Der er mange ting, de fleste gør, som vi ikke gør. Det mest radikale er, at vi ikke outsourcer vores børns dannelse til et skolesystem. Vi har været på en lang indre rejse som forældre. Her deler jeg, hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst fra starten.
Af Cecilie Felumb Conrad | oktober 16, 2017
Egentlig ville jeg ikke ønske, at noget havde været anderledes. Jeg gør mig ikke i fortrydelse. Jeg stoler på livets proces og er inderligt taknemmelig for min rejse. Men. Det er nu alligevel et interessant perspektiv. Hvis jeg bare havde vidst.
Således vil jeg gerne dele vores historie, og det, vi har lært, men ikke i realiteten fortryder jeg noget som helst, og ville heller ikke ønske, at jeg havde vidst bedre fra begyndelsen. Livet er godt. Livet er smukt. Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, siger Kierkegaard. Og det er i sin fineste orden.
Jeg har personligt gået i skole i 23 år uden pause. Jeg startede på en preeschool for særligt begavede børn (det mente, min far, jeg var, det er en anden historie), og fortsatte på Gentofte skole i begyndelsen af firserne i børnehaveklasse. Skiftede i 3. Klasse til en folkeskole i Vanløse, senere i 7. klasse til en anden folkeskole i Vanløse. Dernæst tog jeg halvandet år på en privatskole på Frederiksberg, inden jeg gik i Gymnasiet i tre år, også på Frederiksberg. Efter dette fulgte ti år på universitetet. Som 27 årig havde jeg gået i skole al den tid, jeg for alvor kunne huske, og det var en skræmmende oplevelse at holde op med det. Som at falde eller flyve eller begge dele.
Toppet op, er begge mine forældre (det ene hold, dem jeg voksede op hos) gymnasielærere.
Der skal meget til at deschoole 23 års skolegang og en opvækst i kontekst af akademikere, der lever af at undervise.
Men der er det, der er værre: Der er flere hundrede års tradition for kompulsiv skoling af hele befolkninger i hele den vestlige verden. Der er eksporten af det vestlige skolesystem til resten af den stakkels verden. Der er forestillingerne om, at det er evig saliggørende med skoling, og der er – lokalt – et samfund og en diskurs bygget op omkring børnenes skoling. Skolesystemets mycelium breder sig under mange af tankens strukturer, spinder sig ind i forestillingerne om Det Gode Liv, om barndommen, om “virkeligheden”.
Vil du læse mere om kompulsiv skoling, er der lidt at starte med her, og vil du forstå prisen for eksporten af det vestlige skolesystem, så læs eventuelt min artikel her, eller se dokumentaren “Schooling the world” – der er et link til i min artikel: “Det, det hele handler om. En historie om at give slip. Og om lys.”
Mange kommer til at forveksle dannelse med uddannelse, og i øvrigt er der en meget snæver forestilling om, hvad uddannelse er, og hvordan den foregår. Alt dette følger i kølvandet på, at skole er noget, som alle børn udsættes for gennem mindst ti år af deres liv, og derfor noget, som vi som forældre og samfund tager hensyn til som en grundpille i hele den fælles struktur.
Hvad nu, hvis man fjerner den, skolen og alt hvad dertil hører? Hvordan ser verden så ud?
Jeg ville ønske, jeg havde kendt omfanget af skole-præmissens diskurs, dens gennemsyring af så utrolig mange andre fælles strukturer, systemer, forestillinger. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor meget, der er udenfor den boks. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvor langt mere interessant, der er.
Nogle gange, tænker jeg på eventyret om Narnia: Om at gemme sig mellem pelsene i et kæmpe skab i et gammelt hus (=prøve noget nyt, lege, være på ukendt grund), gå og gå i mørket og støvet – og så i stedet for en bagvæg med mølkugler møde den frostklare luft, et eventyrlandskab med bjerge, natur, dyr, der kan tale, fabeldyr, magi. Det er sådan, jeg oplever vores rejse. Det er forskellen på i – og udenfor boksen.
Havde jeg dengang kendt og forstået grundpræmissen, så havde min rejse været lettere. Her tænker jeg på den præmis, at vi lærer, når vi lever. At lære er noget, vi er hardwired til, og noget som sker helt af sig selv, når vi lever vores liv.
