Jeg mener ikke, man kan tale om at der er en mening med noget. Skulle jeg tro, der er en mening med alt det, jeg ser i mit arbejde, ville min præstekjole være til salg. Men jeg tror, der kan være en mening i noget – Christian, præst på Rigshospitalet.
Af Cecilie Felumb Conrad | juli 23, 2012
Der er mange, der har bedt mig skrive noget om, hvordan jeg overlevede – og hvordan vores familie kom igennem det. Og jeg vil også virkelig gerne dele det. Men jeg kan ikke skrive en samlet og koncis tekst om et forløb, og en livsbegivenhed som betød så meget, fyldte så meget, var så voldsom og trak så dybe spor både ind i vores videre liv og dybt ned i vores værdi-grundlag.
Det er umuligt. I hvert fald for mig.
I stedet vil jeg dele små bidder af historien med jer løbende, ganske konkret og lavpraktisk: Efterhånden som jeg kommer i tanker om dem og har tid til at skrive om dem. Her er en – om udtrykket: Der er altid en mening. For i vores familie betyder det ikke at der er en mening med det hele; det betyder at inde i det, der sker, er der noget mening at finde. Og styrer vi efter den, kommer vi den rigtige vej, styrer vi efter meningen, får vi meningsfuldhed i vores tilværelses små og store begivenheder – hvad der er mere værdifuldt, end man kan tænke sig til. Det skal praktiseres i længere tid, insisterende og konsekvent for virkelig at folde sig ud.
Anyway: Her er anekdoten om mening som oprindelig er skrevet i en kommentar til et blogindlæg på vores rejsesite ud-i-det-blå.dk
Dette er en lille saying, der betyder rigtig meget i mit liv, hvad der knytter sig en lille anekdote til.
Da jeg var indlagt med cancer, bad min mand om al den hjælp og støtte til mig, man kunne opdrive. Derfor bad han også om at jeg måtte tale med hospitalspræsten Christian Busck.
Forunderligt nok kom hospitalspræsten netop samtidig med min gode veninde Susanne Voss, som jo sandelig også er præst. Og Christian fortalte, at han i sin hele karriere ikke tidligere havde oplevet at være to præster samlet om een sygeseng – inden han forføjede sig med løftet om at vende tilbage.
Inden da havde vi nået at tale lidt om det hele. Jeg havde sagt – som sandt er – at for mig var chokket ikke så stort.
Mit liv har altid været i Guds hænder, og det er det stadig.
En livstruende sygdom havde overtaget min knoglemarv og sendte forfalsket blod rundt i mine årer, så enhver lille bacille eller svampespore på det forkerte sted, kunne i princippet slå mig ihjel i løbet af få timer.
Jeg var vanvittigt elendig, og havde sådan set været det længe – men nu vidste jeg, hvad der var på færde.
Alle ville tale med mig om det chokerende i at man måske skulle dø, og jeg måtte sige, som sandt var:
‘Jeg ved, jeg skal dø. Jeg ved ikke, hvornår det er min tur, men jeg ved at mit liv er i Guds hænder. Det har det altid været, og det er det også nu. Jeg tror, der er en mening og en sammenhæng, og jeg ved, jeg aldrig kommer til at forstå den. Gud har en plan, og det er ikke min opgave at forstå planen, det er bare min opgave at være i stand til at spille min rolle i den.’
Og så var det, jeg fik vrøvlet lidt om mening. Dertil svarede Christian noget klogt og meget mere præcist:
“Jeg mener ikke, man kan tale om at der er en mening med noget. Skulle jeg tro, der er en mening med alt det, jeg ser i mit arbejde, ville min præstekjole være til salg. Men jeg tror, der kan være en mening i noget“
Han sagde ikke mere.
Han skiftede emne til det med antallet af præster ved sygesengen, og fandt noget bedre at bruge sin tid på. Så man må selv tænke sig til resten.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk
Om at overleve en kræftsygdom