Game On! Dine børn må spille alt det, de vi

Deltag i dine børns liv og stol på deres valg. Spil med, fordi det er sjovt, fordi det er udfordrende, fordi man bliver klogere. Game on.

Af Cecilie Felumb Conrad | april 23, 2015

Note

Vi gamer ikke længere hos os – Hvorfor ikke, kan du læse mere om i artiklen: OM STILHED, SKÆRMTID, FRIHED OG DET AT SKIFTE MENING

Det er alle mulige grunde til at game.

Og frygten for gaming er sandsynligvis fuldstændig ubegrundet, hvis ellers man som i alle andre af livets forhold, tager helhjertet stilling til kvaliteten af det, der spilles og finder sin livsbalance i det hele taget.

Jeg ville egentlig gerne skrive modsvar til alle skræmme-artiklerne, der florerer, men måske er det bedst, jeg bare skriver lidt skyts til de forældre, som er unødigt bekymrede. Det er der nemlig ikke rigtig nogen grund til at være.

Mit mål med artiklerne om gaming er at frisætte både børn og forældre, og at tænke situationen omkring gaming ud af boksen. Jeg kommer til at tale psykologsprog, og educationese og sige nogle ting, som ikke er i hjertet af hvad jeg egentlig mener, eller som taler et sprog, jeg synes er konstrueret, mekaniseret, resultatorienteret. Det kan hjælpe dem, som måtte være bekymrede, og det kan åbne nogle nye perspektiver.

Silke, Storm og Fjord gamer

Jeg vil derfor understrege, at alt dette ikke er målet med gaming i vores familie. Det er en virkelighed, der ligger i og omkring gaming, som jeg kan pege på, men vi lever ikke et mekaniseret, kontrolleret, resultatorienteret liv.

Vi lever ikke for i morgen, for de standardiserede test, for studentereksamen eller karriere.

Vi lever for at synke dybt ned i nuet, for at være tæt på hinanden, for blive i livets stjernestunder og dvæle ved det, som giver mening, det som er sjovt, det der fylder dagen, livet, nærværet, samværet op og ud, så det lyser. Og jeg siger dette nu, som en disclaimer, for jeg vil gerne være HELT sikker på, der ikke opstår misforståelser.

Mange forældre er bekymrede for børnenes uddannelse og udvikling, når de spiller. Der bliver skrevet om ”sociale kompetencer”, ”intelligens”, ”læsetræning”, ”skoling” i artikler, der skræmmer forældre til at kontrollere deres børn alt for meget.

Vi deltager og morer os sammen

Der bliver endda talt om ”legekompetence”.

Mange – faktisk de fleste – artikler handler om alt det, børnene går glip af, alt det de ikke gør, mens de spiller.

Nogle taler endda psykologsprog og argumenterer med synapser, der ikke dannes i hjernen, når man spiller.

Så, når jeg nu fortæller, hvorfor det er så fantastisk at game, gør jeg det for at mane frygten i jorden og frisætte forældre og børn til at nyde livet sammen.

Jeg napper nogle af hovedargumenterne på modspillerens bane, og nævner et sted at starte, når man gerne vil lære at give slip på kontrollen omkring børnenes forbrug af spil. I stedet for at skrive Det Største og Det Allerbedste Nogensinde om gaming.

Eliassons installation på Aros, hvor man selv skaber kunst. Børnene har det legende let.

Fejl-argument nummer et: alt det, de går glip af

Hver gang historien kommer med noget nyt, er der en meget stor gruppe, der bliver bange.

Engang var der i bedre kredse en stor frygt for at Flemmingbøgerne ville fordærve en hel generation af drenge.

I dag er det en udbredt misforståelse, at børn hellere skal spille rundbold, end Minecraft. Det første er opbyggende, det sidste nedbrydende – ifølge misforståelsen.

Frygten for det nye er muligvis naturlig, men i en verden som teknologisk udvikler sig hurtigere end nogen sinde, må vi voksne også indse, at dette i sig selv måske ikke er udtryk for at verden går af helvede til.

Der var heller ikke mobiltelefoner da vi var teenagere, men det betyder faktisk ikke, at nutidens teenagere bliver destruerede af at blive voksne med en mobil i lommen (eller hånden).

På kunstmuseum. Frihed til at være den, man er og se det, man ser.

