Giv aldrig op. Hvis det var let, var der ikke så mange overvægtige mennesker. Her er de fem ting, jeg gjorde for at komme godt i gang med at tabe mig.
Af Cecilie Felumb Conrad | januar 8, 2016
Når man holder op med at ryge, tager det i gennemsnit syv forsøg, før det lykkes. Der er nok en tilsvarende statistik for slankekure. Især slankekure, som bliver livsstilsændringer, slankekure, som først renser kroppen for overvægt og affaldsstoffer, og dernæst forvandler sig til en hverdag og en virkelighed, hvor vægten aldrig nogen sinde mere svinger med mere end tre kilo. Hver vej. Også nedad.
Så med andre ord. Giv aldrig op. Aldrig nogen sinde.
Vær til gengæld klar til at det ikke er let. For det er det selvfølgelig ikke. Hvis det var let, var der ikke så mange overvægtige mennesker i verden, og heller ikke en hel masse mennesker, som “bare” gerne vil tabe fem kilo.
På min bryllupsdag i august 2015, gik jeg en tur i Kongens København sammen med min mand og mine børn. Vi elsker vores by, solen skinnede, jeg var for nylig blevet erklæret cancerfri, og på mange måder var livet ren idyl. Det var den 25. august, og solen strålede. Vi spiste falafel ved et springvand, så på statuer og mennesker, tullede rundt og kiggede på tøj til vores teenagedatter. Vi fandt nogle virkelig gode jeans til hende, og i samme butik var der en hyggelig og kaotisk bluse, som jeg prøvede på. I størrelse xl selvfølgelig.
Jeg vejede på det tidspunkt 87,7 kilo, mindst 17 for meget. Snarere 25. Det har altid siddet pænt på mig, og de fleste mennesker ville have været uenige i den betragtning at jeg var overvægtig. Men faktisk er jeg 173 cm høj og vejede omkring 60 kilo indtil jeg fik børn. Der er ingen grund til at jeg i dag skal veje mere end 65.
Hele min familie og damen i butikken klappede af blusen, “iiiihhhh hvor er det lige dig, totaaaaalt dig”. I spejlet så jeg Fede Dorit, ikke mig. På ingen måde mig. Og det var chokerende for mig, at de mennesker, som betyder mest i verden for mig, kunne se på det samme og mene, at det var godt og fint og så dejligt ud. Jeg synes bare, jeg lignede en overvægtig kone i en flippet, men stram bluse.
I flere år havde jeg gået i løbebukser og hættetrøje. Især det sidste år, efter min mormor døde i 2014, havde jeg sørget og gemt mig i den samme hoodie. I mange år havde jeg skammet mig i badedragt og ikke på nogen som helst måde drømt om at tage en bikini på. Ikke engang hjemme i min egen have. Flere sæsoner undlod jeg ganske enkelt at gå i vandet, fordi jeg ikke kunne få mig selv til at krybe i badedragten. Jeg havde selvfølgelig, ligesom mange andre, kæmpet med det og ind i mellem også tabt fem kilo, men på igen kom de, så sikkert som amen i kirken. For fanden altså.
Da vi kom hjem tudede jeg. Det er ellers ikke noget, jeg bruger ret meget, men på denne dag blev det for meget. Jeg har vundet over så meget lort i mit liv, men de her kilo blev bare ved og ved med at forfølge mig. Og på denne meget lidt romantiske bryllupsdag, besluttede jeg så at nok er nok. Jeg fortæller alt dette, for at sætte i perspektiv, at for mig i hvert fald, var det nødvendigt at nå dertil, hvor jeg VIRKELIG var ked af det, for VIRKELIG at tage problemet VIRKELIG alvorligt. Et seriøst commitment skal der til. Man må VILLE det døgnet rundt.
At tage sig selv alvorligt er også at tage en sådan oplevelse meget alvorligt. Og indse, at ja: Fem kilo vil være en forbedring, men det er simpelthen ikke nok. Normalvægt er meget, meget mere. Eller var det for mig. Så jeg satte mig det konkrete mål at komme under 70 kilo. Altså tabe 18. Mindst.
Nu er jeg jo psykolog og har lommen fuld af redskaber. Pisse klog er man, når man skal hjælpe alle andre, men nu skulle det så gå ud over mig selv. Ret grænseoverskridende faktisk. Men godt. Jeg lavede først og fremmest konkrete, målbare mål med delmål og visionsplakater. Alt tyder på, at det virker. Uanset hvad man mener om det, så virker det. Efter sigende (har ikke prøvet selv), virker collager endnu bedre. Det har jeg bare slet ikke tålmodighed til.
Så – visionsplakater blev det.
Teknikken er simpel. Skriv hvordan du gerne vil have det. Som om det er virkeligt. Og hæng det op på væggen, et synligt sted. Midt i stuen eller køkkenet. Et sted, du ser det dagligt. Og hvor dine gæster også ser det. Det er grænseoverskridende. For nogen i hvert fald.
