Hvordan kræftsygdommen trak dybe spor i vores liv og i min sjæl – og som altid noget om, hvad det lærte os – eller især noget om hvad det senere kom til at lære mig.
Af Cecilie Felumb Conrad | oktober 4, 2012
Her kommer en artikel om mørkets magt, om hvordan kræftsygdommen trak dybe spor i vores liv og i min sjæl – og som altid noget om, hvad det lærte os – eller især noget om hvad det senere kom til at lære mig. Den er ikke gjort let-læst med bullets og fine del-overskrifter; den kommer lige fra hjertet en tung dag i mit liv og er således lang og autentisk. Må Kraften være med de af jer, der læser den.
Kræftsygdommen var et frontalangreb på mit liv, hell: på vores allesammens liv. Den ramte min kernefamilie og mine nærmeste med en voldsomhed og et omfang, som jeg kun langsomt, som en sløv opvågning i solen en sen eftermiddag, først nu begynder at forstå. Den rev huller, skar ridser, knuste, brød; den tværede ud, tilsodede, brændte, oversvømmede og ødelagde langt mere, end vi vidste da det stod på. Eller måske vidste vi det godt; det gjorde vi nok. Vi kæmpede dag og nat, for rundt som en hel hær og dæmmede op for alt det, der skete, så godt, vi kunne. Men vi indså det ikke, vi tænkte det ikke. Ikke dengang .
Som jeg tidligere har skrevet, var det sådan set rimelig let at være mig: Jeg havde kun een opgave, kun eet fokus: Jeg skulle overleve. Jeg skulle kæmpe alt hvad jeg kunne udelukkende med dette ene mål. Det er selvfølgelig ikke helt sandt, for man holder ikke op med at være sig selv af at få kemoterapi, man holder ikke op med at være søster, mor, ægtefælle, ven. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at være der for mine unger, min mand og mine øvrige mennesker – det var ikke meget, jeg kunne. Men jeg kunne godt stramme mig an og være der lidt. Enkelte gange. I korte stunder. Eller i hvert fald tage det hensyn at lade være med at være der, når jeg var for syg, for oppustet af medicin, for skaldet, for skræmt, for træt, for forkvalmet.
Jeg skal ikke kunne sige, hvem der blev ramt hårdest, men det var i hvert fald ikke mig. Det var måske min bror, faktisk. Den ene af mine brødre, har jeg haft en nærmest symbiotisk barndom med. Måske var det ham. Eller måske var nok det min stakkels mand, som måtte gennem hele det svære forløb med skuldre af stål, stærke, stærke sjæle-muskler, som bare bar og bar og bar al smerten: Alle børnenes angst, al deres savn efter mor, alle deres almindelige krav; hele deres reaktion og al den almindelige hverdagsballade et liv med tre børn rummer. Al logistik, både til skole og børnehave og vuggestue, og frem og tilbage til hospitalet, så de kunne se deres mor hver eneste dag. Hans åndelige ledbånd må have strukket sig langt for at holde sammen på det hele, for sammen med mig – hans nærmeste menneske – ville han ikke være svag. Han ville hjælpe mig og støtte mig og bakke mig op og ikke mindst muntre mig op dag ud og dag ind, gennem tykt og tyndt. Han tænkte, at det var nu, det var tid at bære mine byrder og gav mig sandelig ikke i den kontekst lov at bære sine.
Det lod han andre om. Min mand er heldigvis ikke en mand, der bare bider det i sig og spiller rå.
Det KAN også være, det var et af børnene. Det kan desværre godt være. Det er det nok. Men hvad er det også for en konkurrence? Hvad er det for en tankegang? Jeg plejer aldrig at holde dårligheds-konkurrencer, lave lister over elendigheden. Men nogle gange må man jo også glo Dantes Helvede lige ind i fjæset og indse, at tilværelsen kan være usandsynlig barsk, uhyggelig og frygtelig elendig. Nogle gange støder vi ind i disse forhindringer, disse lange begivenhedstråde af konsekvenser; for uanset hvor meget vi kæmpede, uanset hvor meget hele netværket bakkede os op og hjalp til, så kostede det dyrt. Meget dyrt.
I kølvandet på leukæmien ligger mange forhold. Et barn er vanvittigt, næsten fobisk bange for læger (i hvert fald hvis de har udstyr og kitler, det går lige med den praktiserende på en villavej); et andet har fået ødelagt stort set alle tænderne (som kom samtidig med at krisen var voldsomst), jeg er ramt af kemo-hjerne (tror jeg nok; udredningen på Rigshospitalet er ikke afsluttet), det ene med det andet. Jeg orker simpelthen ikke at liste det her op, nej: Jeg VIL ikke liste det op; det er det forkerte fokus. Denne her tekst er heller ikke ment som en opremsning af elendigheder, eller som en laaaaang gang tudefjæs. Den skal ikke engang fungere som støttekorset og holde sammen på det hele, når det gør ondt. Der ER faktisk en pointe.
