fornøjelsen af at have mine svigerforældre på besøg i uge 4, en fin kontrast til det faktum at to af mine forældre ikke er mere. Lidt sen planlægning, men samtidig en stærk følesle af at det ville være dejligt at tilbringe en ferie-agtig uge sammen, gjorde at vi måtte flytte fra et lejet hus til et andet midt i den uge, de var her. Vi havde lidt håbet at vi kunne have forlænget vores ophold i Porches, men det kunne ikke lade sig gøre.
Og Gud Ske Lov for det. Huset i Porches havde sine fordele og vi havde det sjovt dér. Men det, vi landede i bagefter var tusind gange sjovere.
Vi lejede et hus i en appelsinplantage lidt inde i landet nær lufthavnsbyen Faro, hvorfra mine svigerforældre skulle flyve. Forbindelsen til familien Dudek er, at vi valgte at leje huset i en hel uge mere, end vi havde brug for til at være sammen med svigerfamilien, fordi vi gerne ville dele nogle dage med de nye venner. Resten af weekenden efter at vi havde sendt farmor og farfar hjem og alle hverdagene i den kommende uge kunne vi fordybe os i det nye venskab, og weekenden satte vi af til besøg fra Malaga. Alt i alt 12 dage i appelsinplantagen.
Og hvilken timing!
Netop nu er appelsinerne modne. De lysende orange frugter bød os velkommen i det skiftende lys på dage med en anelse regn, lidt skyer og lidt sol, smukke omvekslende dage. Citrusfrugternes duft, farver, energi, saft, smag, vitaminer og skønheden i de gamle træer, som bliver høstet med håndkraft og ikke som sådan “dyrket” var vældig stor. Plantagen havde været i familiens eje i mange generationer og huset til udlejning var bygget for at financiere at familien kunne beholde stedet. Hvilken win-win. Et vidunderligt sted i en skøn kontekst af citrusfrugter og blomstrende mandletræer, en pool bygget af den originale vandtank og en smuk gammel brøndkonstruktion renoveret blot til en form for pynt.
I 12 dage, som slutter præcis som uge fem rinder ud, har vi levet i denne velsignede skønhed. Og i seks af dem levede vi dobbeltfamilie-tilværelsen med famlien Dudek.
Vi har snakket, så man får helt ondt i kæberne, og er helt færdige med at blive overraskede over noget som helst i samtalerne. Vi har på den ene side rigtig meget til fælles og på den anden side rigtig meget at lære af hinadnen, vi lever som digitale nomader begge hold, og vi kan let dele en tilværelse med plads til både flip, hobbyer og fred.
Børnene har spillet brætspil og boldspil og sludret, og det har hvilet og gået ture og læst og snakket, præcis som de voksne.
Og vi har udviklet et ønske om at rejse mere sammen, fordi det er simpelthen så dejligt at dele tiden med netop denne familie. Hvem havde set dét komme?
Da de kørte fredag midt på dagen hade familien fra Malaga desværre aflyst weekendbesøget, da de var blevet syge, og vi var alene, bare os fem, for første gang i fem uger. Meget meget mærkeligt. Først en smule tomt. Men egnetlig ikke. Sikke en luksus det også var at være sammen med hinanden, have tid til matematike og gamle danske Dirhc passer film, flydetid på sofaen, tid til at skrive og rydde op i økonomi og emails, læse eventyr og Steen og Stoffer, spille bold, føre samtaler, løse opgaver, lave pizza. Lørdagen valgte vi at tilbringe hele dagen i huset, blot for at nyde solen, appelsinerne, freden og roen, hinanden, fordybelsen. Vi ville mægtig gerne have set vores venner fra Malaga, men nu det ikke blev, blev vores weekend alligevel virkelig dejlig.
Ungdomshuset i Olhao
Min mand og mine børn elsker at spille bordfodbold. I Danmark i uge 2 og halvdelen af 3, boede vi hos vores gode venner i Solrød, og her spillede de bordfodbold dagligt. Min mand har været meget optaget af og dygtig til bordfodbold da han var i tyverne, og Bjørn er på samme måde virkelig god. Børnene lærer de skarpe tricks af fædrene, og der bliver spillet og øvet meget. Det var derfor en kold tyrker at komme til Algarvekysten og bo i et hus uden bordfodbold. Da vi så oven i købet mødte familien Dudek, som også elsker at spille bordfodbold blev det en anelse for meget. ÅH hvor vi måtte finde et bordfodboldbord at spille på, altså!
Mens vi hyggede med mine svigerforældre, fixede Linda den. Hun skrev til ungdomshuset i Olhao for at spørge, hvor man kan finde et bord i nærheden, og fik det svar, at vi da bare kunne komme og spille i ungdomsklubben.
Så en salig onsdag to vi på portugisisk ungdomsklub to danske familier, ni mennesker i det hele. Og vores lille hund. Sikke en fornøjelse.
