Med al snakken om særligt sensitive børn, kan de særligt sensitive forældre nemt blive overset. Jeg har her samlet tre vigtige redskaber for HSP forældre.
Af Cecilie Felumb Conrad | januar 22, 2015
Der er megen tale om sensitive børn i disse år, næsten som om, det var et modefænomen. Det er det naturligvis ikke; det er blot et begreb, der for nylig rigtig er ankommet i den danske forståelse for børn og deres udvikling.
Det sjove er, at der egentlig ikke helt er tilsvarende tale om sensitive voksne, og de særlig sensitive mødre bliver kun i enkelte tilfælde mødt, som særlig sensitive mødre til særlig sensitive børn.
Det var en af mine tre begavede søstre, som gjorde mig opmærksom på det for fire år siden, da jeg læste Arons bog og oplevede at gardinet blev trukket fra og alting pludselig gav mening. Hun læste den også og sagde: “Men søster! Hvad så med os? Vi er sandelig da også særlig sensitive. Det har vi da altid været.”
De særlig sensitive mødre overser ofte egen sensitivitet, som i stedet bliver omfortolket på forskellige måder. Oftest i utilstrækkelighed. Ensomhed. Mindreværd. Ind i mellem i ekstrem undren over andres ufølsomhed, en følelse af at andre mennesker er tykpandede og / eller supermennesker, når de kan og gør alt det, de gør.
Derfor kan det være et fantastisk redskab at vide, man er særlig sensitiv. Alle mennesker er unikke, og alle har deres helt særlige måde at være på. At være særlig sensitiv er hverken at være dårligere (som om det var en diagnose eller defekt) eller bedre (som om det var en hyper-kvalitet), end ikke-særlig sensitive. Det er blot en menneskelig kvalitet, man er født med, og som man lever med. Ligesom at være kortbenet eller rødhåret eller musikalsk eller noget.
Tjek om du er særlig sensitiv, hvis du er i tvivl
Alle særlig sensitive mennesker er naturligvis forskellige. Alligevel vil jeg hermed – på opfordring – skrive en selvhjælpsguide for særlig sensitive mødre.
Der er gode grunde til studere sin egen sensitivitet. Jeg er psykolog, og alligevel egentlig ret stor modstander af navlepilleri, men spiller man en af hovedrollerne i andre menneskers liv, og har en sådan særlig ting som sensitivitet med sig, synes jeg, det er god stil at lære den at kende, så man kan finde vej i den.At være særlig sensitiv er dybest set noget, som foregår i nervesystemet, og det gælder derfor om:
A. at vide præcis, hvad der kan overstimulere nervesystemet og
B. at vide, hvad der kan balancere nervesystemet.
Der er ingen universelle sandheder her, alle mennesker er forskellige og i øvrigt er der også realiteterne, som ofte kommer i vejen. Det kan godt være, du har brug for ni timers uafbrudt søvn samt en tur i skoven i solopgangen i fuldt mindfull meditation – men det kan ikke lade sig gøre længere, for nu har du mand og børn, som har brug for dig – døgnet rundt.
Så det kan være, du har brug for en kort liste med det, der er helt nødvendigt og for at vide at alt andet må du godt lade være med. Det kan være, du har brug for at lære at meditere. Eller at begynde at høre lydbøger, så du kan være lidt alene, selvom du er hjemme med flokken. Det kan være, fodbade tager over fra solopgange, og at fokuserede øjeblikke med the og en solstribe i sofaen kan give den fred, som gendanner balancen, når den store har været overtræt og den lille i en fase og manden kommer sent hjem og vaskemaskinen er i stykker. Eller bunkerne i hvert fald store.
Så 1B er nok den væsentligste rejse i den her problematik.
Glem alt om, hvad andre kan og gør. Hold op med at læse dameblade og pinterest og facebook-gruppeopslag med alt det, de andre når og kan og gør og formår og mener. Hvis du er særlig sensitiv og mor og måske lidt ude af balance, overstimuleret, småstresset og træt, har du ikke brug for andres ambitioner og meninger.
Det centrale er at kende egne værdier. Find nogle personer, du stoler på og som kender dig godt (og som gider høre på dig), og bed om hjælp til at tale værdier, så du bliver klar i spyttet. Når du ved, hvad der er rigtig vigtigt for dig, kan du meget bedre leve med, at dine børn eksempelvis aldrig bliver friseret, eller at der er nullermænd overalt eller lavvande på kontoen eller hvad det nu er.
Vi KAN formentlig alle sammen alt muligt. Bage perfekte italienske boller hver eneste morgen, løbe lange ture i solnedgangen, lære vores børn latin, strikke alt deres tøj, lave gryderetter fra bunden og selv dyrke tomater, bygge legobiler og prisesseslotte, læse verdenshistorien og you name it. Og det er alt sammen awesome. Spørgsmålet er blot, om det er vigtigt. Alt sammen. Og alt sammen nu?
Her kommer børnenes udvikling jo også ind – mange mødre (både sensitive og ikke sensitive) får stress af ambitionsniveauet for, hvor artige, veluddannede, høflige, kreative og selvkørende, deres børn skal være. Når de er to år!