Jeg rummer, at denne erkendelse tog tid – den var en stor del af vejen ud af skolediskursen (turen gennem pelsene), og jeg indsér nu med glæde, at jeg har mere at forstå om dette. Livet udenfor skole vedbliver med at overraske mig, udfolde sig uforudsigeligt og fantastisk.
Nedenfor lidt mere om de to aspekter af præmissen; at vi er skabt til det, og at der sker som et biprodukt af nogle andre processer – som er meget svære at forebygge.
Vi er skabt til at lære. Uanset om man mener, vi er skabt af Skaberen (indsæt selv religion) eller af en genetisk udvælgelse og tid, eller om man nu mener, at dette faktisk er det samme (sådan som jeg gør), er det sådan, der er: Vi er skabt til at lære. Således vokser og gror vi fra begyndelsen, således kommer vi til verden – parate til at udforske, forstå, modtage, udvikle.
Vi bliver født med en enorm, formativ hjerne, som vokser fantastisk meget – de første to år, er forbindelserne i hjernen flere og flere i ekstrem grad, og dernæst bliver hjernen ved med at lære, forandre sig, vokse, forbindelserne mellem de enkelte celler i hjernen udvikler sig hele livet igennem. Genetisk set, er hjernen den store forskel mellem mennesket og alle andre dyr, og vores ekstremt adaptive hjerne er et udtryk for dette: Vi er fantastisk gode til at lære.
Det her handler ikke kun om børn. Alle mennesker, hele livet igennem, kan og vil lære.
(N.B. Hey – jeg ved altså godt, at der er andre dyr med store hjerner, som også lærer en hel masse gennem hele livet og sender viden ned gennem generationerne. Dette er blot ikke mit fokus for denne artikel, og de lever i øvrigt ikke i samfund med kompulsiv skoling, og har ikke brug for blogindlæg som modvægt til en stor samfundsmæssig tendens, vel?)
Ligesom træerne skaber ilt som et affaldsstof eller biprodukt, når fotosyntesen foregår, er det at vi lærer noget et biprodukt, når vi lever. Når vi virkelig lever.
Det er nemlig sådan, at vi gerne vil noget. Ingen mennesker gider sidde og se maling tørre hele deres liv, og de få, der gør noget tilsvarende (altså munkeagtige tilværelser i fjerne huler i Himmalayabjergene-ish), ender med en fantastisk indre, meditativ rejse. Så – selvom man laver tankeeksperimentet at nogen vælger udfoldelse og deraf følgende læring fra, viser det sig umuligt at undgå udvikling.
Når vi lever, ønsker vi os at foretage os noget. Alt muligt. Heldigvis ikke det samme. Mennesker opfinder, skaber hjem, skaber udstillinger, plejer syge, bygger broer, skriver bøger, tænker tanker, laver musik, udforsker videnskabernes uopdagede hjørner og planetens ditto, løber maraton, danser, synger, fortæller, rejser, mediterer, kører ræs, spiller fodbold, bygger flygtningelejre, laver TVprogrammer.
Mennesker bliver passionerede, interesserede, engagerede. Det er svært at undgå. Og når vi gør det, udfolder os i det passionerede, interesserede, engagerede liv, lærer vi. Hvis der ikke er en udfordring, er der ingen nysgerrighed, hvis det ikke er kompliceret, er det ikke interessant, hvis det ikke er vigtigt, er der ingen passion.
Så – fundamentet for at vi lærer er at vi lever. Fuldt ud.
En af de virkelig effektive måder at stoppe disse (lære)processer og bremse denne menneskelige grundsten, er
Skolesystemet virker ret effektivt på begge disse niveauer. Er du interesseret I at læse mere om hvordan, kan jeg anbefale at læse en række af Dr. Peter Grays artikler. Start evt. Med denne: ‘The Decline of Play and Rise in Children’s Mental Disorders’
NB – Jeg ved godt, at man kan lære noget, også selvom man er forælderløs, sulten og syg, det har fx Sugata Mitras forskning tydeligt vist, så selvfølgelig er det uholdbart at sige, at hjernen slet ikke kan arbejde under stress. Det kan den udemærket. Men kombinationen af stress og tvang, sådan som skolen så fint mixer det, fungerer ekstremt hæmmende. De børn, Mitra studerede var fattige gadebørn, men de var trods alt ikke fanget af ydre tvang, normative domme, voksenkontrol, ydrestyring.
