Mens vi lever – Unschool i realiteten

Et indblik i, hvad vi laver, mens vi ikke gør det, som alle andre gør.

Af Cecilie Felumb Conrad | februar 6, 2018

Hvad laver man så, når man ikke laver det, som alle andre laver? Hvordan ser dagene ud? Et spørgsmål, vi har fået utallige gange og som er vanskeligt at svare på. Ingen dage er ens, faser og flip forandrer sig kontinuerligt – og alligevel hænger det hele sammen. På smukkeste vis.

Læs med i et tilbageblik på en uge levet uden skoler, og få indblik uden overblik. Jeg kan jo ikke skrive alt, hvad vi laver, det ville være vanvittigt. I stedet kan jeg dele hovedtrækkene og give en fornemmelse af, hvordan vores virkelighed ser ud.

at være åben og sårbar og vise frem, hvordan der ser ud herude i vores flippede landskab med alle fravalgene. Fortælle, hvorfor det er strålende, rigt, meningsfuldt, levende, sjovt

Samtidig er det svært at skrive, fordi jeg kommer til at oversætte alt, hvad vi laver til en skole-diskurs; min egen deschooling er simpelthen ikke fin nok endnu. Jeg kommer til at tro, at værdifuldheden af vores tilværelse er usynlig for min læser, fordi denne ikke kender til vores verden uden skolesystemet og uden pensum. Jeg kommer til at tro at det er svært at forstå, at det afgørende er at leve, når vi lever og jeg kommer næsten til at befinde mig i en forsvarsposition. Alt dette vil jeg hermed overvinde.

Mit mål med overhovedet at blogge er at dele ud af vores liv, at være åben og sårbar og vise frem, hvordan der ser ud herude i vores flippede landskab med alle fravalgene. Fortælle, hvorfor det er strålende, rigt, meningsfuldt, levende, sjovt.

Basale behov – køkkenprojekt

Vi elsker at gnave avocadoer i vejsiden, men har samtidig også lyst til at rode i køkkenet og lave en masse økologisk, vegansk, glutenfrit og tilsætningsstoffri mad – derfor er køkkenet helt basalt.

Begyndelsen til denne uge er knapt nok dette. Vi begyndte i byggerod. Konteksten er at vi kom hjem fra vores vinterrejse til en vandskade, og måtte langsomt erkende at vores køkkenskabe under vasken ikke stod til at redde. Da uge 5 begyndte havde jeg murstøv over det hele, opvask i stabler, endog ude i haven, et køkken som endnu ikke var færdig, fordi vores hus er gammelt og al tilpasning tager længere tid end beregnet.

Mandag eftermiddag vaskede vi op i opvaskebaljer på gulvet foran badeværelset og fik alting på plads efter den vilde byggeweekend. Altså al opvasken. Det blev til en interessant rejse i en samtale om, hvad der er vigtigt og hvor heldige, vi er, at vi har nok overskud til at reparere vores køkken, når det går i stykker. Vi talte om at alle mennesker spiser, alle familier har en eller anden form for køkkenløsning og vores veganske, glutenfri, økologiske og tilsætningstof-fri livsstil giver os lyst til at lave en masse dejlig mad. Vi elsker at gnave avocadoer i vejsiden, men vi har også lyst til brød, salater, supper og må derfor have et køkken at arbejde i.

Indsigterne omkring den praktiske organisering af tilværelsen har været virkelig interessante, og samtidig har vi naturligvis udfoldet os i alle teknikaliteterne omkring køkken, forstået rørføring, vandlås, materialevalg, byggeprocesser. Ganske praktisk, ganske vildt meget vi – især de voksne – fik lært af nye skills.

Tema om Nordiske Guder

Vi har tema om Nordisk Mytologi. Som altid planlægger jeg med tilbagevirkende kraft, det fungerer bedst for mig og skaber et metalag, hvor jeg tydeligt kan se at tingene hænger sammen.