Her i min høje alder og med min enorme erfaring (irony intended) tænker jeg: ”slap nu af” meget, meget ofte, når jeg oplever andre familier.
Alle børn lærer at spise med kniv og gaffel, før de er sytten. Ingen sover i smørhullet når de er 26. Alle børn finder ud af at tage tøj på selv. Nogle ting må man naturligvis have fokus på, men så er vi tilbage ved overskriften.
Hvad er vigtigt. Og særlig: Hvad er vigtigt lige nu?
Det er faktisk mægtig stressende at være hjemmegående husmor. Det er i hvert fald let at blive meget stresset. Det er let at have tusind projekter kørende og ikke opleve at komme nogen vegne, at samle de samme ting op fra gulvet hundrede tusind gange og blive sindssyg af alle de måltider og middagslure og toiletbesøg / bleskift, der hele tiden sluger al tiden, så man hverken får ringet til sin mor, betalt sine regninger, klippet negle eller luftet ud.Uha, hvor jeg kender det!Og det bedste redskab, jeg har fundet, er mine tusind lister som alle og enhver driller mig med, og som sandelig også tager overhånd i perioder. Efter at have elsket og anvendt mine lister i tyve år, introducerede en af mine venner David Allen for mig, og hans begreb ”mind like water” er virkelig anvendeligt for sensitive mennesker vil jeg mene.
Ideen er, at hvis du skriver alting – som i ALTING – op på din liste, behøver du ikke bruge tankekraft på at HUSKE at du skal ringe til din mor, betale den regning, lufte ud og klippe negle. Og det virker. Se eventuelt David Allens TED, men ellers klø blot på:
Find en blok og en kuglepen. Hav dem altid i nærheden. Det er vildt de første dage, men rolig: Det damper lidt af efter kort tid. Skriv ALLE to do, der dukker op i dit hoved, op. Alle sammen. Stort og småt. Havelågen, neglene, låneomlægning, indkøb af honning. Med tiden vil dine lister blive mere organiserede i kategorier, i begyndelsen handler det blot om at få det ud af hovedet. Hav dog følgende filter:
Jeg tror, jeg må skrive en separat artikel om at arbejde med tidsorganisering og lister, så her blot rigtig kort:
Konsultér listerne dagligt. Sorter eventuelt efter relevans. Når der er meget, som er streget ud og sat hak ved (droppet eller gjort), lav da en ny liste, hvor du overfører alt det, der endnu ikke er afsluttet.
Se pointen med dette listesystem (som faktisk er mere omfattende, men det kommer i en anden artikel) er at din hjerne gerne skal være tom. Ligesom køkkenbordet gerne skal være rent og tørret af. Det er stressende at bruge hjernekraft på at gå og huske på alt muligt og blive forvirret af at være nødt til at skifte en ble og smøre en mad, inden man kan tage sig af det, glemme det igen og huske det på et nyt (dumt) tidspunkt.
Særlig for særlig sensitive, er det vigtigt at kunnen etablere stilhed i hovedet, at kunne lade tankerne drive forbi som skyer i tillid til at det, der er vigtigt står på listen, så man kan træde ind i nu og her og bare være. Det beroliger nervesystemet og i øvrigt er det meget sundt for eksistensen.
Læs også min artikel om særlig sensitivitet og kost. Og meld endelig tilbage i kommentarsporet eller på mail, om det kan bruges og hvad der mangler.
Det har været en rejse for vores familie at lære HSP begrebet at kende, og det har fyldt vores verden med erkendelser og nye farbare veje, lukket op for langt mere livskvalitet og udfoldelse og glæde. Det at jeg kender min sensitivitet så inderligt godt, betyder at jeg kan navigere i den, vide, hvad jeg udsætter mig selv for og hvad det koster for min familie, hvis jeg ikke passer på. Og min mand og mine børn kender de subtile tegn på, at nu er jeg på vej ud over kanten og skal passes på – næsten bedre, end jeg selv gør. Min følsomhed var engang et fængsel for min glade og outgoing og meget aktive mand, men nu forstår han den og ved, der er rigeligt med muligheder, der er blot enkelte vildveje, vi skal holde os fra. Han ved, jeg ikke er hysterisk, og jeg ved, jeg ikke er hysterisk. Vi ved begge, at det blot er nogle specifikke stimuli, som har overkørt mit nervesystem, og vi ved alle, hvad der skal til for at der falder ro over Mama igen. På den måde er mit navlepilleri om man vil, blevet til livskvalitet og redskaber for hele familien, og vi har alle fundet vej.
Jeg er ikke den eneste sensitive person i familien. Men jeg er den eneste voksne sensitive person, og da denne artikel ikke handler om børnene, nævner jeg dem ikke her. Men vores rejse har jo altså været mere kompliceret, end blot at forstå min sensitivitet – og det er jo netop dette, der er det vanskelige: At vi er en stor familie, vi er ganske simpelt mange mennesker, og de mange forskellige hensyn og relationer komplicerer tingene. Men så sandelig ikke mere, end de beriger vores liv langt ud mellem stjernerne.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på speltmor.dk
Forfængelighed, Forgængelighed