Kampen mod sofaopdragelse

Vi er imod sofaopdragelse hjemme hos os. Sofaopdragelse er den type interaktion med børn, hvor forældrene sidder ned, mens de kommanderer løs.

Af Cecilie Felumb Conrad | juli 25, 2012

Her er et indspark, der handler om at komme ind i kampen, at respektere sine børn, at bevidstgøre sin indsats og finde ud af at være nærværende. Det er store sager, og jeg må skrive om det mange gange, før det bliver koncist. God fornøjelse.

Inden jeg skriver denne tekst, har jeg brug for at sige tre ting:

For det første bilder jeg mig ikke ind at være perfekt, og jeg bilder mig ikke ind at kende sandheden om alting. Når jeg skriver om børnehopdragelse, skriver jeg ofte blot om målsætninger og retninger og tendenser og erkendelser; jeg påstår ikke at jeg altid hele tiden kan finde ud af det selv.

For det andet føler jeg at meget af det, jeg skriver er banalt. I vores familie er det jo almindeligheder. Men jeg ved, det kan være vældig inspirernede at læse (andres) almindeligheder, og jeg ved også, at vi egentlig ikke er så almindelige hjemme hos os.

For det tredje er dette ikke et debat-indlæg. Min blog er skabt for at dele hvad vi gør og hvem jeg og vi er med dem, der måtte være interesserede. Ikke som et statement af universelle sandheder.

Sofaopdragelse

Vi er imod sofaopdragelse hjemme hos os. Sofaopdragelse er et begreb, vi vistnok selv har opfundet og det dækker over den type interaktion med børn, hvor forældrene sidder ned, mens de kommanderer løs. Prøver at styre børnenes adfærd, dybest set uden at se dem og uden at have (eller udvise) respekt for børnenes virkelighed.

Sofaopdragelse – Eksempel set på en strand

Nogle børn leger sammen, de er tydeligt søskende. Det er en eller anden kort forårsferie, og storebror tryner lillesøster lidt (men hun er også ret provokerende). De er måske 9 og 7 år. Jeg sidder og glor på dem, ret stenet, fordi jeg er gravid og min mand leger med alle vores unger, så jeg kan få en pause.

Mor og far sidder og nyder udsigten, på den unægteligt meget smukke strand i Odsherred; de taler sammen og nyder givetvis at holde fri. Der er ret langt mellem forældrene og børnene, måske 30-40 meter.

Og så begynder det:

Mor begynder at kommandere med storebror uden at rejse sig, uden egentlig helt at have set, hvad der sker. Han skal bare stoppe med at tryne (irriterende) lillesøster. Drengen prøver faktisk at få legen med bolden og søsteren til at fungere, men det fungerer ikke og mønsteret fortsætter. Han driller lidt, hun hyler lidt, mor råber lidt, far lader som ingenting.

Efter tyve minutter rejser mor sig og råber og skriger ad drengen, går helt hen til ham og slutter sin kaskade af med “Tak fordi du har ødelagt hele min ferie“. I øvrigt uden at sænke stemmen, selvom hun nu faktisk står lige ved siden af drengen. Og jeg, der sad ret langt væk, kunne tydeligt følge med i hendes skæld-ud.

Det klassiske sofa-agtige ved dette er:

Mor forventer at børnene kan finde ud af det selv, UDEN at lade dem finde ud af det selv. Hun våger over dem og forsøger at styre deres samvær.
Forældrene har ikke set, hvad børnene rent faktisk laver.
Forældrene forsøger at lave noget helt andet selv, mens de vil opdrage børnene.
Forældrene har store, usagte forventninger til børnene
Forældrene gider faktisk ikke være sammen med børnene
Forældrene hjælper ikke børnene til at finde en vej ud af problemerne
Forældrene forsøger ikke at deltage i børnenes leg eller forstå deres synspunkter
Forældrene taler til børnene på en egentlig uhørt måde. Man ville aldrig tale så respektløst og så kommanderende og så voldsomt til nogen anden end sit eget barn. Absurd i min bog.
Forældrene forsøger at opdrage med kommandoer.
Forældrene slutter af med at give børnene skyldfølelse (og en ret stor skyldfølelse, endda – tænk sig at have ødelagt en helt ferie – sikke et ansvar at give en 9 årig dreng)