Mine to A3 plakater indeholdt sætninger som:
Da jeg skrev sætningen: “Jeg taber de første ti kilo … “ troede jeg ikke på at det ville lykkes. Ikke for alvor. Men det gjorde det altså. Faktisk.
For at gøre netop denne del af min vision operationaliserbar, lavede jeg delmålsplakater. Tegnede en trappe med kilo nedad (fem på hver delmålsplakat), målte med målebånd (også grænseoverskridende, men det rigtige at gøre), skrev hvordan jeg gerne ville have det i min krop. Stærke muskler, søde fødder, indre ro. Og hvordan jeg ville arbejde for det. Løb og coretræning, fodbade, meditation. Konkret. Målbart.
Trappeplakaterne var i A4 og kom også op på væggen. Hver gang, jeg havde taget et trin ned, tegnede jeg det på plakaten. Meget motiverende. Fantastisk faktisk. Da jeg efter tre måneder tog på ferie, havde jeg taget hul på FJERDE plakat. Det er kiloene fra 15-20. Det er satme sejt.
Det her er et centralt hack. For noget af det, der sker, når man taber sig, er følelser. Og situationer. Træthed. Frustration. Jeg ved det, og alle andre ved det også. Det kan godt være, at du ikke er blevet overvægtig af trøstespisning, men hormonspisning og kemoterapi eller anden medicin (for mig er det nok bare det hele, inklusive at spise følelser), men når du taber dig, er det ganske vist, at du skal håndtere alle mulige følelser, uden at spise dig gennem dem. For det hjælper at spise. Nervesystemet elsker kulhydrater, humøret elsker chokolade, energien elsker sukker. På kort sigt i hvert fald.
På lang sigt, har jeg sgu aldrig haft det bedre end nu. Virkelig. Også når jeg er ked af det, træt og frustreret. Så er det bare skønt at være det på en slank måde. En nærværende måde.
Men til at begynde med, må man indse, at der er meget at lære og meget gammelt lort at håndtere. På en ny måde. Og her kommer æterisk olie terapi ind i billedet. Virkelig.
Vores hjerner reguleres af hypotalamus, som holder de indre balancer. Selvfølgelig er det en gigantisk forsimpling. Men det her er allerede langt. Alle sanseindtryk og deres påvirkning af vores metabolisme, hormonsystem, humør og alle de andre delikate balancer, menneskekroppen skal holde, justeres af hypotalamus. Undtagen lugt. Lugt går direkte i det limbiske system, og kan således påvirke os udenom alt det andet. Musik kan til tider virke lidt lige sådan. Om end, det ikke er det samme.
Så en af grundene til at æterisk olieterapi virker er, at det virker på et andet niveau i hjernen end alle andre former for terapi. Det er smart. For man kan på den måde få en virkning, som supplerer, uden at den bliver nedjusteret.
Samtidig kan jeg ikke understrege nok, at det her ikke handler om duftlys og parfume og spa. Når æterisk olieterapi virker, er det fordi æteriske olier af terapeutisk kvalitet, er Guds Geni samlet på molekylær form. Det er Naturens Store under og årtusinders lag på lag af menneskelig viden, som kommer i spil. Det er altså ikke nok at dryppe lidt orangeblomstvand i køkkenet og duppe nakken med chanel nummer fem. For det er bare snyd.
De rigtige olier påvirker både vores lugtesans, og dermed vores limbiske system OG de små geniale molekyler trænger ind i vores blodbane, enten gennem huden, gennem slimhinderne, gennem lungerne eller gennem metabolismen. Det er lige godt, og det hele skal i spil.
Jeg startede med at diffuse æteriske olier, og at anvende blide olier på håndledene: Først lavendelolie, dernæst en blanding, som hedder Joy. Man kan finde sin egen vej. Jeg brugte også meget at smøre mine fødder ind om aftenen og at fodbade dem om morgenen. Dette kunne nok have haft en effekt i sig selv, med lidt æteriske olier blev det formentlig bedre. Det med at give fodmassage bredte sig i øvrigt til hele familien og vi nulrede fødder på hinanden på en rigtig fin måde.
Sov meget. Gå tidligere i seng, end du plejer. Det er også et virkelig godt råd. Det kræver noget overskud at holde sig fra kalorierne.
Noget, der altid fungerer, er vaner. Etabler en vane, og du har en løsning. I tommelfingerpsykologi siger man, at man skal gøre noget 21 gange, så har man en vane. Måske er det sandt. Det er i hvert fald rigtigt, at kan man vane-danne noget, bliver alting så meget lettere. Ligesom det kan være afsindig svært at slippe af med vaner.
Da jeg begyndte at tabe mig, opdagede jeg mere eller mindre tilfældigt et system, som kunne holde for mig. Men det var ikke tilfældigt, at jeg besluttede at holde fast i det. Gentage det. Bare trykke på “repeat” knappen hver eneste aften, når jeg gik i seng.
Jeg tror ikke, der er noget, som er evigt sandt for alle mennesker. Ikke ret meget i hvert fald. Men jeg deler gerne, hvad jeg gjorde, og hjælper gerne med, hvad der er individuelt rigtigt for andre.