Egentlig begyndte det med Peter Madsens Valhalla-tegneserier, som vi har hele rækken af. Børnene læser dem højt for hinanden, og studerer tegningerne meget grundigt. Far læser ind imellem noget af “udenoms”, det ekstramateriale, bogen indholder om sin egen tilblivelse. Vel gennem den, begyndte børnene at læse Nils Hartmans “Nordiske guder og helte”. Parallelt har jeg læst Sølverstens “Ravnenes Hvisken”, som vores ældste datter (18år) har anbefalet mig; en fantastisk spændende fantasystyle bog med rod i Nordisk mytologi. Den er for uhyggelig for børnene, men det gav mig et interessant baggrundstæppe til hele fænomenet. Jeg er desværre færdig med bøgerne nu, og venter med længsel på fortsættelsen, som endnu ikke er udkommet.

jeg planlægger altid med tilbagevirkende kraft; det fungerer bedst for mig og det skaber et metalag, hvor jeg tydeligt kan se, at tingene hænger sammen.

En sen aftentime begyndte vi at underholde hinanden med at sammenligne guderne i Nordisk, Græsk og Romersk mytologi. Det var ret sjovt og kaotisk. Det, man må forstå, er, at det her bare er livet. Der er ikke noget af det, som er planlagt, og der er heller ikke noget af det, som bliver fastholdt af en voksen-vilje med en plan om et slutmål. Samme aften udviklede sig med musik og godnathistorie, som far læser for tiden, og som intet har med Nordisk Mytologi at gøre – det er en serie, som hedder Drømmerens Datter, og jeg aner ikke, hvad den handler om, for jeg griber denne aftenstund til at afslutte mine egne projekter, mens børn og hunde hygger med far.

Opmærksomheden på Nordisk Mytologi har også affødt opmærksomhed på religiøs tolerance, forståelsen for menneskets spirituelle søgen og fortolkninger af, hvad vi egentlig finder, når vi søger. Samtidig har vi vendt det vældig interessante fænomen: at personers eksistens i historier bliver personer, vi har et særligt forhold til, svarende til en relation og vi har også tydelige forestillinger om deres udseende, stemmeføring, kropssprog. Vi lånte en bog på biblioteket om Vikingetiden og fandt i den en fortolkning af Thor, som simpelthen lignede vores forestilling om en lærer i Harry Potter. Vildt underligt og sjovt.

Vikingetiden – i centrum af Danmarkshistorien

Den store interesse for Nordisk Mytologi gav os lyst til at fordybe os i Vikingetiden, forstå hvilke mennesker, der levede med disse guder. Just hjemvendt fra vores elskede paradis-ø La Palma havde vi i forvejen en opmærksomhed på kulturforskelle, landes vidt forskellige historier og hvordan forskelligt klima skaber helt forskellige kulturer, også mennesker imellem. Det var sjovt at dykke ned i vores lands kulturhistorie, også selvom man da godt kan kalde Vikingetiden at begynde midt i det hele.

På den anden side betegner vikingetiden også den tid, hvor Danmark som begreb, som et fælles rige, bliver omtalt første gang. Vi begyndte på Nationalmuseets hjemmeside, hvor vi læste om vølver, om Nordens eneste fund af en Freya-amulet, om vølvestave, om vikingernes kost og om jellingestenen. Vi så forskellige små videoer, NatMus har lavet, og læste tilgængeligt materiale. Det er megahyggeligt med denne type nørdet fordybelse sammen med børnene. Ingen af os kan rigtig få nok.

Biblioteket er et rytmisk holdepunkt for tiden

Det er sundt at leve livet med rytme, med puls og gentagelse – i vores liv udfolder det sig i faser: så det er ganske vist, at den rytme, vi har nu vil være helt anderledes om et par måneder. Men, det gør den jo ikke mindre rytmisk nu. For tiden tager vi på biblioteket om fredagen. Det gør vi hovedsageligt fordi en af vores allerbedste hjemmeskole-venskabsfamilier også er der hver fredag. De er der, fordi der er balletundervisning i biblioteket; vi kommer for at se dem, og fordi vi elsker biblioteket.

