Og nu fortæller jeg om det, og det kommer måske til at lyde som om jeg “underviser”. Det gør jeg ikke. Vi taler sammen om de her ting. Tænker over dem sammen. Vi har en tavle, hvor vi tegner og fortæller. Og lige når det drejer sig om psykologi, er der den kontekst, at jeg er psykolog.
Så, det vi har tilvalgt er friheden til at dykke ned i det, der giver mening, eller lade være med at dykke ned over hovedet. På det seneste har det i særlig grad været et tema at tale om relationer, følelser, håndtering af følelser, sociale fænomener, sociale hensyn, diagnoser, personlig udvikling.
At være et socialt væsen
Det er et menneskeligt vilkår at være social. Vi har brug for hinanden. Vi er ikke rigtig noget uden hinanden. I min optik er vi allermest det, vi er, qua vores komplicerede forbindelser til mennesker, både i nutiden og i vores historik. Nok er vi subjekter, men vores sande identitet: Det, vi er og det vi kan, eksisterer og udspiller sig i høj grad i matrixen af forbindelser til andre subjekter.
Det er en livslang opgave at være et socialt væsen. Af mærkelige kulturelle grunde, er vi optagede af, om børn nu lærer det, de skal med “det sociale” – men sandheden her udenfor boksen er, at det at være et socialt væsen, at udvikle sig i det og tilpasse sig skiftende kontekster, er en opgave for alle mennesker, uanset alder, og at forskellen mest er, at børn har brug for de voksne, når de tilegner sig sociale koder.
Bemærk at voksne ofte også har brug for andre voksne, når de skal begå sig i nye sociale sammenhænge, så forskellen snarere er, at for børn er flere sammenhænge ukendte og nye. Og deres eget føleseslivs modning egentlig en erfarings-samling.
Måske er vi så optagede af børnenes sociale kompetencer, fordi de fleste børn vokser op i kunstige og ekstremt pressede sociale kontekster i enorme børnegrupper under omfattende tvang og næsten uden voksenkontakt i dagtimerne – så det “at begå sig” kommer til at handle om at kunne klare sig selv, emotionelt og socialt, også selvom man kun er seks år (eller kun seksten år, eller noget derimellem). I min optik er hele systemet skævt, og jeg er lykkelig for at mine børn ikke har den udfordring at skulle håndtere et socialt felt af denne type, og jeg er lige så lykkelig for at de sociale påvirkninger, de går glip af – ja, dem slipper vi for.
Samtidig har mine børn naturligvis også brug for et socialt felt at bevæge sig i. Det, som vi har fravalgt ved at fravælge skolen, er et kunstigt skabt, tvangspræget socialt felt, som ingen børn frivilligt ville vælge – ikke det sociale felt som sådan. Det, vi har tilvalgt, er et liv i virkeligheden, med situationer og mennesker og i det hele taget kontekster, som vi i de fleste tilfælde selv har valgt at deltage i, og som vi i alle tilfælde har friheden til at flytte os fra, hvis de ikke giver mening eller er for mærkelige.
At være et socialt væsen, at være menneske, indeholder også et følelsesliv; noget, som umiddelbart bedst forstås som noget, der foregår inde i den enkelte (det kan man så måske nok overveje, om det egentlig gør). Det at håndtere og arbejde med følelseslivet, hører med til menneskelivet. Der er ingen fornuftig vej udenom.
Om empati – med-klang i egne følelser
Empati er evnen til at læse andres følelser med sine egne følelser. At være empatisk vil blandt andet sige, at man har evne til at sætte sig i den andens sted, på en sådan måde, at man kan mærke, hvad den anden mærker, og samtidig mærke forskel på, hvad der er ens egen følelse, og hvad der er den empatiske spejl-følelse. Dette er meget svært. Dette er der mange voksne, der er utrolig dårlige til.
For nylig mødte vi en dreng med store udfordringer på dette område, og det affødte mange refleksioner over empati og psykologiske talenter, udviklinger, muligheder – og hvor glad, man skal være for at have evnen til empati.