På ægte bar- manér udfordrer man vinderen af forrige spil. Og de var gode. Og de var på hjemmebane. Bordet var hverken fransk eller italiens, intet velkendt. Det var tungt at skubbe med, men gled hurtigt i stængerne, mændene måtte GODT spinne, og vi tabte og tabte og tabte, og fik først overtaget bordet da de siddende mestre skulle til engelsktime. Det var en sand fornøjelse at få lov for en eftermiddag at deltage i et virkeligt liv for rigtige mennesker i en lille portugisisk fiskerby, tale med de unge, grine, pjatte, tæve hinanden (mest få tæv) i bordfodbold. Vi blev til de lukkede. Vi spillede bordfodbold i tre en halv time. Sikke en fest.
Om at spise godt nok, når man rejser
Et andet glimt jeg har lyst til at fortælle om, er vores udflugt til dyrefoderbutkken i Olhao. Vores gode venner køber det bedste tørfoder på markedet til deres golden retreiever, og det blev et wake up call til mig. Jeg fodrede mine hunde i Danmark med frossen rawfood, som jeg købte i en lille luksusbutik på Frederiksberg, og da vi flyttede ind i bussen, var det en af de to ting, jeg oplevede at det var barsk at give slip på. Men hvad skulle jeg gøre? I halvandet år har mine hunde, som nu desværre er reduceret til een hund, fået vådmad fra supermarkedet, og hvad jeg nu kunne finde, som de kunne tåle.
Ikke godt nok.
Lindas beslutning om at give sin hund det bedste tørfoder og om at køre efter det ca hver 3. Uge, blev sparket for os. Vi fandt en fin kvalitets dyrefoderbutik i Olhao, lille og lokal. Som Nordboere havde vi forventet en af de her store kæde-kæledyrsbutikker, nu vi skulle have toppen af poppen, men fandt i stedet en lille sidegade med en simpel butik, som havde det hele: En veltalende, vidende og nærværende ekspedient, som hjalp mig med at finde det rigtige til min lille hund. Samtidig kom jeg i tanker om at få dryppet hende forebyggende mod tæger og standfluer, og kunne mærke mine skuldre falde ned.
Denne situation med hundens kost havde simpelthen været ikke god nok for længe, og det var en stor lettelse at træffe en bedre beslutning.
Sjovt nok kom den SAMME problematik op for os selv, da jeg senere samme dag blev vældig syg efter at have spist. Det sker desværre stadig her otte år efter kemoterapien. Jeg er blevet utrolig følsom overfor indholdsstoffer i mad, som er kunstige, overbehandlede, eller som jeg bare ikke tåler.
I dagene i det vidunderlige lejede hus i appelsinplantagen, med et køkken med udsigt og en veninde som også er foodie, havde Linda og jeg lavet en hel masse dejlig mad og to gange dagligt sat en smuk buffet frem til den store flok af mennesker.
Men jeg havde ikke været tydelig nok. Eller opmærksom nok. Jeg tåler dårligt produker. Det er den letteste forklaring. Hvis det har emballage, er der stor chance for at jeg ikke kan spise det. Det er svævende hvad det egentlig er, der er galt i de enkelte tilfælde, men de fleste enumre bliver jeg syg af, og alt hvad der ligesom er modificeret, behandlet, bestrålet udgør en risiko. Med årene er jeg blevet rasker, formentlig fordi clean living helbredre, og jeg kan derfor godt tåle at “snyde” lidt.
Her var det bare ikke “lidt”. Og heller ikke kun snyd, og så et element af at vende det blinde øje til. Og af ikke at orke. Så jeg fik spist en masse mad med produkter i. Kokosmælk med guargum, tomatpasata med citronsyre, soyayogurt med modifiseret stivelse, endda lakridser, godt nok glutenfri, men ikke hjemmekogt, vel? Så jeg blev syg.
Og måtte stå op til at begynde forfra. Da først vi indså, hvad der var i problematikken, fik vi samtidig forklaringen på at Storm både hade fået lidt ticks og havde været enormt træt i de forgangne dage. Han tåler som regel ikke de samme ting som jeg ikke tåler.
Så nu må vi begynde på en frisk. Spise simple råvarer, ud med alle produkter, færdig slut. Ikke flere tilsætningsstoffer, ikke flere overbhandlede varer, back to basics. Det bliver noget med en kniv, en bænk og en stor kurv med frugt og grønsager hele den kommende uge, hvor vi skal bo i camperen.
Og så de vidunderlige kogte kartofler, som kan redde os gang på gang. Om en time går jeg ned på det lokale loppemarked og finder en gryde til dem. Kartoflerne.
At sørge for at fylde noget ordentligt og helbredende og opbyggeligt på alle vores organismer, inklusive hundens, er et felt, vi tager alvorligt. Og når vi skrider i svinget og snyder lidt, siger min organisme heldigvis vodlsomt fra, så vi bliver “reddet” og får vendt fokus igen på at passe rigtig godt på os selv.