Til tider ser jeg det klart, drivvådt og regnversagtigt, koldt og sort lige i ansigtet: alle konsekvenserne, alle sårene, alle arene og problemerne der kom i kølvandet; jeg ser skrøbeligheden – mine menneskers og min egen – og dødeligheden. Jeg føler tomheden, frygten og angsten, og synker ned i skyld og skam, og overvældes af arbejdsmængden. Sorg over at min usle jordiske krop ikke kunne klare at holde sig sund og klar og stærk nok, sorg over at selvom det måske ikke var min skyld, så blev jeg skyld i så megen smerte; så blev vores liv forvredet og svært, hvor det før var smukt og enkelt. Jeg føler sorgen over alt det, det kostede min bror, min mand og mine børn, alle mine mennesker. Jeg mærker gråden i halsen, jeg oplever at miste overblikket, føle mig fattig i ånden, initiativløs, træt, føler jeg falder og falder.
Det gør jeg. Den ukuelige optimist, den dybt forankrede jesus-flipper. Yes, jeg indrømmer det: Jeg hedder Cecilie Conrad og nogle gange har jeg lyst til at give op.
Og NU kommer det, det utrolige. Når jeg rammer denne bund, er det som om jeg rammer en eller anden mental trampolin; det er som om at når jeg giver slip, når jeg er overvældet af disse følelser og falder ned i denne afgrund, så er der opdrift – nogen eller noget griber mig, nogen eller noget lærer mig at flyve. Lige dér vender fokus, lige dér rammer nærværet og kærligheden mig som en af de der jernkugler, man i hvert fald i tegnefilm bruger til at rive huse ned med: Lige i ansigtet får jeg børnenes lysende øjne, min yngste søns mirakuløse tilblivelseshistorie, naturens ufattelige mirakel i horisonter, biller og lys, min dybe dybe glæde og taknemmelighed over – i hvert fald indtil videre – at være overlevet. Det slår mig, at blot en enkelt dag, faktisk blot nogle enkelte timer mere på denne Grønne Jord, er det hele værd.
Jeg skulle med oprejst pande, endog med endnu mere gåpåmod kæmpe den samme kamp igen. For min mand og for mine nu endnu flere børn og alle mine skønne mennesker, ville jeg gå det igennem næsten med glæde. Hvis bare jeg igen kunne sidde her i bilen i regnvejr og smøre peanutbuttermadder til mine lækre unger; hvis jeg bare een gang mere kunne se min mand lave fake-gangster-limp en eftermiddag på en strand, eller tilbringe en time på en portugisisk café med min vidunderlige bror henover fem kopper café con leche; hvis jeg kunne høre min ældste datter fnise med veninderne i køkkenet endnu en eftermiddag.
Det rammer mig som en boblende realitet. Ikke lykke, ikke livsglæde men et eller andet utroligt nu-agtigt: Det værende, det virkelige, det sande, det store og det vigtige er jo for Evig og Altid nærværet, vores fælles vidunderlige nu, dets konkrete utrolige plads til lys og kærlighed. Det er jo ikke som en trampolin; snarere er det som om dette mørke, denne tilstand – når den får lov at være hvad den er – er boblende fyldt at det andet også, som sådan nogle ildfluer midt om natten: lysende svævende virkelige fænomener midt i mørket.
Hvor vil jeg hen med det her? Noget med at dele den barske realitet, den massive virkelighed det er (eller kan være) at være kræftoverlever, fortælle om de mange og mangeårige ringe det spreder i vandet at have været noget sådant igennem. Men også så sandelig rigtig psykolog-agtigt noget med at i aller højeste grad anbefale accept og anerkendelse af egen livssituation og egne følelsr: Det er hvad det er.
På den ene side skal man flytte sig fra negativ energi, men på den anden skal man sandelig ikke underkende de kræfter det er på spil, når man accepterer sine egne følelser, giver slip og tillader faldet ned i den afgrund, der nogle gange åbner sig under os. Jeg tror bestemt ikke, at jeg er unik. Jeg tror at det at turde nuet, åbner denne mulighed for nærvær for os alle; et nærvær som ikke kan druknes i skyld, skam, angst, sorg, frygt. Et nærvær, hvor der altid er lys. En strålende sol, eller en ensom ildflue.
Et enkelt lys kan sprede al mørket, det er det, jeg klamrer mig til, når mit liv føles mørkt. Det er en fin lille åndelig huske-kage: Et enkelt lys kan sprede al mørket.
Det har jeg faktisk skrevet en børnebog om, kommer jeg lige i tanker om. Så lad mig slutte med en henvisning til den.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk
Punker-nikkel. Brød så Englene synger