Nu er der jo ikke noget hokus-pokus i at tabe sig. Ikke som sådan. På mange måder er det ren matematik. Du skal, kalorie for kalorie, forbrænde mere end du spiser. Hver eneste fedtcelle på kroppen skal udsultes, så energien der dér er lagret, kan forvandles til blodsukker og blive brugt op. Det er på mange måder som at rydde op i kælderskabene, spise forrådskammeret op før påske, tømme køleskabet inden lørdagsindkøb.
Så du skal vænne dig til at spise mindre. Færdig slut. Først og fremmest må du beslutte dig for, at det kan du. Selvfølgelig kan du det. Hver gang du ikke kan, må du vælge noget andet end kalorier. Dryp Joy olieblandingen på håndledene og snus dybt ind tre gange. Se mod horisonten. Tag et fodbad. Gå en tur. Puds et vindue. Ring til en ven. Gør noget helt andet end at spise, men noget, som er rart og gør dig glad.
Og så vid: Du skal løbe ind i det. Køb en poscatush og sæt streger på vinduet som en fange i en teatralsk fængselskælder. Hver eneste dag sætter du en streg. Når der er 10-15-20 kan du pudse vinduer. Så er det en vane, så er det lige meget, så er du i gang med at lykkes, og det føles helt, helt anderledes.
Beslut dig for hvad og hvor meget, du spiser og hvornår, læg en plan. Løs problemer. Er udfordringen middagsbordet, så læg en strategi, som fungerer. Og følg den. Sæt tid og kræfter af til træning dagligt. Gerne en hel time til træning og bad. Ingen undskyldninger. Man kan altid løbe en tur / gå en tur, gulvtræne (fitnessblender youtubekanalen er rigtig god og seriøs, synes jeg, men whatever works). Skriv kosttilskud, fodbade, vand, kombucha, løsninger ind i din rytme. Alt det, du gør for at passe på dig selv, og give dig selv den gave det er, aldrig mere at være overvægtig.
Jeg vidste godt, at jeg nogle gange var ked af det og blæst emotionelt, og bare skulle have en pose chips og en krimi. Men jeg var ikke klar over, hvor mange følelser, jeg faktisk håndterede ved at spise eller drikke noget, før jeg besluttede mig for at holde op. Jeg var heller ikke klar over, hvor pisse ubehageligt, det faktisk er at spise sine følelser. Før jeg stoppede.
Hvis du vil holde op med at spise følelser, og samtidig tabe dig, så må du være klar til at lære noget nyt og dagligt håndtere både gamle og nye følelser, uden at spise. Spise skal være et regime, og det må være helt forbudt at spise i en dårlig stemning.
Jeg spiste (og spiser stadig) to gange om dagen. Frokost og aftensmad. Færdig slut. Man må være klar over, at alle historier om at spise mange små måltider, “morgemad er vigtigt”, alt muligt fis, bare er fis. Find noget, som virker for dig og gør det. Jeg faster faktisk dagligt fra kl 19 til næste dag kl. 13. Derimellem drikker jeg alle mulige helsedrikke, herunder kaffe.
Det her er det helt centrale. At håndtere den indre rejse. At håndtere at være sulten, ked af det, forvirret, træt, udkørt, stresset. Eller lære at lade være med at være alt dette. Jeg kunne og kan stadig godt mærke sult. Jeg er bare ligeglad med det. Jeg har fået det så utrolig meget bedre, i min selvrespekt, min metabolisme, mit humør, min kærlighed, min eksistens, mine relationer, min økonomi, mit nærvær, at jeg er blevet fuldkomment ligeglad med en lille sultfornemmelse i maven. Det er ubetydeligt i den store sammenhæng.
Der er et kosttilskud, jeg tager, som er helt afgørende for at sultfornemmelsen kan være så ligegyldig – og det er kun et blandt mange, som har haft hver deres afgørende betydning for min proces. Det hedder Q10, og det er af afgørende betydning for at leveren kan omdanne fedtet på hofterne til sukker i blodet, så det kan blive forbrændt og sendt videre i universets energiudveksling, så det holder op med at holde mig nede. Der kommer meget mere om Q10 i trejde del af denne artikelserie.
Helt afgørende var også håndledsolien Joy fra Young Living, som virker mildt udrensende og kraftigt humørjusterende. Jeg kan ikke understrege nok, hvor meget denne æteriske olie har hjulpet mig gennem alt det her. Der er lige så stor forskel på æteriske olier som på fx hvedebrød. Toastbrød er ikke det samme som stenovnsbagt, økologisk, langtidshævet speltbrød. Vel? Man skal tænke sin æteriske olieterapi som en del af kosttilskud-udgifterne, ikke som en luksusvare eller noget indendørs dekorering eller noget andet mærkeligt.
Meditationer. Chlorella. Vejrtrækningsøvelser. Olier. Kombucha. Ginger. Strikketøj. Oprydning. Alt har haft sin plads på min rejse.
Tak fordi du læser med
NB! Oprindeligt publiceret på speltmor.dk
Sådan slap jeg af med overvægten – spørgsmål og svar