Unschooling er et begreb, vi faktisk har flyttet os fra, og jeg bruger det her, fordi det er det mest anvendte ord i debatten om livsstil uden traditionel skoling. Jeg ser vores familie som self-directed-learners, og synes dette begreb kommunikerer langt klarere, hvad det hele handler om. Vores liv handler nemlig, selvfølgelig, ikke om, hvad vi ikke gør.
Uanset om vores strategi kaldes unschooling eller selfdirected learning, så laver vi ikke noget, som ligner skole i vores familie. Til at starte med gjorde vi. Helt klassisk købte vi skolebøger, og sad ved køkkenbordet og lavede skole hver formiddag, for at lære børnene det, som man forestiller sig, de lærer i skolerne. Voksenstyret og organiseret. Så organiseret, som det nu kunne blive i vores kontekst.
Jeg tror, at vi dengang tænkte, at det var en del af forældreansvaret at gøre det. At det hørte med. Vi tænkte, at det ville være ansvarsløst at lade være. Måske tænkte vi ikke så meget, gjorde bare det, som føltes mest rigtigt.
Det er fem år siden nu.
En grundværdi, jeg altid har haft er denne: Jeg er modstander af alle former for tvang. Dette har altid stået klart for mig. Derfor var vi også utrolig dårlige til køkkenbordsskole, og jo længere, vi gjorde det, jo mere kom vi alle til at hade det. At sidde der flere timer hver eneste dag og lave noget, ingen af os havde lyst til eller fornøjelse ved, var imod alle vores øvrige værdier: Frihed, fællesskab, entusiasme, nysgerrighed, eventyr, kærlighed.
Realiteten var også snarere, at vi de fleste dage lavede noget andet, og at jeg gik rundt med dårlig samvittighed, og så en gang imellem (et par gange om året), fik et Stramme-op-anfald, hvor jeg blev mega skrap og meget stresset i tre ugers tid. Højst. I de første år havde jeg så bare dårlig samvittighed eller tvivlstanker i de uger eller måneder, der var mellem Strammer-anfaldene, og som tiden gik, blev pauserne længere og tvivlen mindre.
Da vi til sidst gav slip på hjemmeskolen og besluttede os for at unschoole, åbnede verden sig, og alt blev bedre. Vores daglige valg og vores meta-valg rimede pludselig med vores langtidsværdier. Det er tre år siden, og jeg vil godt indrømme, at jeg hele TO gange siden har haft Strammer-anfald, og at det begge gange har været udløst af frygt, og at jeg skammer mig over det.
Begge gange har vi dog været sammen om det, børnene og jeg, og vi har alle lært vigtige lektier om, hvad vi vil i vores liv og hvorfor. Så helt håbløst og meningsløst har det bestemt ikke været. Helt vildt stramt ej heller.
Unschooling har åbnet åbnet vores liv på utrolige måder og lært os at se hinanden, respektere hinanden og støtte hinanden endnu bedre, end vi før kunne. Det har afbalanceret familien, så alle kan få lov at være og udfolde sig fuldkomment og inderligt. Jeg behøver ikke spilde min tid med at bestemme, og børnene behøver ikke føle sig trætte af mig og alle mine ideer om, hvad der er rigtigt. Vi kan faktisk elske hinanden, være sårbare, virkelige og autentiske i forholdet til hinanden. Vi kan åbne os og nå hinanden, når jeg ikke skal være Bestemme-Frans og Kontrol-Kone og Pensum-Pernille. Jeg kan bare være mig, og det er befriende, omend til tider skræmmende.
Således er roden til unschooling relationen, og i den sammenhæng også friheden til at være autentisk. En øvelse i at leve, ikke en strategi for børnenes uddannelse. Om end disse – når det kommer til stykket – er det samme. At lære er – som sagt – et biprodukt ved det levede liv. Unschooling bliver dermed en mulighed for at udfolde en meget dyb relation til sine børn, og et fantastisk fællesskab i livet.