På samme måde må vi forstå, at de lege vi legede som børn ikke i sig selv er bedre eller mere rigtige, end den type leg, der kan foregå med inddragelse af ny teknologi som tablets og computere.

Det er jo helt klart, at enhver ensidighed kan være uheldig, og hvis man gamer hele den udstrate dag og den halve nat, er der nok grund til bekymring, men det er der jo sådan set også, hvis man spiller rundbold fra man vågner til man går kold, eller hvis man ikke laver andet end at rydde op, gøre rent og øve franske verber (om end det sidste dog er hele TRE forskellige ting).

Tilværelsen har selvfølgelig brug for variation. Det er klart. Men det er værd at huske, at det, der stjæler allermest af børnenes tid, er de voksnes behov for at gå på børnefrit arbejde, og deres tvangstanke om at alle børn skal i skole. Nu endda heldagsskole.

Når man lever det urbaniserede liv, har børnene ikke meget fritid. De vågner, skal styres frem mod at være klar på et bestemt tidspunkt, bliver sendt af sted, og kommer typisk hjem nogle få timer før de simpelthen skal sove.

I den smule tid, der er tilbage kommer forældrene ofte til at forsøge at bremse børnenes lyst til at game, fordi der er opstået så meget frygt omkring netop denne aktivitet. Men måske er netop det at sidde i sofaen med en gang ostemadder og en kande the og en tablet eller tre, præcis dét, der skal til. Who knows?

For min del kan jeg i hvert fald sige, at jeg kan godt lide at hænge over min computer og se en doku eller spille eller glo på billeder, hvis jeg er træt og skal have en pause, efter en lang dag.

At være fri til at game, når man vil er også at være fri til at skrive, når man vil.

Men nu skal det selvfølgelig ikke komme til at lyde som om det at game, kun er noget, man ”må”, når man har ydet og dagen går på hæld.

Mit argument er blot, at det som virkelig stjæler tid fra børns frie muligheder for at udfolde sig, er det disciplinerede liv i institutioner. Ikke de få timer, de (højst) når at spille computer om dagen.

Og så er der jo altså også lige det, at det at spille computer bestemt er at udfolde sig. Det må man ikke glemme.

Fejl-antagelse nummer to: De bliver ensomme, antisociale, dårlige til at begå sig i sociale sammenhænge

Denne type argumenter bliver jeg lidt træt af.

At spille computer er på ingen måde en ensom affære, prøv engang at observere en gruppe børn, som spiller.

At spille et computerspil er noget, man er sammen om, en oplevelse at dele på lige fod med alle mulige andre oplevelser.

Det kræver samarbejde og samtale og velvillighed, og noget så fantastisk som tillid til hinanden at spille et spil sammen. Det er ligegyldigt, om det er et brætspil eller et computerspil, psykologien er sådan set den samme. Det er derfor ganske enkelt et misforstået argument.

Har man børn, som sidder helt alene og spiller computer, kan de selvfølgelig godt blive hægtet af familielivet og det bredere sociale liv, kan der selvfølgelig sagtens være et problem.

Her nyder vi solnedgangen, mens vi gamer lidt. Det er rart.

Det er vigtigt for alle mennesker at føle sig connectede, at være en del af et fællesskab. Så uanset, om de lukker sig inde bag tunge bøger, tegninger eller computerspil i timevis, er det en forældreopgave at hjælpe børn, der har tendens til at isolere sig, til at komme ind i fællesskaber, i det omfang, de har rum til det i deres personlighed. Nogle mennesker har mere glæde af og plads til at være alene, end andre. Det er ikke sådan, at meget sociale og udadvendte mennesker er bedre, end andre mennesker.

Se, det sjove er jo, at der altid er nogle voksne, som dømmer børnenes aktivitet ude, og siger, at de skal foretage sig noget andet. At det er for ensomt eller for stenet at spille Minecraft eller Harry Potter. Det sjove er, at selvsamme voksne, dybest set blot kunne sætte sig ned og være med til at spille, og så var der ikke længere tale om en socialt isoleret situation. Det kan man kalde ”at vise interesse” eller ”at involvere sig”: I virkelighedne drejer det sig om at deltage i sine børns liv.

