Vi arbejder ikke med nytårsfortsæt, men årstemaer i vores familie. Et årstema er noget, vi gerne vil lære, eller et fokus, vi ønsker for vores liv.
Af Cecilie Felumb Conrad | december 31, 2015
Igueste de San Andrés, 31. december 2015. Der er skyer i horisonten, men sollyset maler himlen i alle pastellerne fra blid orange til åben og let blå. Om ti minutter står solen op over cumulusskyerne derude, og om kvarter er den forbi dem. Der er ikke mange skyer. Jeg kan se Gran Canaria mod syd, de store, sorte lavasten på stranden, havets uendelige farve, fiskerne og bjerget med alle dets enorme agaveblomster, stensætninger og kantede aftegninger mod himlen.
Jeg vil ikke tilbage til det danske kolde mørke. Jeg vil uendelig gerne bytte mit liv ud med et, hvor jeg er fem uger på sommerferie i Danmark, ikke fem uger på vinterflugt på Tenerife. Og jeg arbejder på det. Roligt og målrettet.
Nå. Det var rammen. I realiteten er dette en nytårsrefleksion, og i realiteten er denne ramme, dette ønske om at leve mit liv i et klima, der er helse og lykkebringende mit største nytårfortsæt. Det er omfattende at realisere, men til gengæld uendelig vigtigt. Derfor er det godt at begynde med, både som kontekst for nytårsrefleksioner og som basis for fortsæt.
Vi arbejder ikke med nytårsfortsæt, men årstemaer i vores familie. Et årstema er en tematisk overskrift på noget, vi gerne vil lære, eller et fokus, vi ønsker for vores liv. Det er ikke noget, vi slipper nytårsaften, men i stedet kapitel efter kapitel i vores livshistorie – erfaringer og rutiner og foci, vi lærer at indarbejde i vores tilværelse.
I 2015 var temaet fokus og fremdrift. Noget med at tage projekter i mål og bevæge sig fremad i den rigtige retning. På alle niveauer. Processerne har været rigtig mange og vi har lært meget. Jeg har især lært at bruge mine egne teknikker og redskaber og at arbejde med vaner for at nå mine mål.
I 2015 er jeg blevet erklæret cancerfri. Det er det største. Jeg har nu overlevet i fem år, uden at få tilbagefald, og er derfor statistisk set helt ude af farezonen. Man skal have haft kniven på struben for at vide, hvilken livstransformation det er, at slippe ud af en sådan skygge.
I 2015 slap jeg også af med min overvægt. Endelig, efter uanede forsøg, og formentlig i forlængelse af raskmeldingen, lykkedes det mig at tage den overvægt, som har forfulgt mig, efter jeg fik barn nummer to for snart ti år siden. Jeg taber 5-10 kilo mere i 2016, men blev normalvægtig allerede i oktober.
At komme tilbage til mig selv kropsligt er ikke blot et æstetisk projekt. Det har for mig handlet om selvrespekt, nærvær, skeletter i skabet, tunge, ødelæggende mønstre og gamle dæmoner, jeg måtte have frem i lyset og foldet ud, så de kunne fordufte. At komme tilbage til mig selv og blive slank og stærk, handler om at være i min væren på en måde, som er meget mere i tråd med, hvem jeg er og hvad jeg ønsker for mit liv. Jeg kan ikke anbefale det nok. Der er ikke noget, der er vigtigere. Det handler ikke om tale og BMI, men om eksistens og livsproces.
Det startede som en slankekur, fordi jeg virkelig gerne ville af med overvægten, men en fantastisk bivirkning ved det projekt var, at jeg fik bugt med den sidste følgeskade efter kemoterapien. I fem år har jeg kastet op, næsten dagligt. I 2013 fik jeg knækket noget af koden for, hvad jeg skulle og kunne spise for at undgå opkastningerne og fik det ned på et par gange om ugen (fra et par gange om dagen), men i september 2015, da jeg begyndte at leve udelukkende af planter og at halvtidsfaste (spiser ikke mellem kl 20 og 13), blev problemet helt løst.
At være rask og kæk, have sovet godt, kunne løbe fem kilometer og hoppe i et par jeans uden at føle, de strammer. Drøne rundt dagen lang og have det godt og energisk på en nærværende og klartseende måde, er den største gave. Kan man det, kan man sgu næsten ALT.
Min stedfader havde nogle mantraer, da jeg var barn. Ting, han sagde igen og igen. Ikke opdragende, ikke irriterende, mere sådan konstaterende, ud i luften, understregende, som en overskrift eller et bibelcitat-agtigt.
En af de ting, han sagde var: “Du kan dobbelt så meget, som du selv tror”. Jeg tænker ofte på det. Jeg gør det også tit. Dobbelt så meget, som jeg selv tror. En livslektie for mig er at arbejde med vaner, gentagelser og stille rytme, men en anden og lige så vigtig er at omfavne kaos, tillade det umulige, flyde med en kaotisk, forvirrende og overvældende strøm, som livsprocessen i realiteten er. Jeg har fire børn og hundredeogsytten projekter, et stort hus, en lille hund, masser af ambitioner og ideer. Hvis jeg forsøger at sætte det hele i system og vane og få tidsregnskabet til at gå op, kaster jeg mig ud i en opgave, som i sandhed er umulig.