(Dermed ikke sagt, at man ikke KAN have dette uden unschooling – jeg har set hjemmeundervisere som sandelig har det – det kræver stort samarbejde og stor ærlighed, og det kræver nok også at børnene elsker det mere styrede hjemmeskoleliv, og at forældrene kan være autentiske i deres mere styrende rolle. Og det kan de selvfølgelig i mange tilfælde)
Unparenting derimod ville være at være ligeglad. Ville være ikke at lytte. Ikke at pleje relationen. Ikke at have tillid til sine børn, ikke føle sig inspireret af dem, ikke glæde sig over livet med dem.
Unschooling er det modsatte, for os i det mindste: Unschooling er i vores hus et liv, hvor vi alle forfølger vores interesser og bliver mere og mere nysgerrige, lever intenst og sammen og udfolder vores talenter, forfølger vores drømme, vokser, elsker, samarbejder.
Jeg ser i dag, at børnene faktisk ind imellem hiver de gamle skolebøger frem og løser opgaver for sjov, ligesom voksne kan sidde med en sudoku eller en kryds-og-tværs, og jeg oplever generelt en familie som i endnu højere grad stiller spørgsmål ved alting, slår alting op, er nysgerrige og udadvendte, spørgende og interesserede.
Jeg ser at unschooling har bragt os tættere sammen, at tillid og respekt, interesse og kærlighed nu er det, der hele tiden sker mellem os. Og jeg har lært, at jeg lige så godt kan lære af mine børns refleksioner, tanker, oplevelser og erfaringer, som de kan lære af mig. Min egen nysgerrighed er vokset, og jeg læner mig imponeret tilbage, når jeg ser min femårige lære sig selv at læse.
Jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft mindre travlt. At jeg havde forstået, at langsomheden er en meget, meget værdifuld gave, og at livet udfolder sig smukt, når vi vælger at leve det. I nuet. Langsomt.
I fravalget af skolesystemet følger en kolossal frihed. Den kan være skræmmende, og den kalder på værdiafklaring og fokus. Men den rummer i sig en gave: Tiden til at udfolde sig langsomt. Tilbringe en hel dag alene med at tage fodbade og høre musik. Gøre præcis det, som giver mening. Tilbringe en hel dag med matematikbogen. Gøre præcis det, man brænder for. Tilbringe en hel dag med at udfolde minimalisme eller bygge kuglebane eller studere kinesisk eller læse hele ‘Alice i Eventyrland’ foran brændeovnen, forstå symboler fra det gamle ægypten eller lære sig at hækle en african flower, spille kort eller tale sammen, gå en mega-lang tur eller øve sig i at bage kiks.
Udenfor skole-diskursen behøver man ikke lære femtabellen på et bestemt tidspunkt. Faktisk behøver man slet ikke lære den (og: – hviskende – “ofte lærer man den, helt uden at vide, man lærer den …” ). Som forælder behøver jeg ikke have travlt med, at de skal kunne noget som helst på noget som helst bestemt tidspunkt. Jeg kan have det slow, blot lade dem udfolde sig i eget tempo. Mit ansvar ligger mere i at sørge for rammerne: Sund og god mad og søvn, udeliv, bade og negleklipning og – det vigtigste: nærvær og tilgængelighed. Det allervigtigste er, at vi har grundige og kærlige relationer og at jeg er mentalt nærværende og har tid og lyst til at hjælpe med at finde svar på alle spørgsmålene, rejse til alle stederne, besøge alle udstillingerne, engagere mig i alle interesser.
Det er endda overdrevet. Det behøver ikke være alle. Det kan nøjes med at være dem, vi kan være enige om. Det er en hel refleksion i sig selv, som jeg vil dele i en anden sammenhæng: Balancen mellem min autencitet og mit ansvar for at sige ja til min børns interesser. Det ligger måske i kortene, hvad balancen her er.
