Gå altid den smukkeste vej

Et indblik i den indre og ydre rejse, i det vi lærer og det, som forvandles, mens vi forlader livet i København og sætter ud på et års rejse i Europa.

Af Cecilie Felumb Conrad | juli 11, 2018

English

Community Living – en ny form for væren

Vi har netop boet ti dage på en gård i et familiefællesskab, vi har lært at kende, fordi midt-generationen også hjemmeunderviser deres børn. Bjørn og Ina har tre børn, og bor sammen med Inas forældre på en gård syd for København. De er vores nære venner, vi holder meget af dem, lader os inspirere grundigt af dem og beundrer dem for deres særlige væsener, væren og talenter.

Kun ti dage skulle der til for at åbne mine øjne for at community living giver mening. Jeg kan se, at vi trives alle sammen, synergierne er fine. Det er nyt for mig, men præcis det, jeg gerne ville lære: At ikke bare verden er stor og mulig, men også mulighederne åbne og mange.

Alting lykkes altid for os

Alt er lykkedes, og dagene har været uforglemmeligt smukke. Vi har fundet vej gennem diverse kriser: Først gik bussen i stykker og dagen efter var vi til begravelse. Få dage senere viste det sig, at Jesper skulle have nyt kørekort.

Lige i sekunderne vi møder disse modstande, er det svært og vi imploderer. Men når jeg zoomer ud og ser det samlede billede af de første ti dage af den nye livsstil: Stedsuafhængig og sammen, på geografisk og spirituel dannelsesrejse, kan jeg se både at vi lykkes med alting og at vi hele tiden bliver bedre til at stole på at vi lykkes med alting.

Når vi læner os tilbage i eksistensen og stoler på at livet vil os det godt, lykkes alting. Altid.

Livet er storslået. Kærligheden uendelig. Taknemmeligheden magisk. Kosmos fuldstændig overvældende smukt.

Den indre rejse: når vi vokser i opgaven

Jeg har lyst til det hele, lyst til at lære det hele og se det hele. Det er storslået. Jeg synes, vi åbner os og bliver klogere hele tiden, jeg synes jeg har lært, at jeg kan leve sammen med andre mennesker og jeg kan flytte mig i forhold til mine dæmoner. Jeg har allerede flyttet mig så meget, at jeg kan se dem dampe af. Forestillingen om at der ikke er plads til mig, kan jeg finde vej ud af, og mit forvirrede forhold til regler og autoriteter kan jeg slutte fred med. Det er smukt.

Vi har lært at tage imod hjælp: Inas far Ivar har været en faderfigur, en mentor, en strålende sol i disse i øvrigt solstrålende dage. Marie, vores veninde fra Japan, har lavet vidunderlig mad til os, børnene har leget, Storm har kastet sig ud i et matematikeventyr.

Vi har også lært at se værdien af vores egen væren, især jeg må hele tiden rejse mig af dét støv: At være uden hjem, uden egne projekter, være i ren væren, ren vibration, meget ren modtagelse af det, som sker, som er, og som er vigtigt er en udfording, jeg til stadighed dribler.

Livet er et kontinuum, som begyndte dengang vi sad ude i stjernerne og planlagde turen

Værksteder, børnene og hverdagslivet udenfor hverdagen

Jeg leger tegneskole med pigerne, og skønhedssalon, går på fotoshoot med Fjord eller alene, synger fine sange, laver musiktimer, rydder op, klipper børnenes negle, behandler sår, fører samtaler – og ingen kan vibrere for mig. Jeg må indsé, at mit bidrag er lige så værdigt og lige så vigtigt, som alle andres og at mine indsatser i følelser, balancer, energier, ideer, uddannelse, ord er min vej her på kloden.

Jesper har puklet og puklet på bussen. Vi kan ligne jubelidioter, når vi kaster os ud i dette projekt, uden erfaring for motorer og uden at være handyman agtige nogen af os, men det fantastiske ved dette liv er: At vi tror på det, vi gør det og tingene bare sker. Vi véd, vi skal på den smukkeste rejse i en vidunderlig rød bus, at rejsen faktisk allerede for længst er begyndt, at livet er et kontinuum, som begyndte dengang vi var forbudne med Gud, dengang vi sad ude i stjernerne og planlagde turen sammen med den uforfalskede rene energi – at dette er storslået, fordi det er storslået, fordi det er storslået.

Vi véd, vi skal på den smukkeste rejse i en vidunderlig rød bus, at rejsen faktisk allerede for længst er begyndt

Hvilken virkelighed vælger du?

Det er et spørgsmål om, hvilken vibration, vi vælger. Hvilken virkelighed, vi beslutter os for. Der kan naturligvis være enorme udfordringer, og situationer, og allerværst: tab. Men skønheden, kærligheden, taknemmeligheden er den forvandlende kraft, som gør at vi rejser os.

Det er mærkeligt nok: For når vi ligger ned, ved vi det ikke, når vi spinder i den negative energi, er det vanskeligt at finde vej ud af den. Det er som om, den får magten. Alligevel kræver det kun et minimum af indsats at slippe fri og træde ind i det strålende rum, hvor alting lykkes. At blive der kræver øvelse, ikke andet.

Taknemmelighedens forvandlende kraft, og den store spirituelle viden om, at vi kan ikke være i to vibrationer samtidig, redder dagen gang på gang.

Naturligvis er det udfordringer for følelseslivet, og hver gang er det tankerne, som sætter en forkert kurs. Lytter vi til de lave følelser: Frygten, den snigende, tvivlen, den grumme, angsten den altædende, sorgen, den store – er de som et spejl af tanker, tankernes fortolkning af det, vi kalder realiteten: Og vi må indse at tankerne er vores, vi kan vælge andre tanker.

Så snart vi husker at sorg også er kærlighed, at vi ønsker at overvinde alle forhindringer og være i personlig frihed og det store eventyr som tilværelsen er; så snart vi vælger taknemmeligheden og kærligheden, bølger livet smukt strålende igen, og spejlet viser en helt anden realitet.

At livet er storslået. Kærligheden uendelig. Taknemmeligheden magisk. Kosmos fuldstændig overvældende smukt.