Identitet og processen at give slip

Noget af det, vi ejer, knytter vi tættere til selvopfattelsen. Læs om, hvad vi giver slip på og hvad der får lov at blive.

Af Cecilie Felumb Conrad | september 7, 2017

Hvad sker der med os, når vi giver slip?

I forlængelse af vores årstema “Slow down. Step up” er vi gået i gang med det vi kalder “minimalisme-projektet” – for os handler det om at vi ønsker at have mere tid sammen, mere fokus og kun have ting vi virkelig er glade for. Så derfor er vi i gang med at skille os af med rigtig mange ting. Vi er vel nogle måneder inde i projektet nu, især her just forgangne august har det taget fart. I går sagde Silke: “Jeg glæder mig til, jeg kun har ting, jeg har brug for” og Storm sagde: “Jeg synes, det er vildt, at vi har skilt os af med så meget, og så er der alligevel så mange ting tilbage”. Og det ER vildt nok. Man kan let gå død i projektet, fordi det er så overvældende. Men den tilsvarende indre rejse er jo interessant: Hvad sker der med os, når vi giver slip?

Jeg har flere forstyrrende automatpiloter, der stopper mig: “Men den kan jo godt bruges endnu”, “Er der mon nogen andre, jeg kender, som kan bruge den?” og “Den er jo penge værd” Det betyder, at jeg bremser op lige der, hvor jeg er lige ved at lægge noget i en donationskasse.

En anden forstyrrende og idiotisk tanke er denne: “Men den har jeg jo altid haft”. Hvor altid måske egentlig ikke er mere end 10 år. Men reelt. Jeg har ikke brug for noget, blot fordi jeg har haft det i min besiddelse i mange år. Noget af det, har jeg endda aldrig været glad for, blot følt mig forpligtet på af en eller anden grund, eller jeg har sentimentale følelser forbundet med den situation, hvor jeg erhvervede genstanden (eller fik den som gave) eller den person, jeg fik den af.

Jeg har brug for mit gode helbred, god tid, plads til at være i mine relationer, jeg har brug for at tilegne mig sprog, tage på rejser, møde mennesker, se på solnedgange, tilberede måltider, læse eventyr.

At skille sig af med bøger

I går skilte jeg mig af med endnu en stak af mine gamle bøger fra universitetet. Det er utroligt, at jeg har dem stående endnu, egentlig. Jeg VED at jeg aldrig kommer til at læse de gamle klassikere igen. Nogle af dem har jeg faktisk aldrig læst. Og jeg kommer heller ikke til det. Jeg VED at jeg er uenig i nogle af præmisserne for de teorier, de præsenterer, og jeg VED at der er en helt anden linie af bøger, jeg hellere vil læse. Sjovt nok har jeg alle dem på min kindle, som hverken fylder eller vejer noget særligt.

Bøger er godt. Jeg elsker bøger. Men jeg ønsker ikke at have en reol fuld af bøger, der peger på, hvem jeg engang var og hvor jeg engang troede, jeg skulle hen. Jeg tænker, at fysiske bøger fortsat giver mening. Jeg kan godt lide at blade i kogebøger og i store fagbøger (særlig hvis de har gode, oplysende illustrationer), børnebøger må gerne være fysiske bøger og tegneserier er indlysende godt. Mine digtsamlinger skiller jeg mig heller ikke af med i denne omgang. Men romaner og fagbøger, som er tekstbaserede, er fine at læse på kindle.

Jeg har lige nu lyst til at rejse mig og sortere flere bøger fra. Den lethed og energi, der følger af at skille sig af med det unødvendige er helt fantastisk. I går aftes kunne jeg mærke det i min vibration, i min eksistens, i min væren, også selvom det bare var en enkelt pose. I dag vil jeg cykle ned til min kirkes fine lille genbrugsbutik og aflevere en ladcykel-fuld af bøger igen. Jeg ved, det bliver befriende.

Elektronisk rod: Om billeder.

Elektronisk rod i fotografier er et mareridt af et kaos i mit liv. Jeg arbejder på at uploade alle vores gamle biblioteker og mapper til en googlekonto, så jeg har dem alle samlet et sted, og tænker, at jeg så derfra må sortere ud. Dette har jeg arbejdet med længe. For længe.

Alene det at uploade alle billederne, er forfærdeligt meget arbejde. Der er tusindvis af billeder, og jeg ønsker ikke at beholde dem alle. Jeg ønsker at beholde de gode. At have lavet album fra rejser og oplevelser, at have lidt styr på det – og ikke have for meget. Heller ikke for meget styr på det. Det er stress. Endnu et projekt.

I går lagde jeg en del billeder op, hvilket i sig selv er et besværligt stykke arbejde, og her til morgen var noget gået i kludder. Jeg oplever en stor frustration og tyngde forbundet med dette projekt, og lærte at jeg måske skal sortere i det INDEN jeg lægger det op. At investere tiden i det er en stor lektie.

