Mød kompleksiteten, arbejdsmængden, intensiteten og procesarbejdet i vores kaotiske og komplekse stor-familieliv – og se, hvordan vores fokus på kort sigt rimer med vores værdier på lang sigt.
Af Cecilie Felumb Conrad | august 29, 2017
Jeg står op og skriver dette, fordi jeg samtidig er ved at lave mad. Jeg har kun siddet ned kortvarigt i dag, da jeg hyggede om en skattejagt, Silke havde lavet – og også et øjeblik, da jeg trøstede et barn, som var ked af det. Jeg har lavet noget hele tiden: Måltider, støttet op om børnenes projekter, lavet husarbejde, løbet en tur. Jeg har ikke engang taget mig tid til at nå i bad.
Kontrasten er voldsom: I går kom vi hjem fra 6 dages roadtrip i flipperbussen. På roadtrip er livet på mange måder både simpelt, fyldt og intenst. På en anden måde end hjemme. Vi skubber ikke voldsomme mængder arbejde foran os, vasker både tøj og ordner opvask, rydder bussen op og klipper negle på børnene. Alligevel, er vi intenst i gang med at løbe, lege, dyrke yoga, se på solen og havet, allerede fra klokken 8 om morgenen, og vi fortsætter hele dage med wokkede måltider, naturoplevelser, samtaler, brætspil, køreture, sange og vandreture, til vi slutter med mere mad, sen chokolade og stjerner og går omkuld tæt, tæt i bussens minimalistiske sove-gemak. Vi er ikke engang specielt trætte, når vi vågner efter at have sovet 2 timer mindre end vi plejer. Den ene dag efter den anden.
Livet er simpelt, og fyldt af det, som er vigtigt. Vigtigst.
Og så kommer man hjem. Hjem til realiteten i villalejligheden i Valby, og allerede da vi drejer fra motorvejen, begynder tyngden at ramme. Vi – især de voksne – tænker på arbejdsopgaver, kælderen fuld af ting, fryseren, der er i stykker, hunden der skal klippes. Egentlig er vi mægtig gode til at leve. Gode til at lade opvasken eller vasketøjet stå, vente til i morgen med noget, så der er tid til at tale sammen og til at sidde lidt i solen. Og så alligevel. Det er for meget. Byens larm alene. Og vi bor faktisk et fredeligt sted, med have og udsigt til vand. Vi er meget heldige. Alligevel er der noget overkørt og overstimuleret over hele set-up’et. Der er noget, som kan få en langt bedre balance.
Dagen i dag har været fuld af meningsfulde opgaver, og det mest meningsfulde er vores minimalisme-projekt. Vi overvejer, hvad der er vigtigt, vi beslutter, hvad vi ønsker os at gøre, når dagen begynder, og det er essentielt for os at finde tid nok til hinanden og vores projekter. Vi gør ikke noget, fordi vi kan og skal, men dybest set, fordi vi vil.
Alligevel, er der rum for forbedring. Og vi har – trods vores anti forbrugerisme – for meget jordisk gods, for meget på paletten, for lange to do lister og for mange projekter i gang. Eller gået i stå. Det er klart for os, at vi ikke skal nå mere, men have mindre at nå. Vi skal ikke organisere bedre, vi skal have mindre at organisere. Vi ønsker os blanke sider i kalenderen og frihed fra fortidens halve projekter. Vi sætter stort ind, og vi lykkes med det.
I dag var det alle spillene. Børnene er 100% medejere af projektet, og aftalen er, at det ikke skal gøre ondt. Vi har tidligere her i sommeren været gennem andre store grupper, som bøger og bamser, og det går virkelig godt. I dag skilte børnene sig af med halvdelen af deres spil, og donerede 2,5 flyttekasse til vores lokale genbrugsbutik. Det var en indsats hen over hele formiddagen, plus en udflugt til Ålholm Genbrug hen på eftermiddagen.
De spil, der er tilbage, er dem, man faktisk har lyst til at spille, de er alle komplette, der er luft i skabene så de let kan være der, og lige med det samme, er børnene i gang med at hygge sig på en skøn, fælles måde.
I løbet af dagen har jeg også vasket 7 (!) maskiner tøj, og ordnet vores gæsteværelse og det ene badeværelse, fordi vi får gæster fra Tyskland i aften. Jeg har haft fart på; en fart der måske er for meget.
Vi ønsker alle mere stille tid. Jeg står op og blogger nu, fordi det faktisk er på min top 5 vigtigt at dele ud af det, jeg lærer, tænker og ved – og jeg gør det nu, mens hokaidosuppen bliver færdig. Jeg er træt, især i benene, men klar i hovedet og fokuseret: Det gælder om at være ekstremt god til at give slip på det, som ikke peger på fremtiden og holde fast ved det, som er virkelig vigtigt.
Derfor kan jeg lykkes med alt det, som faktisk lykkes for mig og for min familie:
Alt dette kan man faktisk godt. Man kan det hele. Og lige i denne fase, hvor vi ønsker at skille os af med det fysiske “for meget”, er det simpelthen en ekstra meningsfuld opgave at donere og donere og donere og sortere.
Nogle gange har jeg lyst til at tage mine smykker på, mine børn og mand i hånden, vores rødbedefarvede pas, mit visakort og min vielsesattest i baglommen og gå fra det hele. Men det er selvfølgelig ikke så konstruktivt eller realistisk. Sådan på længere sigt. Alene det at have seks rødbedefarvede pas (og to hundepas) i baglommen volder vanskeligheder.
Det er okay at være træt. Nu tænder vi bål og spiser suppe. Det bliver en smuk aften. Med stjerneskud og fællessang og eventyr.
Tak fordi du læser med
Støvet binder – den eksitentielle klarhed i minimalismen