Vi læser og låner bøger, driver rundt, strikker og taler med vores venner. På tagterrassen og børnebiblioteket, kan vi lege og spille spil, og få et par gode timer med gode venner hver eneste uge.

Det er sundt at leve livet med rytme, med puls og gentagelse – i vores liv er det ganske vist, at en rytme, vi har nu er helt anderledes om et par måneder. Det gør den jo ikke mindre rytmisk nu.

Denne gang investerede vi megen tid i at forstå et kompliceret brætspil, som skulle foregå i middelalderen, men hvor der manglede en del dele til spillet. Det er en god ide med brætspil på biblioteket, men måske er det praktisk umuligt at holde sammen på dem. Når jeg tænker på, hvilket opmærksomt fokus, jeg må have hjemme hos os for at få det til at lykkes. Men det var hyggeligt. Vi var sammen. Det var fint.

Bagefter forsøgte vi os med at læse Pinocchio, som Fjord (6år) fandt på hylderne, men blev hurtigt enige om (4 kapitler inde) at den simpelthen er for nederen. Stemningen er tung og negativ, og tonen er moraliserende på en truende og decideret ubehagelig måde. Man får en masse medfølelse med en masse karakterer, som har det elendigt. Vi blev enige om, at den bog gider vi faktisk ikke at læse. Tilbage på hylden med den.

Kyndelmisse – lysfest i vinterens hårdeste knude

Det selfdirectede liv handler også om alle de erkendelser, vi får sammen, alle de samtaler, der følger af dem, al den tolerance og alt det fokus, der kommer ud af det

TIVOLI åbnede med lysfest torsdag, så vi cyklede kækt i bragende kulde og gråt mørke ind til vores elskede kulturhave i centrum af byen. TIVOLI skuffede ikke, når det kom til pynt, glimmer, kunstig sne, fine krystaller. Turen rundt om søen med de fine lysende svaner var hele køreturen værd i sig selv.

Men – for der var et men. Faktisk var der to. Det første men var, at halvdelen af haven var lukket af med det resultat at kun få forlystelser var åbne. Ikke at vi personligt måske havde så meget brug for dem, men det gav en frustreret stemning i hele haven og for lange køer. Det andet men var mere interessant, kulturelt set. I den store karrussel spillede de høj, poppet (og film/tv-baseret) børnemusik, og skøjteprinsesserne skøjtede også til tilsvarende musik blot for teenagere.

Når jeg kalder TIVOLI vores elskede have, er det fordi vi elsker elementet af skønhed. Måske ikke finkultur, men alligevel. Hører vi musik i TIVOLI, er det god musik. Klassiske stykker eller lækker jazz. Luksus for sjælen. Ser vi dans, er det dygtige balletdansere. Haven er fuld af blomster og springvand, og vi kommer æstetisk løftede hjem, trods forlystelser, hotdogs og souvenirs. Det handler om at gå de rigtige steder hen. Denne gang blev vi blæst lidt i stykker af dette kulturklash. Og igen – det selfdirectede liv handler også om alle de erkendelser, vi får sammen, alle de samtaler, der følger af dem, al den tolerance og alt det fokus, der kommer ud af det. Der er jo ikke som sådan noget galt med pop, vi kan endda lide pop. Der er noget galt med kombinationen. Det er ligesom at komme ketchup på sushi. Ad.

Nå. Men det er altid dejligt at være på udflugt, også en mærkelig og kold TIVOLI oplevelse, hvor man heldigvis kan køre hjem til brændeovnen, varm mad og popcorn.