Jeg tror, at kernen er her. Jeg tror, at mange voksne oplever børnene som udeltagende og utilgængelige, når de spiller, fordi de voksne ikke kan være med, ikke forstår, hvad der sker. Det er lettere at være sammen med børnene om at støvsuge, slå græs eller bage kage, fordi det er aktiviteter, vi voksne kender. Men hvis der nu skulle være lidt retfærdighed til, kunne vi jo også vælge at deltage i børnenes liv og interessere os for det, der optager dem, så vi på den måde får lov at være en del af deres liv.

Dette udelukker jo hverken kagebagning eller sågar skolegang. Det er et ganske simpelt fokus, der kan anvendes på 12 minutter dagligt eller implemeteres som livsstil.

Og så ER der i øvrigt ikke nogen sammenhæng mellem voldelige computerspil og voldelige mennesker. Se med her, hvis du var i tvivl.

Altså – nu er det faktisk ikke voldelige spil, der bliver spillet hjemme hos os, for dem er der faktisk ikke nogen af os, der kan lide, men jeg synes, videoen er en fin illustration af, hvor misforstået diskursen rundt om gaming er, og at den derfor er værd at se. Også selvom man ikke gider spille voldelige spil.

Ubegrundet påstand nummer tre: Børn bliver dumme af at spille computer

Det her argument er så dumt, at jeg får helt lyst til at give op, når jeg møder det. Det er et udtryk for stor uvidenhed, for computerspil er naturligvis rigtig mange forskellige fænomener, og man kan derfor ikke generalisere fra tetris til hele paletten af computersil. Og i øvrigt bliver man på ingen måde dum af tetris. Tetris træner helt tydeligt en bestemt evne til at tænke geometri, og i øvrigt er mine tetris-skills et af de tydeligste computerspil-udviklede evner, jeg kan overføre til mit praktiske voksenliv. Tænk kufferter, opvaskemaskiner, bagagerum, bogreoler. Mine mange timer med tetris har på ingen måde været spildte!

Hvis der er et gran af sandhed i problematikken, for det er der selvfølgelig ofte, vil jeg tro, det hænger sammen med store statistiske studier, som viser, at jo mere, børnene spiller, jo mindre udvikler de sig på de faglige områder. Men sagen er blot, at præmissen er at alle børnene går i skole, der ikke bliver taget højde for om de spiller alene eller sammen med andre, om de er fysisk sammen med disse andre, eller har online kontakt, og at der kun måles på klasssiske akademiske kompetencer på skalaer konstrueret af personer, som aldrig i deres liv har spillet computer.

Det er sandsynligt, at hvis de voksne involverede sig noget mere i børnenes liv, og havde blik for den kognitive udvikling, der ligger i kølvandet på de spil, børnene spiller, ville man kunne eliminere denne bekymring rigtig meget.

Det er også sandsyligt, at de statistiske studier viser en korrellation, som jo altså falder sammen med, at hvis man både går i skole OG spiller MANGE timer dagligt uden voksendeltagelse, ja så er der jo ikke meget tid tilbage til at læse avis, føre samtaler, hoppe i trampolin og i øvrigt have et varieret liv. Men skulle det være argumentet, er skolen et større problem, sluger langt flere timer, og i skolen er der RIGTIG meget spildtid. Det er jo ikke sådan, at man i skolen får ”fyldt på” hele dagen lang. Det meste er disciplin og ventetid.

Jeg tror på, at man udvikler sig af langt de fleste spil, hvis ikke alle. Ganske simpelt fordi man udvikler sig af udfordringer, og ikke gider spille spil, der ikke er udfordrende. Så hvis man gider spille dem, er det nok fordi der er noget at hente.

Hvis jeg skal frisætte forældre, sådan med et hurtigt fix, er der jo også MASSER af spil på markedet, som tilfredsstiller forældrenes behov for at kunne sige, der er ”læring” i spillene. Dybest set er det jo dumt, for der er sandsynligvis lige så meget at hente i alle de andre spil, børnene vælger at spille, men okay. Vi skal jo også have lov at være her, og skal børnene i skole, er det jo også fint med nogle shortcuts til nogle af de krav, der stilles der.

Deltag i dine børns liv og stol på deres valg. Jeg håber, det kan sætte nogle voksne fri, også fri til at børnene spiller uden voksendeltagelse, fordi det er sjovt, fordi det er udfordrende, fordi man bliver klogere, gladere, mere social, får tillid og selvtillid, udvikler alle mulige tænkelige og for os voksne utænkelige kompetencer af det.

Tak fordi du læser med