Er det det værd? På et eller andet niveau er det jo. Jeg vil gerne have en velmanicureret fotosamling – Fotos underbygger vores historier og fælles oplevelser. Fotos forstærker minderne og er med til at styrke og bevare minderne. Derfor er de vigtige for os. Og det er et løbende stykke arbejde at rydde ud og op i blot det, der kommer til af nyt. Arbejdet med bagkataloget må tage nogen tid. Om end mit mål er at være færdig med at tømme gamle harddiske, før vi rejser til La Palma til jul.

At omgive sig med det, der betyder noget

Det vilde er, at det VIRKELIG betyder noget. At nøjes med at omgive sig med det, som betyder noget. Det, der tilføjer værdi til livet. Det som er vigtigt. Min glæde, mit fokus, min evne til at lytte til Gud (som jeg har fred med at andre kalder universet eller vibrationen eller endog den indre stemme). Det er vanskeligt at sætte ord på præcis hvordan. Jeg kan mærke mere energi, jeg kan mærke klarhed i hovedet, jeg kan mærke stilhed. Momenterne er begyndt at opstå igen, efter vi dykkede og begyndte at sortere, momenterne hvor vi sidder stille, ser hinanden ind i øjnene, taler sammen, ikke er i gang med “noget”, men bare ER.

Fokus er klart, når vi laver mad eller har fart på en almindelig oprydning efter dagen. Det er ikke tungt og surt, men let og klart. Vi kan mærke meningsfuldheden, glæden. Og det er kommet filter på. Vi skal ikke lige lægge mere på programmet eller have mere af noget som helst.

Identitetsskabende objekter og den indre proces

Både bøger og billeder er identitetsskabende objekter. For nogle mennesker er håndtasker det også, og smykker kan være det, sågar juleplatter eller antikke biler. Identitetsskabende objekter, er ting, vi ejer, og som vi af en eller anden grund knytter til, hvem vi oplever at være. For mig har fagbøgerne være en stor del af dette, fordi det at jeg har studeret på universitetet, har fyldt en ti år af mit liv. Romanerne har også været det, som en mindesamling af gode litterære oplevelser. Jeg har haft en hel samling af bibler, og selvom jeg stadig læser min Bibel, har jeg indset, at jeg ikke bliver bedre til at forstå Guds mening med det hele, fordi jeg har MANGE bibler. Formentlig har jeg allerede læst det allervigtigste. Og faktisk oplever jeg at det er i stilheden, jeg lytter bedst til min skaber.

Jesus siger: “Se til himlens fugle: de sår ikke og de høster ikke, og alligevel giver deres himmelske fader dem alt, hvad de behøver”. Dette har jeg båret med mig i mit liv, og det er en lektie, man kan blive ved med at lære: At stole på sin skaber, sin eksistens, stole på at alt, hvad vi behøver, skal vi nok få, når tiden er rigtig til det. Og at meget af det, vi tror, vi behøver, det behøver vi faktisk slet ikke. Måske er livet faktisk bedre uden.

Definerende objekter udvalgt med omhu

Det er ikke farligt at skille sig af med fysisk gods. Jeg har nogle fantastiske fokuserede klare og inspirerende venner, som har boet fem år i en autocamper (i Danmark endda), og det er tydeligt at de trives, og at hvis de kortvarigt ikke gør, er det ikke manglen på jordisk gods, der generer.

Lige nu skiller vi os af med gods. I store mængder. Også med gods, som vi engang troede hørte med til, hvem vi var. Nu ønsker vi os at eje det, vi har brug for nu og her; det der gør vores liv bedre. Og vi indser at ingen genstande definerer vores personligheder, at vi er, fordi vi er og at kun vores forhold til os selv og hinanden er virkelig virkelig værdifulde.

Jeg beholder mine fingerringe: Min vielsesring, mine tre diamantringe (to, jeg har arvet efter min elskede mormor og en jeg har fået af min mor, da jeg fik mit første barn), og en simpel læder/jernring som min mand forærede mig på en rejse engang. Disse smykker er gode minder og jeg tillader dem at være en del af min identitet.

Når vi sorterer kigger vi på, om de ting vi beholder peger på det som vi ER og ikke det, som vi var. Eller gerne ville være. Engang.

Slow down. Step up.

Minimalismeprojektet er således befriende også for min selvoplevelse. Jo mere vi skiller os af med, jo mere slipper vi af med gamle forestillinger om, hvem vi var, gamle ideer om, hvad vi gerne ville, så der kan blive plads til det, som er. Og som skal komme. Til fremtiden. Livet. Lyset. Kærligheden.

Tak fordi du læser med, og fortæl mig meget gerne, hvad du tænker.

Cecilie