En indvending, vi ofte møder, er matematik. Det har jeg skrevet en selvstændig artikel om. Men det kunne jo lige så godt være engelsk eller fysik eller verdenshistorien. Og det, som er mægtig interessant er, at jeg har set med egne øjne, hvor hurtigt mennesker (herunder børn) kan lære sig noget, hvis de har lyst til det og brug for det. Vores store datter lærte ikke en hat matematik på den fantastiske skole, hun gik på de første syv år, men lærte sig det hele til guldstjerne, da hun pludselig blev interesseret i biologi og havde brug for matematik for at forstå. Det tog nogle få måneder. Ikke en hel barndom. Min niårige datter har sat sig for at skrive breve til unschoolede børn verden over og arbejder nu intenst med at lære sig engelsk. Og det uden film og computerspil, for vi bruger ikke de medier i nævneværdig grad længere. Jeg ser, hvordan det at ville det, styrer det og – skal jeg nu bruge den normative, resultatorienterede brille, som jeg egentlig ikke går med: virker enormt effektivt.
Svaret på overskriftens spørgsmål: Der er ikke noget, de skal lære. Det, de vil lære, lærer de såmænd helt af sig selv, når blot vi ikke forhindrer dem i det.
Når vi fokuserer vores “alternative” liv uden skole, er det allervigtigste, at vores børn får lov at leve deres liv. Vi har taget dem ud af en kontekst, som stjæler fantastisk mange af deres timer gennem en meget stor del af deres opvækst, og gennem det meste af den tid, hvor deres kontekst er vores ansvar.
Jeg vil ikke som sådan bestemme, hvad de laver, men jeg vil gerne tage ansvar for den kontekst, de gør de i.
Det centrale er, at vi har friheden til selv at vælge, hvad der giver mening, fordi timerne ikke er optagede af en udefra dikteret kontekst (skolerammen) med et oppefra dikteret indhold (pensum).
Da vi begyndte vores rejse mod self-directed, startede vores ældste datter i skole, og vores barn nummer to var baby. Vi begyndte at forstå, hvad unschool var, og indså, at vi ikke sendte vores barn i skole, fordi hun skulle lære noget. Faktisk sendte vi hende slet ikke i skole. Vi tilbød hende at blive hjemme, men hun ville meget gerne i skole. Hun startede på Freinetskolen på Valby Langgade, som er en af de mest self-directede skoler, man kan finde i Danmark, og imens blev vi alle klogere.
Long story short, er hun i dag voksen, hendes yngre søskende går ikke i skole, og hun har hele tiden haft friheden til at ikke gå i skole. Hun har valgt til og fra, som hun ville og er i dag indskrevet på en forfatterskole under Århus Universitet, hvor hun studerer kunsten at skrive litteratur, og børne- og ungdomslitteraturens historie. Hun er forfatter, har altid villet være det, og lykkes med det dag for dag.
Det, jeg ser i hende og i mine øvrige børn på 11, 9 og 5 år, er mennesker, som aldrig har mistet friheden til – og glæden ved at lære sig alt det, som giver mening. Jeg ser at “det virker”, hvilket er en lidt grim måde at formulere det. Jeg ser at de trives, lykkes, har selvtillid og kærlighed til livet, at de undres og forstår, oplever og lever, vokser og lærer i deres eget tempo. Et tempo som ofte er svært at følge med. Et tempo, som overrasker mig dagligt. Et tempo som er deres, som er livets puls, som er meningsfuldt.
Jeg elsker dette citat af Søren Kierkegaard, og må skynde mig at indrømme, at jeg ikke har læst ret meget Kierkegaard, og slet ikke dette citat i kontekst. Jeg har læst lidt af Enten Eller og det er længe siden. Citatet er at af dem, som har fået eget liv, fordi det spejler en oplevelse, mange mennesker har. For mig rummer det også en kærlighed til livet, som det er: Det minder os om, at det er okay og at det er præmissen for alle.
Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.
Havde vi bare vidst er en tanke, som kan være dybt nedslående, men i denne kontekst er den det ikke. Jeg har fred med at vi har udfoldet vores liv, som vi har og glæder mig over det sted i livet, hvor vi befinder os nu. Der er altid udvikling, der er altid en vej videre. Måske er der endda et garderobeskab inde i Narnia? Jeg ved det ikke. Men er det der, så stoler jeg på, at jeg finder det, og jeg glæder mig allerede til at gå gennem det.
Tak fordi du læser med
Mens vi lever – Unschool i realiteten