Taknemmelighed er vores vigtigste lifehack. Taknemmelighed er den platform vi sætter fra på, når vi realiserer vores skøre og vilde drøm om at være digitale nomader i en gammel rød bus.
Af Cecilie Felumb Conrad | juni 11, 2018
“Livet er langt og verden er stor”
– Isabel Allende, Portræt i Sepia
Om knapt to måneder flytter vi ind i en smuk rød turistbus, som ligner en rar ven fra en børnebog.
Om knapt to måneder begynder eventyret, eller hvordan virker det egentlig? Læs om transformationen og om at være modig og lykkelig og midt i gang med livet.
At være modig er ikke det samme som at være frygtløs, at turde er ikke det samme som aldrig at mærke angstens mørke snige sig frem fra krogene. Det er ikke som i eventyret om Drengen der ikke kunne mærke frygt, vi kan udmærket mærke alle mulige former for bekymringer, frygttilstande, tvivl, angst.
Forskellen er at vi gør det alligevel. Det er det, der er kernen i mod.
For en måned siden mødte vi en mand, som lever af at klatre. Blandt hans mange forskellige jobs, har været at være industrial climber. I Danmark sætter vi stilladser op eller kører frem med en lift, men i for eksempel Tyskland, sætter man en mand op på taget og sætter klatregear op, så han med alt udstyret kan rapelle ned ad væggen og fixe et vindue eller muren eller hvad det nu er, mens han hænger i sin harness. Denne mand, Kiwi fra New Zealand, fortalte min mand, som har “naturlig respekt for højder” (herunder skamler) om, hvordan det er:
“Hver eneste gang, jeg står på toppen af en bygning, klar til at springe, føler jeg frygten. Det snurrer i mine hænder, mine ben ryster, jeg har et dybt sug i maven, mit hovede er helt mærkeligt. Jeg ser ned, og oplever, at der er langt, jeg er ved at dø af skræk.”
“Så hopper jeg alligevel ud over kanten.
Når jeg hænger der i mit harness og skal rapelle ned, ser jeg lige ned over min egen skulder igen, og når jeg ser dybet der, så begynder det forfra: Mine hænder snurrer, mine knæ ryster, suget i maven kommer igen, mit hovede snurrer. Jeg tjekker alle mine karabinhager og sikkerhedslinen igen (og igen og igen), indtil mine arbejdskammerater råber: “Kiwi, hvor bliver du af?”.
Så tager jeg mig sammen og suser ned og begynder at arbejde.
Sådan er det hver gang.”
Kiwi har levet af at være klatrer i mange år. Han er en vild hippie, arbejder også som helping hands på teatre, er professionel hopper – det er ham, der får skuespillere og cirkusartister til at flyve med harness og liner ved at klatre op og ned ad en konstruktion uden for publikums øje. Han klatrer og springer og klatrer og springer. Han er begavet og nærværende.
Han er en ærlig, yogadyrkende mediterende type. Meget meget interessant mand fuld af historier, erfaringer, indsigter.
Men det vigtigste, han kunne lære os, var dette: At mod er at gøre det alligevel, og at det modige liv er en farbar vej.
Kiwi er uden tvivl en mand i balance, en lykkelig, nærværende, fantastisk levende mand.
Så nu sidder jeg her på Vordingborg havn og ser ud over havet, mens mine børn spiser morgenmad, mine hunde nyder skyggen i græsset og min mand laver the. Tænker på vejen videre for os, vejen, hvor vi bryder med vores tilværelse i villalejligheden på Saxhøjvej og tager et helt år på tur – og vil gerne svare på et af de mange spørgsmål, vi bliver stillet:
“Hvordan tør i?”
Vi tør, fordi vi vælger modet.
Vi har for mange år siden valgt, at frygt ikke har nogen plads i vores liv. Det betyder ikke, at vi aldrig oplever frygt, men at vi har besluttet at frygt er noget, vi afviser, arbejder med til det forsvinder, aldrig handler på, aldrig tager alvorligt.
Frygt er mørke, og vi vælger lyset.
På samme måde, er det en strategi for os at være modige, også når vi rammer grænsen, eller tror, vi rammer grænsen. Når vi nu har valgt at rejse i en stor rød bus, vælger vi det modige liv: Det liv, hvor vi ved, hvad der er det rigtige at gøre, og så gør det, uanset om vi bliver bange, uanset om vi oplever tvivl og angst. Så tænker vi på Kiwi, stoler på vores plan og hopper alligevel.
Vi ved, at livet er vigtigt. Vi ved, at hvert eneste sekund er vigtigt. Da vores ældste datter for nylig flyttede hjemmefra, vidste vi pludselig endnu mere: At vores drømme om at rejse måtte realiseres lige præcis med det samme, at livet er langt og verden er stor. Vi vil ud i den sammen med vores børn, inden de vokser op og flyver deres egen vej.
At rejse ud i verden i en stor rød ombygget bus sammen med sine børn og hunde, er en drøm for mange. Vi møder i hvert fald mange, som siger: “Åh, det er lige det, jeg altid har drømt om.”
Vi står nu på kanten af exit, og livet er allerede en drøm. Rejsen er for længst begyndt. Vi sidder i Vordingborg havn og ser frem til en dag med slotsruiner, fossiler, bøgeskov, avocadoer og jordbær, havbad og kærlighed og tænker, at H. C. Andersen har ret, når han skriver, at “ … ethvert menneskes liv er et eventyr, skrevet af Guds fingre.”
Og her kommer hacket: At være modig er at hoppe alligevel, ligesom Kiwi – javel. At være klar og fokuseret handler om at turde vælge, at turde vide, hvad der er vigtigt.
Men at vinde over både tvivl og frygt bunder i dette: At være taknemmelig. At være taknemmelig for det eventyr, livet er, for at Gud skrev os med sine fingre, at vi fik lov at samle os fra stjernestøv til menneske, at vi er her med vores udødelige sjæl og uendelige visdom, at vi får lov at rejse gennem dette liv på denne fuldstændig fantastiske planet, at vores hjerter banker og at solen står op hver morgen.
Tak for kosmos, tak for kærligheden, tak for mine gode sko.
Vejen ud af mørket er at tænde lyset. Og der skal ikke ret meget lys til, før mørket er nedkæmpet, husk det. I det totale mørke, når sikringerne går, er en enkelt lille lampe nok til at der ikke længere er mørkt. Når tvivlen og frygtens mørke sniger sig ind på os, så vælger vi lyset: Går taknemmelighedens ydmyge og overvældende vej.
Og så lykkes alting. Alting. Alting altid, så åbner livet sig og blomstrer, og vi svæver.
Tak fordi du læser med, tak fordi du er.
Jeg blogger, fordi sharing is caring, fordi vores anderledes liv kan inspirere på mange niveauer, fordi det giver mening at åbne det, vi er, kan og gør. Når du læser med, gør du både dit eget og mit liv rigere – hvis du deler det med andre, eller fortæller mig om det, gør du det endnu mere. Du kan dele på sociale medier eller i samtaler, og du er altid velkommen til at sende mig en hilsen eller kommentar her på sitet eller på mail eller hvordan det nu passer til dig.
Kiwi er en spændende mand, på hans hjemmeside kan du se nogle af alle de fantastiske trucks han har ombygget og boet i.
Langsomheden er klippegrunden