Det kan varmt anbefales.
Solnedgangen i Olhao og stranden ved Fusetta
En af de dage, vi levede sammen med Dudeks på appelsinplantagen, havde vi som samlet rejse-ambition at se solnedgangen ved vandet i Olhao. Vi havde fået at vide, det var smukt. Man får, hvad man beder om. Det VAR smukt. Og trods en dag med skyer hele dagen, fik vi solnedgangen, da det klarede op lige ved horisonten, just som solen skulle ned i sin våde seng. Vi spiste vores picnic, så på lyset som det ændrede sig langs bådene i havnen, spillede bold i græsset, og nød den friske luft.
En anden dag var vi ved vandet ved Fuseta, et smuk naturområde. Vi havde været henne at se Rudolfos gård, en vidunderlig oplevelse. Rudolfo passer haven i huset, vi havde lejet, og han inviterede os til at se sit sted. Det var rigtig spændende, igen et sted ejet af familien gennem mange generationer, et smuk og isoleret sted i fred og ro, men ikke alt for langt fra civilisationen.
Rudolfo anbefalede os Fusetta, hvor vi spillede flaskedart hele flokken og det var virkelig sjovt. Man tegner en cirkel i sandet med to cirkler indeni til pointsystem, og kaster en halvanden liters flaske med kun en anelse vand i. Den skal flippe rundt og man får kun point hvis den bliver stående, når den lander. Det gør den meget sjældent. Og det, det handler om er at være sammen om noget, grine, huje lave sjove strategier og mærkelige bevælgelser, pjatte og nyde stranden, udsigten, vibrationen, hinanden.
Markedet i Quelfes
Den første søndag vi boede i appelsinplantagen, var der festival i den lokale by, kun 800 m væk. Der er vistnok loppemarked hver eneste søndag, men denne søndag var der også folkemusik, foodtrucks og madmarked. Vi vandrede derhen hele flokken og havde en sansernes fest.
Det er dejligt at lytte til folkemusik, at opleve fællesskabet blandt de, som glæder sig over den lokale kulturs historie og synger de gamle sange, danser de gamle danse. Vi oplevede det også i Brive i Frankrig, da vi kørte gennem Auvergne sidste sommer. Her var de også klædt som i de gamle dage, i smukke folkedragter og dansede på stytler. I øvrigt en af de her “tilfældige” oplevelser, hvor vi blot kørte fra motorvejen mod en flod, mod en by, som kaldte på os, for at få en pause en enketl eftermiddag. Som viste sig at være en gave. Men det er en anden historie. Som man kan læse her.
I Quelfes blev der spillet folkemusik i jeans. Vi lyttede til sangene, til hornene og kastañetterne, til strengeinstrumenterne og rytmen banket med fødderne. En enkelt gruppe gik gennem markedet med en fane, og ellers var det ganske fredsommeligt.
Loppemarkedet var som de altid er. Det er sjovt at se på ting. Alle disse påfund og designs, alle disse ting og sager, som ikke længere giver mening hos den ene familie, er måske et fund for den næste. Gamle sager, der kun kan anvendes til pynt, fordi der er i stykker eller outdatede, tøj i læssevis næsten uden værdi, bøger og atter bøger, mærkelige billeder, køkkengear, ting ingen har brug for og ting alle har brug for men som de fleste har i forvejen, design, farver, ideer, opfindelser. Det er sjovt at gå at glo på et loppemarked, og det er utrolig let, når man bor i en bus, lige nu endda i en van, for man skal IKKE have noget. Intet som helst.
Markedet havde foodtrucks med friture, som vi ikke skulle have, men som var festligt. En enklet Marrokansk vogn, for en gangs skyld ægte, med argan oil og krydderier, helbredende theer og tørrede lækkerier. Og så madmarkedet med lokal produce, som vi med taknemmelig købte ind af til vores store fælles husholdning. I øvrigt kunne man købe fugle, både høns og vagtler og sangfugle og kanariefulge, restaurerede symaskiner og planter til køkkenhaven og vinmarken. Et smukt marked, en fin formiddag, en fest for sanserne og en kulturel indføring.
Damerne som strikekde i deres boder brugte for øvrigt en teknik som foregkommer mig ganske interessant, ligner lidt den engelske, som jeg syens er mærkelig, men ser mere praktisk ud, med garnet ført bag nakken, så det er strakt ned langs den ene skulder og frem til arbejdet, og det ser ud som om strikkearbejdet glider fint. Ikke at jeg rigtig gider øve mig i en nyteknik, så jeg strikker med den men jeg vil gerne ligeforstå den en dag. Sådan lidt ligesom at lære et par gloser på et sprog, uden helt at sætte sig for at lære at tale sproget.
———————————-
Tak fordi du læser med. Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde i den lille bus, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Efter teksten følger et galleri med billeder fra den forgangne uge. God fornøjelse
