Minimalisme med børn – tålmodighed og tillid

Vil man lære børn at give slip, må man selv give slip. Vores rejse ind i minimalismen bygger på kerneværdier, ikke strategier.

Af Cecilie Felumb Conrad | september 14, 2017

Minimalismerejsen er en øjenåbner, en oplevelse af at blive klar i hovedet og forstå både eget liv og det moderne liv på en helt ny måde. Det er i sandhed befriende, og i sandhed fuld af overraskelser. Hos os er hele familien på en fælles rejse, og vi ønsker os alle et endnu mere fokuseret og nærværende liv. Lysten til at rejse derhen er bestemt lige så stor som lysten til at nå frem. I denne tekst skriver jeg om, hvordan det kan være overraskende når børnene udvikler sig i det – og om, hvorfor det alligevel ikke er det.

Vil man gerne lære sine børn at skille sig af med det overflødige, er det nødvendigt at have en relation, hvor man overhovedet kan lære sine børn noget. En relation, der bygger på tillid og respekt. Desuden må man væbne sig med tålmodighed, og se lidt indad.

Her kommer en historie om, hvordan en bid af vores rejser har udfoldet sig og hvorfor.

Når børnene giver slip på papir

Da jeg stod op i morges, sad to af mine børn på gulvet og sorterede den store bunke af papirer, som har ligget oven på bogreolen i mere end et år, og som i løbet af det år løbende er vokset. Børnene var helt tændte, og ville så gerne dele oplevelsen med mig. Jeg havde sovet længe med den yngste, fordi han havde haft mareridt og vi havde været vågne mange timer om natten, så vi var lidt blæste. Jeg satte mig ned lidt, inden jeg gik ud for at lave morgenmad og især kaffe. Og jeg var – og er stadig – meget, meget fascineret.

Jeg har ventet i mange måneder på denne oplevelse med papirerne. Faktisk må jeg indrømme, at jeg aldrig havde troet, at denne dag ville komme, og flere gange har jeg overvejet at lave snigeren. Bare smide det hele ud og håbe, børnene ikke opdager det. Hvilket selvfølgelig er den allerværste forælderstrategi, der findes.

Tillid er fundamentet i dybe relationer

Vores børns tillid er den vigtigste kapital, vi har i vores forældrerolle. Og det siger jeg til trods for, at jeg på mange måder ikke gider have en forældrerolle. Jeg er ikke skuespiller i det her, jeg er ikke teknisk. Mit liv med børnene er mit liv, ikke et stykke arbejde eller en opgave, jeg løser. Og jeg påberåber mig retten til fuldstændig bare at være mig og leve mit liv sammen med dem.

Dette til trods, ønsker jeg jo, ligesom alle andre forældre, det bedste for mine børn, og jeg ønsker at kunne have en konstruktiv indflydelse på deres tilværelse. At kunne lære dem noget af det, jeg ved og kan, og at få lov at have det privilegium at rådgive dem, når der er noget, de ikke ved. Jeg ønsker en relation med dem, hvor vi stoler på hinanden, og DERFOR er børnenes tillid til os vigtig.

Tillid er fundamentet for videregivelsen af viden og erfaring, og mangel på tillid ville være det, der først og fremmest stillede sig i vejen for min mulighed for at passe på dem. Især når de bliver større. Jeg har en datter på 18 år, som stoler på mig og som jeg har et fantastisk tæt forhold til, og det er jeg helt sikker på skyldes, at jeg har besluttet OG overholdt: Aldrig at lyve for mine børn. Vi må kunne stole på hinanden. Det er basis.

Tålmodighed er en moders dyd

Trods mit stærke fundament af aldrig at lyve for mine børn, aldrig snyde dem, og derfor heller aldrig lave “snigeren” med reduktionsprocesser, vil jeg meget gerne indrømme, at lysten ikke har manglet. Det har heller ikke skortet på frustration.

Jeg har oplevet at børnene ville beholde hver eneste tegning, de havde lavet og endda hver eneste, jeg havde lavet. Jeg har oplevet, at de var meget lang tid om at organisere og sortere, og at papirer især gik det frustrerende langsomt med. Vi har nogle store scrapbøger, som vi limer gode sager ind i, og vi har øvet os det seneste år i at tegne, skrive drømme, skrive historier, skitse, skrive lister i vores notesbøger og skitsebøger, så der ikke kommer flere bunker. Hvis det er værd at lave, er det værd at lave godt. Vi har afsluttet de første bøger, og oplevet glæden ved at bladre tilbage – vi har også lært at man bare kan rive en side ud, hvis noget er dumt, og har dermed egentlig en god, fremadrettet vane.

Men min oplevelse har også været at børnene var meget langsomme til at sortere bagkataloget af tegninger, og jeg har absolut tænkt: Vi bliver ALDRIG færdige, jeg laver snigeren på den bunke.

Derfor havde jeg faktisk på ingen måde set det komme, da de en morgen satte sig og begyndte at rydde ud i papirerne. Men det gjorde de. Især Silke på 9 år er en lille kunstner, som tegner rigtig godt og rigtig meget og rigtig kreativt, og hun kan for sit indre blik se mange af sine gamle tegninger. Også selvom det er længe siden, hun har tegnet dem. Hun forestiller sig dem også med ret høj detaljegrad, før hun tegner.

Da vi begyndte på scrapbøgerne for et års tid siden, oplevede jeg, at rigtig meget skulle gemmes og min frustration var stor. Jeg tænkte, at vi aldrig kunne blive færdige, og at det var meget besværligt. Men ligesom med så meget andet i livet med mine elskede børn, viser det sig, at med tidens fylde, kommer også løsningerne.

Man skal kravle før man kan gå

Vi har arbejdet rigtig meget med at skille os af med det overflødige, og haft samtaler om det dagligt. Vi oplever at hver eneste kasse, vi kører væk med er en kolossal lettelse, og vi ønsker os at gå gennem hele processen, så det, der er tilbage, er det, der tilføjer værdi til vores liv, som vi holder af, som vi faktisk bruger, som peger fremad.

I begyndelsen syntes jeg, at det var svært. At investere timevis i at sortere børnenes ting, for at skille mig af med tre tynde bøger og en smølf. Men jeg vidste også, at processen er processen, og børnene skulle have fuldkommen frihed til at finde deres egen vej i det. Også frihed til at sige fra.

Så er vi nemlig tilbage ved tilliden, som er så vigtig altid, og sandelig også i livsstilsændringer med børn. Tilliden, og respekten for at det også er deres livsstilsændring og at vi ønsker os et fællesskab.

Hvis jeg selv bearbejder min indre hoarder og skiller mig af med mine 90%, så det essentielle er tilbage, følger de efter, når og hvis det er rigtigt for dem. Jeg ved det. I hjernen.

Alligevel kan jeg i praksis bliver overrasket over at se min datter, dagen før sin fødselsdag, investere stort set alle sine vågne timer i en bunke papirer. Høre hende sige: “Jeg vil have det hele væk, jeg kan ikke holde de bunker ud, jeg ville ønske, jeg bare var i mål, og at det var helt færdigt”. Jeg kan se hende gå rundt og spørge andre i familien, når der ligger noget i bunken, som faktisk ikke er hendes; gå ud med affaldet flere gange, ordne og ordne, og slutte af med at lette blikket i hele rummet og sige: “Det her rum er ikke til at holde ud at være i. Her er alt for mange ting og her er vildt rodet. Kan vi ikke ordne det?” Det sagde hun 12 timer senere, mens aftensmaden stod dampende varm på bordet.

Fantastisk.

Tak fordi du læser med