Brætspil – meningsfuldheden i stilheden

Under køkkenprojektet har brætspil fyldt meget for børnene, fordi de voksne har været i Silvan og IKEA et utal af gange, og vasket murstøv væk og truffet beslutninger og samlet rør og lavet finish. Man KUNNE naturligvis have inkluderet børnene i det hele, men vi har i stedet valgt i et vis omfang at skåne dem. De har været med, når de har haft lyst.

Mange gange har de haft mere lyst til at spille Spillet om København, Matador og tilsvarende klassiske brætspil.

Jeg behøver ikke holde en forelæsning om det, men når man spiller spil sammen investerer man i hinanden og opbygger tillid til at alle vil overholde reglerne eller ændre dem i fællesskab, og at alles følelser og tanker kan deles i en kærlig ånd. Det er ikke derfor vi spiller, vi spiller, fordi det er hyggeligt. Men skal man forstå meningsfuldheden i vores livsstil, må man også være åben for at forstå at 3 timers brætspil er meget værdifuldt, også for den åndelige udvikling.

Kultur og bevægelse: KU.BE

Samtidig må man jo også bevæge sig! Just hjemvendt fra 35 dages klima-refugium på De Kanariske Øer, er det noget vildt at være indenfor hele tiden. For vikinger er vi altså ikke. Ikke i virkeligheden. Sne er sjovt, men ærlig talt er det bare nederen med gråvejr og kulde. Derfor er Frederiksbergs “nye” kulturhus med plads til bevægelse et megahit, så vi tilbragte en eftermiddag med at udfolde os i klatring og fangeleg, labyrinter og balancekunst – for at slutte af med historier i det lille bibliotek. Kultur OG bevægelse. Fantastisk godt tænkt.

Naturvidenskaberne og matematikken

Naturvidenskaberne dukker op af sig selv. Det her er et af de emner, der så let bliver misforstået. Når jeg fortæller om vores dyk ind i matematikken og naturvidenskaberne, kommer det ofte til at lyde som om, vi har en dagsorden, et program og at det er voksenstyret. Det er det ikke.

Vi underviser ikke i matematik. Med matematik er det som med alle andre ting, børnene spørger om eller som opstår i vores almindeligt levede liv: vi undersøger det, leger med det, udforsker det. Matematik dukker op af sig selv. I uge 5 lærte vi procentregning, fordi man i Det store spil om København (en fantastisk matadorvariant, som vi nyder herhjemme) skal regne tyve procent af sin formue ud, når man skal betale skat. Så måtte børnene forstå procentregning for at kunne komme videre og mindst en være i stand til at beregne skatten.

I matematik er det altid vigtigere at forstå principperne, abstraktionen end at kunne lave selve beregningen, så det begynder vi med. Alle børnene har nu forstået den del, og vi er begyndt at regne på procent, når vi har lyst og det er relevant. Vi har af andre grunde talt om talsystemet som sådan og hvor det kommer fra, og om cirklen og beregninger omkring den, tallet pi, sfæren – cirklens tredimensionelle variation og hvordan man kan tænke sig den.

Vi elsker matematik. Især jeg elsker matematik, men også min ældste søn er ret vild med matematik. Det er sjovt at lege med. Ligesom alt muligt andet er sjovt.

Det afgørende er, at vi lever

Da jeg spurgte børnene, hvordan de ville fortælle, hvad man laver, når man ikke går i skole, svarede de: “Man hygger sig”. Det er jo det. Man bevæger sig gennem livet med den gode fornemmelse nede i maven, og har ikke som sådan travlt. Det er altid vigtigst at vi er glade og ved godt mod, at vi oplever livet som meningsfuldt, frit og fuld af kærlighed; langt vigtigere end de enkelte fordybelsespunkter.

Friheden til at organisere sin egen tid, er det, som filosofisk er i centrum for vores valg af unschooling. Vi mener ikke, at vi voksne med nogen ret kan bestemme over så mange timer af børnenes liv, som en skolegang ville kræve.