Hvad kunne man i stedet have gjort

Først og fremmest kunne man have italesat sig selv. Man kunne have fortalt sine børn, at man havde brug for at tale lidt sammen og nyde udsigten i fred og ro. Og spurgt dem, hvad de gerne ville lave imens.
Man kunne også have inviteret børnene ind i samtalen, måske ville de hellere være med, end at spille bold
Man kunne lade være med at forvente, at de kan lege sammen i en ukendt kontekst, når de til daglig ikke er ret meget sammen (de gik vel i skole i hver sin klasse givet aldersforskellen, det antager jeg)
Man kunne have konstateret sit eget behov for at få dem til at lade være med at have en konflikt.
Man kunne have rejst sig og gået hen til børnene
Man kunne have deltaget i deres leg.
Man kunne have sat ord på sin egen oplevelse. Meget psykologagtigt “For mig ser det ud som om I er ved at blive uvenner. Kan jeg hjælpe jer på nogen måde?“. Eller mere praktisk “Må jeg være med?“
Man kunne have lavet en ‘ud-af-konteksten’-løsning, vores favorit. Når noget ikke fungerer mellem søskende, er det ofte simpelthen meget lettere OG bedre at lade være med at løse problemet, og i stedet flytte sig fra det (læs indlægget ‘Søskende uden jalousi‘). “Skal vi samle sten sammen/gå hjem/øve vejrmøller?” eller “Vil I høre en historie om engang mig og far var i Grækenland, før I blev født?“

Dette er et af utallige eksempler på sofa-opdragelse, jeg har set udspille sig, og der kunne siges mange flere ting om det. Jeg vil lade det ligge med det her og håber, det kan inspirere lidt, sætte nogle tanker i gang. Det er vigtigt for mig igen at understrege, at denne tendens til sofa-opdragelse er helt almindelig, og det er naturligt at man kommer til det.

Bevidstgørelsen er den største forandring og hjælp er. Hvis man hæver stemmen, oplever konflikter, føler sig irriteret eller træt af det hele, er det en super ting at stoppe lidt op og overveje, hvad der egentlig foregår. Eller at rejse sig og komme ind i kampen, gøre et eller andet, der forandrer konteksten eller hele situationen, i respekt for børnenes virkelighed, interesser og stemning.

Det handler igen om nærvær. Og om at give slip, et af de andre store temaer. At slippe kontrollen er svært, fordi det er en naturlig automatpilot at passe på sine børn, undgå konflikter, sår på knæerne, dårlig mad, dårlige vaner, dårligt det ene og det andet. Men hvis resultatet er, at man råber og skriger, kommanderer og kontrollerer, skælder ud og giver sine børn skyldfølelse og svækker deres selvværd – ja så var det måske sundere og bedre på den lange bane at slå knæet til blods, spise en pose chips og rive sin søster i håret. Ærlig talt.

Hvis man tør være nærværende, når man mærker trangen til sofaopdragelse, hvis man tør vente og se, hvad der sker – måske endda mens man overvejer, hvad ens egne følelser handler om – vil der i hvert fald ske noget nyt. Og det er aldrig for sent (jo, det kan det godt være, men så er man virkelig langt ude) at genvinde sine børns respekt, at finde en harmoni i familiens fællesskab og rejse sig fra sofaen.

Peace and love. Flet tæer i solnedgangen. Lav endelig sjov med det, men vid dette: Ud af denne opdragelsesstrategi er kommet nogle harmoniske, skønne, høflige børn med masser af selvtillid og masser af mod på livet. De siger sig selv højt, de siger til og fra, de indordner sig når det er nødvendigt (og rimeligt). De er kloge og interesserede, engagerede og sjove – og meget forskellige.

Tak fordi du læser med