Der er dage, hvor intet er godt nok, hvor jeg er i tvivl, om jeg gør alting forkert og aldrig rigtig kan finde den der tilfredse ro, finde den gode balance.
Af Cecilie Felumb Conrad | august 27, 2014
Der er dage, hvor intet er godt nok.
Hvor jeg synes, der sker for lidt, hvor jeg er i tvivl, om jeg gør alting forkert, hvor jeg render frustreret rundt og forhindrer lillebror i at kaste med skakbrikkerne, støvsuger glasskår op og får oplevelsen af at komme ”ingen vegne”.
Der er dage, hvor jeg ikke kan se klart – lidt ligesom bare at være tørstig hele tiden og aldrig rigtig finde den der tilfredse ro, der er i den gode balance.
I dag var sådan en dag, indtil jeg tog mig selv i kraven.
I dag var sådan en dag, hvor jeg dømte mig selv ude 48 gange, inden frokost og klumpede rundt på det følelsesmæssige plan.
Men da jeg tog mig selv i kraven … ku jeg egentlig godt se at,
… Alt sammen før frokost.
Er det ineffektivt, er det ligegyldigt, er det usystematisk, uprofessionelt og ‘at komme ingen vegne’?
Ja.
Måske er det. Lige bortset fra ligegyldigt.
Ligegyldigt er nemlig det, det ikke er. For det, som er inde i alt det her, eller over det – metalaget: er stemningen, meningsfuldheden, fællesskabet – det lys, som skinner gennem en opfindsom og lidt kluntet dag, hvor den mindste er lidt træt, og den største sover meget længe og jeg ikke lige kan finde mine sko. Og min telefon. Det, det hele drejer sig om, er de valg, vi træffer, og de fællesskaber, vi er forpligtede på og klar til at værne om. Den kærlighed, og det engagement, der er i den tid, vi har sammen, de ting vi vælger at lave sammen, de veje, vi finder. Det vi er, ikke det, vi vil og kan og når og ‘klarer’. Men det, vi er, og dem, vi er det sammen med.
For nylig delte en af mine hjemmeskolende veninder en cover-musikvideo over den der ”Let it go” hit-sang fra filmen Frost. Og den får mig simpelthen til at tude (den får mig for øvrigt også til at grine). For linierne ”Here I stand, and here I’ll stay / ’cause I’m their mom” er så lynkskarpt præcis det, mit valg drejer sig om. Den ubetingede kærlighed, som findes i den familiære relation og det dybe venskab, er det lys, der stråler gennem menneskelivet og direkte ind i evigheden (hvor det vel også kommer fra) – dét lys, jeg endnu mærker fra min just afdøde mormor OG fra den farmor, som døde for 15 år siden – dét lys er det eneste, der bliver tilbage, når dagen er gået. Det stråler ind i brøkregningen og latinstudierne, i tomaterne og filmcitaterne, det findes i salaten og kombuchaen.
Og hvis I kommer og siger, det her er banalt, er jeg på den ene side imponeret og på den anden side skeptisk. Findes der virkelig, i sandhed mennesker, som aldrig nogen sinde glemmer dét fokus, som aldrig nogen sinde får rokket så meget ved båden, at en formiddag kan komme ud af balance og man mister sit cool?
Det er sandt, at det er banalt – og just derfor så uendelig vigtigt at huske på vigtigheden af.
For øvrigt rokkede båden for mig, fordi jeg havde set en interessant film: ”Schooling the World”, som en kær og stærkt inspirerende veninde, jeg har, havde anbefalet. Måske er dens retorik en anelse irriterende, men dens pointe er sat’me vigtig. Øjenåbnenede. Båd-rokkende. Og så var det, at bølgeskvulpene ramte mit cool, og jeg mistede fokus. Det fokus, som siger, at alene dét at jeg gør det – hjemmeunderviser mine børn – gør dén store og altafgørende forskel.
Mine børn går ikke i skole. De dage, jeg har overskud og er megasej og nærværende, og man kunne skrive en lærebog i både unschooling og self ownership og alt muligt andet bare på baggrund af vores liv, er det megasejt for dem, at de lever et liv i frihed, altid sammen med nogen som elsker dem ubetinget, altid med fokus på det gode liv.
De dage, hvor jeg er forvirret, og den yngste er ”i en fase”, og projekter hele tiden falder sammen, og ting bliver væk, er det megasejt for dem, at de lever et liv i frihed, altid sammen med nogen som elsker dem ubetinget, altid med fokus på det gode liv.
Er alt det her nu noget ævlende, svævende hippie-fis? Nix. Det er det faktisk ikke. Zoomer man ud, ser man mennesket som et bevidst væsen med det særlige talent at overføre viden til den næste generation OG at lagre viden til kommende generationer eller mennesker, der befinder sig langt væk. Menneskelige kulturer bygger netop på denne særlige kunnen: at vi kan lære vores børn alt, hvad vi ved; alt det vi ikke ved, vise dem vejene og fortælle om vildvejene, undres sammen med dem og undersøge verden med de redskaber, vi nu har.
Og faktisk er en af de aller vigtigste ting, vi mennesker lærer vores børn, åndeligheden. Helstøbtheden. At leve i pagt med det, vi tror på. Hvad det så end er. At deltage i den kultur, vi kommer fra og skal bygge videre på; at forstå historien såvel som det indre liv – at rumme de eksistentielle kanter og finde vej i livets mange muligheder – alt sammen åndelige opgaver, som kræver den åndelige opdragelse.
Så en opvækst med frihed til at være sig selv, og fred til at mærke, hvad der giver mening og hvilken vej, der peger fremad. En opvækst i et fællesskab (stort eller lille), hvor der er kærlighed og hvor man kender hinanden ind i den mindste detalje; hvor alle tør og kan være autentiske og nærværende – det er for mig at se den største gave, den vigtigste ”skole”, dén generationsmæssige overlevering, som overtrumfer det hele. Det lys som skinner over alle dage i vores skøre hjemmeskole-liv.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på Speltmor.dk
Sure, you have heard “Let It Go” from Disney’s ‘Frozen’ a million times, but you’ve never heard it like this! Here is the version you would hear if Elsa was a mom and not the ice queen!
If you wanted to change an ancient culture in a generation, how would you do it? You would change the way it educates its children. The U.S. Government knew this in the 19th century when it forced Native American children into government boarding schools.
Husk at leve