Empati er en central del af vores forbindelse til hinanden, en kognitiv muskel, som er i daglig brug, og som vi løbende “uddanner” os i, når vi er sammen, uanset, hvordan vi er sammen.
Om at gøre følelser færdige
Det er en realitet, at smerte ikke er rart. Negative følelser af enhver art, ønsker man sig så få af som muligt, og man ønsker nul af dem for sine børn. Virkeligheden er blot, at sorg, frustration, vrede, skuffelse, forskrækkelse, bekymring, utryghed, usikkerhed – alt den slags, eksisterer som en del af tilværelsen. Og selvom man på den ene side ikke skal sovse rundt i følelserne og mærke og mærke og mærke, til man har skabt en selvforstærkende negativ spiral, skal man på den anden side heller ikke spæne væk fra enhver ubehagelig indre oplevelse. Det er centralt og mentalt sundt at gøre sine følelser færdige.
Det starter med at turde mærke følelsen, eller det følelsesmæssige kaos. At give det plads. For forældre kan det være en vigtig lektie at lære, at alle følelser er lovlige. Det er i orden at blive vred, ked af det, frustreret, rasende, ulykkelig – uanset årsagen. Der er både i voksne selv en tendens til at forsøge at undgå den negative følelsesmæssige oplevelse, og – særlig: i “opdragelsen” en værdisætning eller tilsidesættelse af følelser, som kan være sindssygt usundt i længden.
Eksempel.
Barnet bliver frustreret over, at det ikke kan deltage i et eller andet. Vreden er urimelig, set fra den voksnes synspunkt (det kan være: du kan ikke være med til at vaske op, jeg gør det, det går hurtigere). Den voksne siger: “Det har du ikke ret til / grund til at være vred over.” Men da den voksne også er Den Sociale Læremester, er det nødvendigt at reaktionen er: “Jeg kan se, du bliver vred og frustreret. Fortæl mig, hvad du oplever?” Om reaktionen er adækvat, rimelig, moralsk i orden, tager hensyn til fællesskabet, er en samtale, der følger EFTER at barnet har fået rum til at have sin følelsesmæssige oplevelse. Det er okay at føle det, man føler. Alle følelser er lovlige.
Når følelsen er tilladt, er det også muligt at arbejde med den. Reflektere over den. Hvorfor føler jeg det, jeg føler? Hvad sker der i mig, når jeg føler det? Hvordan viser jeg andre, at jeg føler det? Hvordan kan jeg bevæge mig videre fra følelsen? Hvordan kan jeg rumme mig selv med denne følelse? Hvordan kan jeg hjælpe mine omgivelser til at forstå mig bedre? Hvordan kan mine omgivelser bedst hjælpe mig med det, jeg oplever i mit følelsesliv?
Især: Hvorfor føler jeg det, jeg føler? danner grobund for nogle fantastiske samtaler, man kan have med sine børn. Meget relevante. Meget overraskende. Nogle gange spejlende ens egne dæmoner. Nogle gange med sammenhænge, man simpelthen ikke havde set.
Værdien af det følelsesmæssige arbejde i en familiesammenhæng
Samtaler af denne karakter – dem, der følger i kølvandet på de svære følelser – bygger på og skaber samtidig stor tillid i relationen, og man får børn, der er virkelig både følelsesmæssigt og socialt kompetente, med selvrespekt, oplevelsen af at deres væren er værdifuld, oplevelsen af at være okay, oplevelsen af at blive lyttet til ligeværdigt, oplevelsen af at være ubetinget elskede, og i stand til at håndtere også svære situationer.
Som bonus får man et stærkt og stabilt forhold til sine børn. Som ekstra bonus, bliver man klogere på sig selv.
Men prisen er, at man må holde kæft med sine forældre-reaktioner af typen: “Nej, nu er du altså irriterende”, “Hvad er nu det for noget skaberi/hyleri/hysteri/ballade?”, “Store drenge græder ikke”, “Nu laver du drama” – det er Den Store Rummelighed, man må have på. Og når man ikke kan det, må man være super barnlig, flippe skråt ud og være vildt irriteret, råbe: “Nu stopper I, for pokker, med alt det pis” og så bagefter falde lidt til ro og bede om tilgivelse.
