Interessant er det jo, at vi mennesker formentlig ikke rigtig er noget, uden hinanden. Om unschooling, ubetinget kærlighed, skolens magtforhold, subjektets relationelle natur og visdom. intet mindre.
Af Cecilie Felumb Conrad | maj 25, 2017
Unschooling handler, for mig, ikke om metode. Det handler ikke om, hvorvidt jeg stiller krav om syvtabellen eller om, hvor længe vi sover, hvor og hvornår vi holder weekend, og slet ikke om vores forhold til statens mere eller mindre eksplicitte krav til vores livsindhold.
Det er så det. Så har jeg ingenting sagt. Men alligevel. Sat scenen.
Unschooling hos os handler om Det Gode Liv, om eksistensen, om det, det hele handler om. Det afgørende ved unschooling er, at både børn og voksne udfolder de allervigtigste elementer af livet så helhjertet og og fuldkomment som muligt. Det afgørende er at bære sig selv, og at være i sine vigtige relationer. At kunne eksistere på den præmis, at den ubetingede kærlighed, det gensidige, inspirerende, respektfulde forhold mellem mennesker er den hjemmebane, vi lever i. Og for. Det er dét, man kommer til at fortryde på sit dødsleje, hvis man ikke lægger hele sjælen i det: Selvforholdet og alle de øvrige vigtige relationer.
I sidste ende er det afgørende for alle niveauer af livet; det, det hele handler om OG dér, det hele sker. Altså relationer. Relationerne til de allervigtigste mennesker i vores liv, herunder os selv.
Vi har naturligvis projekter, kriser, arbejdsopgaver, tilstande, som vi udlever, magter, udfolder. Men relationerne er det, der er helt afgørende, både for den succes og fuldkommenhed, man kan opleve i alle andre elementer af livet, og for den oplevelse, det er at udfolde disse.
Både jeg og mine børn har tilladt os selv at leve først og fremmest i den ubetingede kærlighed. Det er dér, vi står; det er dér, vi er.
Interessant er det jo, at vi mennesker formentlig ikke rigtig er noget, uden hinanden. Det er relevant at tænke og tale om selvforholdet, hvem vi ER inde i os selv, hvad vi har med os som subjekter, hvad vi kan og ved – men borer man lidt i det, viser det sig, at vi har vores historie om relationer, at vi lærte vores selvforhold af relationer, at vi kan det, vi kan, fordi vi lærte det af nogen, udviklede det i relationer og at alt det, vi som subjekter kan præstere, kan vi godt eller skidt, på baggrund af de relationer, vores liv falder tilbage på.
Det er intet så ørkesløst som ensomhed. Intet så rædselsfuldt som usunde relationer. Well, måske noget. Enkelte sygdomme eller tvangstilstande, men lad nu argumentet svæve.
Vi er det, vi er, når vi har hinanden. Færdig bum.
Derfor er enhver form for skoling udenfor familiens ramme en punktering af det, der i min optik er det allermest afgørende element af unschoolingen: At vi lever nær hinanden, i vores ubetingede kærlighed, dybe respekt, gensidige inspiration – Skolerne skiller familierne ad, og deri ligger deres aller-voldsomste gift. Men også deres magt. Når man skiller familierne ad, fjerner man den styrke, som vokser i mennesker der elsker hinanden, den selvstændighed der vokser af at høre til og høre sammen og den stamina, der vokser af altid at have opbakning. Ægte opbakning, ikke teknikket anerkendelse.
Så. Nu er det sagt. Det er det, det hele handler om, når vi unschooler hos os. Det store billede.
Hvad vi lærer undervejs er af mindre betydning; vi samler de sten op på stranden som er smukke, vi løser de opgaver, der præsenterer sig for os, vi udvikler de talenter, der brænder og danser i vores hjerter og hjerner; vi gør det, der giver mening – og som biprodukt lærer vi alt muligt.
Vi lever intenst og sammen hver eneste dag. Ikke som om det var vores sidste dag, men dog med en viden om, at vi intet har at fortryde. Og vi lærer, som om vi skal leve for evigt, som Ghandi vistnok sagde. Vi er sultne i hjernerne. Men nogle gange også i den tilbagelænede muskel, som skal nå at se grundigt på bjergene, suge solen, kramme rigtig meget, mærke vores tæer og tænke nogle flyvende tanker til ende.
Cecilie, Andalusien 25. maj 2017
Tak fordi du læser med
Flipperbussen – mit friheds-eventyr-sneglehus