Vi mener heller ikke at skolegang ville være til deres fordel, hverken fagligt, personligt eller socialt.

Vi mener at vores børn ejer deres lyst til at leve og dermed at lære, og deres evne til at tilegne sig noget nyt, fordybe sig i noget velkendt, udvikle sig på områder, der giver mening for dem. Vi plejer at sige, at det at lære noget kommer som følge af at gøre noget, helst noget man brænder for. Så når mine børn hygger sig, læser de Nordisk mytologi, øver sig i procentregning, slår ting op på wiki, leger i sneen, strikker, synger sange, besøger venner, tager på museer eller rejser. Vi ser ikke film og spiller ikke computer, dette har vi totalt fravalgt for mere end halvandet år siden, og er meget glade for den frihed i ånden, vi oplever, det giver. Når vi unschooler, skal det ikke forstås sådan at vi aldrig studerer; ofte sidder vi med pen og papir og fordyber os i noget, som tilsvarer hvad der undervises i i skolerne. Det gør vi faktisk ofte, og vi kan ikke lide faser (som med køkkenprojektet), hvor disse fælles studier falder helt ud.

Friheden til at organisere sin egen tid, er det, som filosofisk er i centrum for vores valg af unschooling. Vi mener ikke, at vi voksne med nogen ret kan bestemme over så mange timer af børnenes liv, som en skolegang ville kræve.

Så sætter vi os ved vores køkkenbord og sætter grundig tid af. Lader opvask stå og finder projekter frem. Lærer os sprog og verdenshistorie og matematik og evolutionslære, læser om emner som spontant interesserer os eller som vi altid har fundet fascinerende. Det er megafedt, det er hyggeligt – præcis ligesom perleprojekter, brætspil og brændeovn er hyggeligt. Men netop i uge fem gjorde vi ikke lige det. Da måtte vi gennem kølvandet af køkkenprojektet og fik ryddet huset færdig, inden vi nåede frem til weekenden.

Her hyggede vi os, helt gammeldags. Den der særlig danske følelse af hygge, bare flyde rundt. Børnene spillede brætspil og læste historier, og jeg hørte lydbog på Storytel, mens jeg ryddede op og gjorde rent. Torsdag ville have været min mormors fødselsdag, og det var kyndelsmisse, så vi havde lidt højtidelighed i hjerterne og sang vores vintersange, tændte lys, trak vejret dybt.

Kast sjælen ind i livet: Kunst og venskaber

Vi sluttede ugen af med kunst og venner, hvilken herlig kombination! Skønne Lousiana, hvor jeg trådte mine barnesko med min elskede farmor, er altid en eftermiddag værd. I ro og mag. Sammen.

Det er i sandhed en forunderlig verden. Vi er taknemmelige for at udfolde os i den, for at få lov at være med i dette fantastisk nuancerede kosmos.

Vi oplevede Yaoi Kusamas Gleaming Lights of the soul for første gang. Bang. Fantastisk. Vi så udstillingen 7 x rum x tid, eller nok snarere halvdelen af den – vi vil hellere tage lidt ind, grundigt. Når vi går på kunstmuseum, vælger vi (spontant) nogle enkelte værker og opholder os i længere tid nær dem. Studerer, trækker vejret, læser skiltet, dvæler. En flydende, uforberedt kunstoplevelse er for mig candy for sjælen, jeg falder til ro og føler mig hel.

Vi så også picassoudstillingen og en skulptur, som engang har været verdens dyreste. Det talte børnene en del om, magien i kunstværkernes pris og hele den der utrolige verden af kunst. Det kan også forundre mig.

Men det er der meget, der kan i denne verden. Det er i sandhed en forunderlig verden. Vi er taknemmelige for at udfolde os i den, for at få lov at være med i dette fantastisk nuancerede kosmos.

Tak fordi du læser med