Jeg er i øjeblikket på en månedlang rejse på Tenerife, hvor jeg booster mit sol-regnskab og overvejer det brede perspektiv på tilværelsen. Hvad er det lige, man vil? Hvad er det lige, der er vigtigt?
I hvert fald er det vigtigt at opdage dette. Igen og igen. At man kan dobbelt så meget, som man selv tror. At det at bryde hverdagens trummerum op, og tage på eventyr, udlufter alle perspektiver og snævrer feltet ind, fokuserer det centrale.
Alt det, man tror, man skal, er sgu godt at holde op med at gøre, og så gøre noget andet. Simple ting som at undvære sin vaskemaskine, lave færre måltider, bryde systemerne op, gå tur med børnene om natten, til de falder i søvn på ens arm, løbe op ad trapper i en bjergby i 27 graders varme uden en vandflaske, køre i hårnålesving uden at dø af skræk. Gå i natbukser på gaden og være pisse ligeglad, krølle saltvandshår op i en klemme vel vidende at det sgu nok knækker. Hvad er vigtigt?
På kanten af et nyt år, vælger vi jo næste årstema. Det, der skal være vores fokus og livslektie i dette år. For 2016 har vi valgt: Renhed og Rigdom, fordi det lyder fint. Det kunne også være “less is more”, det lyder bare mere poppet.
Vi lever i København i en villalejlighed med alle tænkelige husholdningsmaskiner, en have med udsigt til vand, en brændeovn og et badekar. Vi har sofaer, mikroskop, lysekrone og autocamper-flipper-bus. Vi har sgu det hele. Vi unschooler de tre yngste børn, og lever alle sammen af min mands indtægt. Det er smukt, det er muligt og vi har et godt liv.
Alligevel er der en længsel. Især i mig. En længsel efter eventyr, eller i det mindste en hverdag et sted, hvor solen skinner. Det er ganske simpelt. Jeg ønsker mig et liv, hvor jeg kan gå udenfor i klipklappere og sommerkjole, og med en lille bluse på, hvis det blæser.
Jeg er ikke lykkelig om vinteren. Det er i hvert fald utrolig svært for mig at være det. Jeg ønsker mig at drøne rundt udendørs med mine børn, opleve vinden i mit ansigt, solen i mine øjne, sand mellem tæerne. Jeg ønsker mig et liv med færre ting, færre kvadratmetre, mindre tøj, simplere kost, enkelhed.
Så lektien, den Store Overvejelse i alle hverdagens store og små begivenheder og beslutninger, er spørgsmålet om, hvad vi virkelig har brug for og hvad der i sandhed gør os lykkelige. For vi lever i en kultur af forbrug og vækst, og jeg har en personlighed af ambition. Min barre hæver sig hele tiden. Mere optimalt og bedre er hele tiden i mit hovede, men jeg glemmer eller har aldrig rigtig lært, at mindre ER mere. Jeg glæder mig meget til at blive virkelig god til dette.
Min bøn på kanten af et nyt år er, at få lov at leve mit liv sammen med de mennesker, jeg elsker. Naturligvis først og fremmest min mand og min børn, men også mine nære søskende og forældre, og mine stærke og skønne venner. Både de virkelig fortrolige og tætte, og de mere nye og spændende.
Skal jeg vælge, er det nok at have mand og børn tæt på til hverdag. Resten af mit netværk ønsker jeg at se, mærke og tale med. Elektronisk og IRL.
Jeg beder om at være på steder, hvor solen skinner mig i øjnene og himlen er blå. Jeg beder om at være der sammen med min mand og mine børn. Jeg beder om stilhed, fokus, nærvær og tid. Om ro til at bevare heldigt og helstøbt helbred, om at blive klogere på netop dette.
Jeg beder om at udfolde og udforske livet selv, ikke tingene og opgaverne, om at lære sprog og kulturer og naturen at kende. Om simpelhed i det praktiske, om samarbejde og pjat. Må mine øjeblikke være meningsfulde, mit nærvær være ønsket og befriende, mine timer være fyldte til randen af det, der stråler. Og mit hovede fri til nutiden.
Jeg beder om evnen til i sandhed at se til Himlens Fugle, som Jesus sagde, om at stole på, at den økonomiske rigdom flyder til os, præcis som vi har brug for det, og om evnen til at være i min pengeøkonomi på en intelligent måde. Jeg beder om frihed til alt det vigtige og fokus til at skære alt blæver fra.
Amen. Og Guds fred. Og godt nytår. SpeltMama.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på speltmor.dk
Jeg ønsker mig en bikini! Sådan slap jeg af med overvægten.